Sider

fredag den 28. oktober 2022

Smukke beplantninger med græsser

På vej hjem fra efterårsferie gjorde vi et stop på havnen i Vejle. Havnefronten i Vejle har i lighed med havnefronten i mange andre byer gennemgået en stor forvandling igennem de seneste år. Gammelt bliver revet ned, og nyt skyder i vejret. Mellem nogle af de nye bygninger er der anlagt flotte græshaver.


Efteråret er et godt tidspunkt til et besøg i græshaverne, da mange af græsserne er klædt i efterårsfarver og samtidig står med flotte aks.


For at skabe variation, er der ind imellem græsserne plantet buske


og træer.


Græsser og fyrretræer klæder hinanden.


Mit kendskab til græsser er ikke så stort, så I må undvære plantenavne.


Jeg nød især at gå rundt og iagttage de smukke farvesammensætninger. Det regnede lidt, hvilket dæmpede farverne. 



Det samlede område med græshaver er stort, men de enkelte bede er ikke større, end man sagtens kan lave et tilsvarende bed i en almindelig parcelhushave.




I havnebassinet i baggrunden ses Fjordenhus. Det spændende bygningsværk er designet af kunstneren Olafur Eliasson og hans studio. Der er fri adgang til stueetagen. Kommer man igennem Vejle og trænger til en lille pause, kan det varmt anbefales at lægge vejen forbi havneområdet, her er meget at se på.





fredag den 14. oktober 2022

Oktobersol

Oktober kan være en dejlig måned med smukke høstfarver og lunt vejr. Sådan har det indtil nu været i år. Vi har haft mange dejlige solskinsdage.


Når oktobersolen skinner, er det med at få udetøjet på og komme ud i haven. Selvom det er efterår, har solen så meget magt, at man bliver varm i hele kroppen, og der skal ikke arbejdes ret meget, før jakken kommer af. 


Farverne bliver så intense og lysende i den lave oktobersol. Hele farvepaletten er repræsenteret. Dusksalvien lyser blåt,


bispehuen har fundet den røde farve frem,


og bregnerne fremviser en næsten vårgrøn farve.


Når høstastersen åbner sine blomster, kommer hundredvis af små gule prikker til syne.


Hortensiaen er smukkest, når den får himlen som baggrund.


Bænken frister til, at man skal stoppe op og tage sig en kaffepause.


Nu er det sæson for de store orangefarvede græskar. Nogle af dem skaber frygt, når de optræder efter mørkets frembrud med store lysende øjne og en vred mund. Det eksemplar, vi har her i haven, er bare helt sig selv.


I næste uge holder alle landets skolebørn og mange vokse efterårsferie. Så jeg vil slutte med at ønske en rigtig dejlig ferie!



fredag den 7. oktober 2022

Efterår for fuld styrke

En strid blæst kom ind fra vest i går, da jeg var i haven med kameraet. Planterne dansede rundt og kunne næsten ikke stå stille. Efteråret er over os for fuld styrke. Heldigvis skinnede solen og gav glød til efterårsfarverne.

Pæonerne er altid tidligt på den, når det gælder om at vise efterårsfarver. Om foråret er de også tidlige til at vise deres røde spirer frem, og om sommeren beriger de os med deres overdådige blomster. Så kan man næsten ikke forlange mere af en staude.


Også bronzeblad har overgivet sig til efteråret.


Rønnetræerne af sorten 'Dodong' er så småt begyndt at vise lidt efterårsfarver. Rønnene udgør øverste etage i bedet. Under dem vokser bambus, derunder hosta, og allernederst er det geranium, der er ved at komme til live efter den tørre sommer. Med fire etager er bedet vist godt udnyttet.


De visne blomsterstande pryder klatrehortensiaen, men bladene har ikke skiftet farve endnu.


Jo længere vi kommer hen på efteråret, jo mere farvestrålende bliver hortensiaerne. Blomsterne starter som hvide, derefter bliver de lyseblå, bordeauxfarvede og til sidst grønlige.


Nogle af sommerens blomster strækker blomstringen langt ind i efteråret. Det gælder poppelrosen, der trofast bliver ved til frosten kommer.


Tvillingeblomsterne, der vokser i krukker, har blomstret uafbrudt siden foråret.


Drejeblomsterne har deres første sæson i haven. De er et godt bekendtskab. De har klaret den tørre sommer på en solbeskinnet plads uden et vissent blad. Blomstringen har foreløbig varet i mange uger, og blomsterne står på stive stilke, der ikke kræver opbinding. Blomsterne er gode til afskæring. Jeg er lidt spændt på, om de vil brede sig meget ved udløbere.


Høstasters er her i godt selskab med sankthansurt.


En lille lav høstasters, der er god i forgrunden af bedene, har blomstret over lang tid.


Bedet ved hoveddøren er gået helt i rødt. Rosen 'Salita' bøjer de tunge blomster ned mod de små røde pompongeorginer.



Dagene bliver kortere og træerne kaster lange skygger hen over græsset. Efteråret er ikke til at komme udenom. Hvis bare den stride blæst snart vil lægge sig, går det nok, om ikke andet, så skinner solen.


Husløgene skal få det sidste billede. Er de ikke smukke? De er for øvrigt opbygget efter fibonaccisystemet.