Hvis man tror, det er de tre løver i vores rigsvåben, jeg hentyder til i overskriften, bliver man snydt. Disse løver ved jeg ikke ret meget om, så vil man vide mere om dem, må jeg henvise til google. Overskriften henviser derimod til havens tre løver: løvemund, løvefod og løvehale.
November er ikke så rig på blomster, men på min haverunde i går fangede mit blik en lille gruppe løvemund, og de gav mig inspiration til at skrive om løverne.
De stod ranke og stive og ganske upåvirkede af regn og blæst. Det er en sommerblomst, jeg nødig vil undvære, blandt andet fordi den blomstrer til langt ud på efteråret. Hvis vinteren ikke er for hård, kan planten overvintre. Som alle sommerblomster skal den have vand for at komme godt i gang, men på trods af den tørre sommer, vi har haft, har den klaret sig godt.
Løvemund fås i mange dejlige farver. Billedet nedenunder af de purpurfarvede blomster, er et sommerbillede.
Også i buketter gør den sig.
Løvefod er den anden af havens løver. Den blomstrer i juni-juli. Hvis man klipper den ned lige efter afblomstring, vil der ofte komme en efterblomstring i efteråret. Det gjorde der dog ikke i år, velsagtens på grund af tørken. Men den står fortsat med dekorative grønne blade.
I fotoarkivet fandt jeg nogle sommerbilleder af blomstrende løvefod. Det er et flot syn med alle de små gulgrønne blomster.
De to følgende billeder er fra Laubjergs Rosenhave.
Løvehalen er den sidste af løverne. Den står her i november og dækker jorden med sine store blade.
Om efteråret kan man også glæde sig over de dekorative frøstande.
Løvehale blomstrer i juli med sart lysegule blomster. Der fås dog også en sort med rosa blomster. Billedet herunder er fra en have på Fyn.
Løvehale er en udmærket bunddækkeplante, der trives både i sol og halvskygge. Billedet er fra haven ved Fredensborg Slot, hvor løvehale er i godt selskab med løvefod.
Sidste billede er fra Egeskov Slot, hvor lovehale og løvefod har fundet hinanden i et bed med lysegule blomster.