Jeg vil for en gang skyld vise rododendronbilleder på Havesysler. Det er vist kun sket et par gange før af den simple grund, at vi ingen rododendron har i haven. Rododendronhulen er simpelthen så flot lige nu, at jeg må vise nogle billeder fra den.
Jeg har tidligere vist billeder fra en park, som vi bor lige i nærheden af, og det er i denne park, at rododendronhulen findes. Lige nu er hulen et stort blomsterflor. Engang i tidernes morgen, hvornår det så end var, har man plantet en gruppe rododendron. Gruppen er vokset sammen, så den ser ud som en kæmpestor busk. På billedet har min mand taget opstilling ved indgangen til hulen for at vise størrelsesforholdet.
Inde i "busken" er stammerne helt nøgne, og det er inde mellem stammerne, kvarterets børn har en hule.
De store rododendronblomster er ikke bare til glæde for børnene, de fleste af parkens besøgende må lige hen forbi for at nyde blomsterfloret.
I haven er der også blomsterflor. Sidste gang viste jeg buske med hvide blomster. Her kommer en mere af de hvide, birkebladet spiræa.
Og så er det pæontid.
Det næste billede er fra den hvide have. I forgrunden ses kongelys. Stauden bagerst i billedet er en dagpragtstjerne.
Dagpragtstjernen, Silene fimbriata, er så smuk, at den fortjener at få sit eget billede. Planten bliver ca. 75 cm høj, trives i sol og halvskygge og blomstrer i juni-juli. Den har en lidt skødesløs vækst og vil gerne have nogle naboplanter at støtte sig til. De hvide blomster har en dekorativ frynset kant.
Mange af stauderne har deres hovedblomstring i juni.
Planten i forgrunden med de hvide blomsterskærme er en skotsk lostilk, Ligusticum scoticum.
Beplantningen omkring den nyanlagte sti, er ved at være på plads. Foruden stauder har sommerblomster og georginer indtaget bedet. men der er meget bar jord mellem planterne, så bedet kræver en del lugning.
Til slut vil jeg vise et billede fra løvefodsbedet. Bortset fra forårsløg består bedet udelukkende af løvefod samt en syren, der er plantet i midten af bedet. Det ser smukt ud med den blomstrende syren og alle de limegule løvefod med den mørke takshæk som baggrund.