Sider

fredag den 23. december 2016

Glædelig jul!

Sikken voldsom trængsel og alarm ... Ja, sådan er det mange steder i dagene før jul: i trafikken, i butikkerne, i hjemmene ... I haverne derimod går det mere stille for sig. Solsortene hopper rundt på græsplanen, naboens kat drikker vand af fuglebadet, og manden i huset er ved at sætte juletræet på fod.

Der er ikke noget skønnere på sådan en decemberdag end at tage støvlerne og den varme jakke på og gå en tur derude:





Det næste billede er for de mere barnlige. I vores have bor et par små skovnisser. Forleden fik de besøg af et par julenisser. Så nu venter vi bare på, at børnebørnene kommer på juleferie.


Inden døre er julepyntet på plads.



Til slut ønsker jeg alle jer, der læser min blog, en rigtig glædelig jul. På "gensyn" i 2017!



 
 


fredag den 16. december 2016

Havens blå blomster

"Havens blå bog" er titlen på en bog fra 2004. Den er skrevet af nu afdøde Anne Just, der grundlagde haven i Hune, og har fotos af Claus Dalby. I bogen udtrykker Anne Just sin begejstring over blå blomster, og hun beskriver nogle af sine favoritter.


Glæden over blå blomster har jeg til fælles med Anne Just. Jeg har lige genlæst hendes bog, og det gav mig inspiration til at vise en serie af de blå blomster, jeg selv holder mest af.

Noget af det skønneste er at gå ud i haven en forårsdag og konstatere, at den første viol er sprunget ud. Inden længe er der et blåt tæppe og den skønneste duft i bedet.


Scillaen er også en af forårsbebuderne. Mere blåt kan det næsten ikke blive.


Forglemmigej, Myosotis, sår villigt sig selv, og det er den velkommen til. Mine første frø har jeg for øvrigt fået af Anne Just.


Stedmoderblomster kan have mange forskellige farver, men jeg holder mest af de blå. Det er en af de sejeste blomster, jeg kender. Den kan næsten blomstre året rundt.


Anne Just skriver i bogen "Det er som om en enkelt blå blomst kan rumme et helt univers, når man på tæt hold kigger indgående på den. Den har noget af himlen i sig, og inde i midten er der altid et eller andet - f.eks. kulørte støvdragere - som gør, at det bliver en helt lille farvelagt verden foruden den blå grundtone." Hendes beskrivelse får mig til at tænke på Storkenæb, Geranium 'Rozanne'.


Katteurt er en fantastisk staude. Når den har afblomstret, kan den klippes helt ned, og meget hurtigt kommer den i blomst igen. Dette kan gentages 2-3 gange i løbet af en sommer.


Bjergknopurten, Centaurea Montana, er en staude, der findes i mange gamle haver. Det er sikkert, fordi det er en smuk plante, der er nem at dyrke og nem at dele. Mit eksemplar er da også en foræring, som jeg fik af en erfaren havedyrker, da jeg selv var nybagt haveejer.


Klokkeblomster findes der mange forskellige af. Krybeklokke, Campanula portenschlagiana, kan man kun holde af. Den sår sig selv og dukker op i de mindste revner og sprækker, hvor man næsten ikke kan forstå, hvordan den kan finde fodfæste.


Anisisop, Agastache, sår sig lidt for villigt. Men den har smukke brune frøstande, så jeg nænner ikke at klippe dem af i tide.Jeg kan godt blive lidt sur på den om foråret, når frøene spirer ganske uhæmmet. Men når planten kommer i blomst, er den helt og aldeles tilgivet. Den er flot i bedet, når den står blå og rank, men den er også en gevinst i buketter.


Den sidste jeg vil vise er nok min favorit blandt havens blå blomster. Det drejer sig om lavendel. Jeg elsker både de blå blomster, der enkeltvis er ret beskedne, og det smukke grå løv. Anne Just skriver om lavendlen, at hun næsten holder mest af den om vinteren: "Det er herligt at tage lufferne af på en solskinsdag, gnide hænderne mod planten og mærke duften stige op. Bagefter kan man så gå i rigtig lang tid og nyde sommerduften på sine hænder."


Lige til sidst en efterlysning. Er der nogen, der kender navnet på nedenstående skønne plante? Jeg har fotograferet den i Kew Gardens i London i slutningen af august. Desværre kunne jeg ikke finde et navneskilt. Blomsterne minder lidt om blyrod, Plumbago.








fredag den 9. december 2016

Decemberhaven

Uanset årstiden er der altid noget at kikke på i haven. Om sommeren står motiverne jo nærmest i kø, i decemberhaven skal man nok lede lidt længere. Men der er altid et eller andet man stopper op ved, når man går derude med kameraet.

Blomster er der ikke mange af, men vinterjasminen lyser op med sine yndige små gule blomster.


Og ved døren modtages vi af disse lyseblå stedmoderblomster.


Ellers er det de forskellige grønne farver samt brunt, der dominerer decemberhaven. Det mest grønne er nok vinterglans, der vokser i en bred bræmme langs østsiden af huset. Den står flot året rundt og lader sig ikke gå på af vintervejret, selv om det byder på frost og blæst.


Bregnerne næsten lyser i en vårgrøn farve.


Figenbusken har givet en del modne frugter i år, men ikke alle nåede at blive spiseklare. Det er nok tvivlsomt, om de kommer igennem vinteren, men de grønne frugter er da ret dekorative.


Det samme er perlebuskens helt brune frugter.


Her er mere brunt. Hortensiaen er smuk, selvom blomsterne for længst er visnede.


Det er de stedsegrønne træer og buske, der bærer haven igennem vinteren. Uden dem ville det hele blive lidt tamt.



Selvom kontrasterne i vinterhaven ikke er så store som i sommertiden, hvor alting blomstrer, er der alligevel mange skønne farvesammensætninger.




Stenenes farver træder tydeligt frem på en våd decemberdag.


 
 

fredag den 2. december 2016

Floramor & Krukatös

Hvert år omkring første søndag i advent tager vi sammen med en af vore gode venner til Göteborg på en lille ferie. Det er en af vore bedste traditioner i juletiden. Byen har så meget spændende at byde på med julemarkeder, julekoncerter og ikke mindst Liseberg, hvor 5.000.000 lys stråler.

Et af de steder, vi altid besøger er Floramor & Krukatös.


Som navnet næsten siger, drejer det sig om en blomsterbutik og et keramikværksted ejet af mor og datter. Da jeg jo skriver på en haveblog, vil jeg koncentrere mig om Floramor.

En lang gang fører fra gaden om i en hyggelig gård. Allerede når man står på gaden og kikker gennem passagen, fornemmer man, at her sker der noget spændende. Fra gården er der indgang til keramikværkstedet og blomsterbutikken.



I gården er der skabt en hyggelig stemning med grønne planter og havemøbler.



Floramor udstiller kranse og dekorationer, som er til salg i hendes butik.





En trappe fører fra gården op til Floramors butik, som ligger på 1. sal i et af de gamle huse, der omkranser gården.


Trappen er fint pyntet, og ideerne står nærmest i kø, når man studerer alle de fine ting, der er udstillet.



Butikken bugner af varer, og der er altid mange kunder, så pladsen er lidt for trang til at kunne fotografere derinde.

Billedet er taget fra indgangen til Floramors butik og viser en del af den hyggelige gård. Døren til højre i billedet er indgangen til keramikværkstedet.


Hvis I har lyst til at se flere billeder, har Floramor & Krukatös en hjemmeside, som I kan finde her.

fredag den 25. november 2016

Verdens bedste bunddækkeplante

Ja, det er da noget af en udmelding. Vi har mange gode bunddækkeplanter i haven, men der er navnlig en, som jeg gerne vil fremhæve. Det drejer sig om guldjordbær, waldsteinia ternata.


Guldjordbær breder sig ved udløbere og kan hurtigt danne et tæt tæppe, som ikke levner ukrudtet mange chancer. Planten stiller ikke de store krav. På skyggefulde steder trives den fint på vores tørre sandjord. Den kan også vokse i sol, men så hænger bladene lidt, hvis det bliver for tørt.

Guldjordbær er stedsegrøn. Den kan dog godt komme til at se lidt vintertræt ud, men allerede tidligt om foråret skyder nye blade frem. Billedet herunder er taget midt i april.


I maj kommer der gule blomster. Det er mest de unge planter, der blomstrer. Ældre planter blomstrer kun sparsomt. Men det kan jo have sine fordele, hvis man ikke er så begejstret for gule blomster!


I vores have vokser planten flere steder under buske og træer, og den afgrænses af græsstier og græsplænen.


Overgangen mellem græs og guldjordbær bliver hugget af med kantspaden 2-3 gange i løbet af en sæson. Det er forholdsvis hurtigt gjort, da guldjordbærrene lukker af for græsset. Og græsset lader ikke guldjordbærrenes udløbere få fodfæste.



Til slut lige et par billeder af noget helt andet. På søndag er det jo 1. søndag i advent, og jeg har sat en adventsdekoration på havebordet.


Den består i al sin enkelhed af 4 marmeladeglas. Lidt strandsand er fyldt i glassene, og ovenpå er der sat fyrfadslys. Tallene, som vist er lavet af porcelæn, er købt billigt hos Søstrene Grene. De er bundet til glassene med sort opbindingssnor. Omkring glassene er der lagt et par grangrene. Hvis ikke man vil have snavs og regnvand i glassene, kan man jo bare sætte lågene på, når de ikke er i brug.