Juli er kommet med blæst, kulde, gråvejr, men også med strejf af varme og solskin. Kort sagt er juli vist, som juli er de fleste år. Haven er tørkeramt, men sådan plejer det vist også at være på denne tid.
Haven kan fortsat fremvise mange blomster, selvom en del af stauderne er ved at være lidt "trætte". De skal snart klippes ned til sokkeholderne, så vil de kvittere med nye, friske blade, og for fleres vedkommende også med nye blomster.
I sydbedet er det navnlig rosen 'Geoff Hamilton' der påkalder sig opmærksomhed. Blomsterne kan ikke så godt lide at blive våde, så hænger de med deres tunge hoveder. Den tørre sommer har derfor passet dem godt. Vand har de ikke manglet, da de er blevet vandet ved jorden med vandslangen.
Omkring fuglebadet blomstrer den hvide bakkenellike, Dianthus deltoides 'Albus'. En sød og nem lille staude, der villigt sår sig selv.
I det haverum, vi kalder 'Marlenes have', blomstrer kamferbalsam og moskuskatost. Begge klarer en tør sommer i fin stil.
Kamferbalsam, Tanacetum balsamita er fyldt med små margeritlignende blomster. Bladene har en meget smuk grågrøn farve. Planten bliver høj, men den kræver ingen opbinding, hvilket er en stor fordel i disse blæsende dage.
Moskuskatosten, Malva moschata 'Alba' er smuk både i knop og i blomst.
Denne har jeg ikke navnet på, men mon ikke den er i samme familie som moskuskatosten?
Hvis man ikke er så meget til orangefarvede morgenfruer, kan man i stedet så Calendula 'Snow Princess'. Den har en yndig cremegul farve.
Jeg er ikke så meget for de stærke røde farver. En af undtagelserne er montbretia, Crocosmia 'Lucifer'. Den kom til haven som en foræring, og jeg er efterhånden blev meget glad for den. De store grønne blade og de røde blomster understreger hinanden på en fin måde. Ikke bare blomsterne, men også knopper og frøstande er elegante, så man har glæde af planten over lang tid.
Den næste blomst er mere diskret i farverne. Det er en poppelrose, Lavetera olbia 'Barnsley'. Det er en yndig busk med lang blomstringstid. Med Vesterhavet som nabo har vi milde vintre, så her i haven er den fuld hårdfør.
I den hvide have er der lige nu mange blomster, og de lyser så smukt om aftenen, når mørket falder på.
Jeg vil slutte med at vise en af havens krukkeplanter. Det er brogetbladet salvie, Salvia officinalis 'Tricolor'. Jeg købte den i foråret på Vitskøl Kloster, de har et stort udvalg af krydderurter. Planten har smukke blade og en elegant vækstform.