Sider

fredag den 25. oktober 2024

Efterårsfarver

Det er et utroligt farveskift, der sker i en have i løbet af et år. Nu er det efterårsfarver i gult, orange, brunt og rødt, der fanger øjet.

På græsplænen ligger tusindvis af brune egeblade, så jeg må have løvriven fat, inden plænen skal slås for (måske) sidste gang.

Forhaven domineres af de gule hostablade og koreakornellernes røde blade.

Pilebladet pære (også kaldet nordens oliven) skifter farve fra grå til gul.

Syd for huset ser det næsten ud, som om der er ildebrand. Troldellen i forgrunden får virkelig meget opmærksom, da den står lige uden for stuevinduerne. Til venstre i billedet ses en anden trold. Det er troldnødden, der er ved at skifte fra grønt til gult. I baggrunden er det Sorbus 'Dodong', der vel nærmest er orangegul.




 I mit sidste indlæg stillede jeg spørgsmålstegn ved, om passionsblomsten ville nå at komme i blomst i år. Den nåede det. Indtil videre kun med en blomst, men der er en del store knopper..


Den lyserøde høstasters, Aster novae-angliae 'Kylie' nåede det også.


Salvia 'Amistad' kan man altid finde en plads til, da det mest er i højden, den fylder. Jeg har derfor plantet den flere forskellige steder og nu, hvor der ikke længere er så mange blomster i haven, har bierne stor glæde af den.


I weekenden slutter sommertid, og så er det også tid at sætte havemøblerne tilbage. Vejret er fortsat lunt, så det er godt, der er flere faste bænke i haven, så man fortsat kan få sig en kaffetår.


Som kontrast til efterårsfarverne og for at give et eksempel på det farveskift, der sker i en have i løbet af et år, vil jeg slutte med at vise et midsommerbillede.




fredag den 11. oktober 2024

Knopper, blomster og frøstande

Noget at det spændende ved oktober er, at man kan gå ud i haven og finde både knopper, blomster og frøstande. 

Passionsblomsten, Passiflora, har ikke foldet den første blomst ud endnu, og jeg er spændt på, om den når det.

Guernseyliljen, Nerine, er lige sprunget ud. Dens fine lyserøde blomster ser næsten helt malplacerede ud i en oktoberhave.

Blandt frøstandene er farvebælg, Baptisia australis, den der skiller sig mest ud på grund af bælgenes sorte farve.

Også den lave Sedum har flotte frøstande.

Det er ganske vist, efterårets farveskift er i gang, og efteråret har mange farver. Se blot på disse blade af sommerfugleblomst, Gillenia.


Der er stor forskel på, hvornår hostaerne skifter farve, nogle er ikke begyndt, andre har allerede gule blade.


Når man kikker hen over bedene, er det tydeligt, at der er et farveskifte i gang.




Håret glansmispel, Photinia villosa, er så flot, fordi bærrene er ved at modne, og lige nu er der både, grønne, orange og røde bær på træet.


Rynkeblad, Viburnum rhytidophyllum, er lidt speciel. Her er ikke tale om farveskift, for busken er stedsegrøn, men den står lige nu med både bær og blomster. Det er helt normalt, at den har bær i oktober. Bærrene er først skinnende røde, hvorefter de skifter til sort. Nu er de rynkede og falder sikkert snart af.


Rynkeblad blomstrer i maj-juni, men nogle gange får den en lille efterblomstring om efteråret. I år er efterblomstringen større, end den plejer at være, og lige nu står den med mange cremehvide blomster.


Man skal passe på, når græsset skal slås. En pindsvineunge går ture på græsplænen, og den er ikke så nem at få øje på mellem nedfaldne blade.


Efterårsferien står for døren. I dag er alle landets skoleelever traditionen tro på motionsløb, hvorefter de kan holde ferie. Lad os håbe på godt vejr, så vi kan komme ud at nyde efteråret.



fredag den 4. oktober 2024

Hvordan gik det med dahliaerne?

Inden frosten rammer og får dahliaerne til at klaske sammen, er det tid til at gøre status. Det gik både godt og skidt med sæsonens dahliaer. 

Jeg havde sat 6 forskellige slags knolde. De 3 slags kom godt fra start og har gennem hele sæsonen stået godt og haft mange blomster, og de blomstrer endnu. I har set dem før, for jeg har haft dem i haven i mange år. 

Den ene af de 3 er den gule 'Noordwijk's Glorie'. Planterne er store og kraftige og har mange blomster.


Den røde pompondahlia har jeg ikke navnet på. Blomsterne er ikke ret store, til gengæld bliver planterne meget høje. Den blomstrer helt overdådigt indtil frosten tager den.


Den sidste af de 3 er en lille rød dahlia med gul midte. Den springer altid tidligt ud, og den er altid fyldt med blomster. Jeg kan ikke overkomme at klippe de visne blomster af, men når den er ved at afblomstre, klipper jeg den ned med hæksaksen, og så kommer den hurtigt igen.


En 4. slags, 'Wizzard of Ozz', købte jeg i foråret. Knoldene blev forspiret og kom godt fra start. Men da de blev plantet ud i haven, var sneglene straks over dem, og næsten alt grønt blev spist. 2 af dem overlevede dog, selvom de aldrig blev store og flotte.


De 2 sidste, 'Golden Scepter' og 'Lilac Time' blev fuldstændig spist af sneglene, der blev ikke et grønt blad tilbage.


De 3 slags, som sneglene spiste, voksede i en bund af bunddækkeplanter, og det er min teori, at sneglene gemmer sig i bunddækket. De øvrige voksede med bar jord omkring.

En tur rundt i haven viser, at der er andre blomster end dahliaerne, der giver farve til oktoberhaven. Solhat, Rudbeckia subtomentosa 'Little Henry', har fine gule blomster. De smalle kronblade giver blomsterne et let udtryk.


Salvia 'Amistad' blomstrer helt til frosten kommer. Det er en utrolig dejlig plante, som jeg har mange steder i haven. Jeg har taget stiklinger af den, for hvis vi får en hård vinter, overlever den ikke.


Høstasters og drejeblomst lyser i oktobersolen.



Ikke blot blomsterne, men også bladene lyser. Her er det en mosbregne, Polystichum setiferum 'Proliferum', der bliver ramt af solstrålerne.


Det er det skønneste vejr i dag, solskin og ikke en vind, der rører sig. Det lover godt for weekenden.