Sider

torsdag den 29. november 2018

En novembertradition

For mange familier er der traditioner forbundet med advents- og juletiden. I vores familie har vi gjort det til en tradition, at vi hvert år sidst i november kører en tur til Djursland, hvor vi nyder den smukke natur og hygger os i Ebeltofts gamle gader. Jeg vil lige vise, hvad der kom med hjem fra årets tur.

Ude på spidsen af Helgenæs ligger Sletterhage fyr. Der er en skøn natur rundt om fyrtårnet. Ikke mindst de gamle fyrretræer giver charme til området.


Jeg har altid en pose fyrrekogler med hjem, når jeg er på Helgenæs. Efter nogle dage på et lunt gulv, er de klar til at bruge i julens dekorationer.


Stranden på Helgenæs er et fantastisk sted for en stensamler som mig.


Jeg samler altid et par poser runde sten. De er gode at have på lager, hvis der f.eks. skal laves en ny havegang.


Ebeltoft er en hyggelig by, og vi elsker at gå i de gamle gader.


Glasmuseet er en virkelig stor attraktion for Ebeltoft, og vi slutter altid vores novembertur af med et besøg på Glasmuseet. Jeg bliver så fascineret af at se, hvad dygtige glaskunstnere kan få ud at et materiale, som må være meget krævende at arbejde med.


Her er glas og træ sat sammen på en yderst elegant måde.


Ugen har ikke budt på så meget arbejde i haven. Et par morgener har jorden været frosset, og der lå rim på planterne, ikke ret meget, men nok til at gøre en novemberdag lidt lysere.


Løvehalerne, Phlomis, ser fine ud, når bladene bliver drysset med et tyndt lag rim.


Sankthansurterne er smukke på alle årstider.


Russisk mandstro, Eryngium planum 'Blaukappe', har flotte frøstande, der pynter i staudebedet.


Katteurterne, Nepeta faassenii 'Walker's Low', er blev klippet helt ned 3 gange i løbet af sæsonen. De 2 første gange kom der en ny blomstring. Efter sidste nedklipning i september nåede de ikke at blomstre, men de skød fine nye blade, der står helt tætte og dækker bunden.


Det sidste billede får koreakornellerne, Cornus kousa 'Schmetterling'. De står så fine med knopper på de nøgne grene.




fredag den 23. november 2018

Hvordan gik det sommerblomsterne?

Efter jul, når de farvestrålende frøposer dukker op i stativer i butikkerne, og frøfirmaerne viser deres sortiment på nettet, kan jeg næsten ikke vente, til det bliver tid til at komme i gang med at så.


Ja jeg kan faktisk slet ikke vente, så jeg får altid sået alt for tidligt. Resultatet bliver, at husets vindueskarme hvert forår er fyldt med kasser med ranglede sommerblomster, som det er for tidligt at plante ud i haven. Når det så endelig bliver lunt nok til udplantning, er hullerne i bedene allerede fyldt ud af andre planter, og så ved jeg ikke, hvor jeg skal plante mine frølinger.


Det får mig til hvert år at bestemme, at nu skal det være slut med sommerblomster. Men den beslutning kan jeg selvfølgelig ikke overholde, og næste vinter gentager det hele sig.

Nu er sæsonen for sommerblomster ovre for i år, og det er tid til at gøre status over, hvordan det gik med blomsterne i den tørre og meget varme sommer. Nogle har klaret sig godt ved vandslangens hjælp, andre blev ikke til så meget, og de få blomster, der kom, visnede hurtigt.

Helt slut er det nu ikke, for løvemund, Antirrhinum 'Apollo purple', blomstrer endnu. Jeg tog billedet i går. Den har klaret sommerens tørke fint og har haft mange blomster. Den lader sig ikke gå på af lidt nattefrost, så det er en sommerblomst, man kan have fornøjelse af over meget lang tid.


Morgenfruerne klarer al slag vejr, og de bliver ved og ved med at blomstre. De var blevet lidt ranglede, så jeg rykkede dem op for nogle dage siden.


Ærteblomsterne, Lathyrus 'Black Knight', blev ikke til så meget i år. Planterne blev ikke så store og kraftige, som de plejer.


Edderkoppeplanten, Cleome spinosa, voksede sig stor, men nogle af planterne visnede pludselig ned, og når jeg rykkede dem op, kunne jeg se, at deres rodnet slet ikke var udviklet. Jeg ved ikke, om det skyldes tørken.


Sommerasterserne, Callistephus chinensis 'Dwarf carpet' har groet, så det var en lyst. De har leveret blomster til utallige buketter.


Mamelukærme, Lavatera trimestris, blev spinkle og ranglede, og blomsterne holdt kun i kort tid i den brændende sol. Jeg rykkede planterne op allerede midt på sommeren, fordi de var kedelige at se på. Billedet er fra sidste år.


Samme skæbne overgik stolt kavaler, Cosmos Xanthos. Her er billedet også fra sidste år.


Frøkenhat, Zinnia, har stået et tørt sted i haven, og planterne er kun blevet vandet lidt. Men de har klaret sig forbavsende godt, og de enkelte blomster har været holdbare på trods af det meget varme vejr.


Vintersaren, Satureja Montana, blev årets favorit. Det er en yndig flerårig plante med stedsegrønne blade. Den nåede at blomstre lidt i år med skønne små lysviolette blomster. Den trives godt i sol og tør jord, så det var lige sommeren for den.


Bleggul kløver, Trifolium ochroleucon, nåede ikke at blomstre i år, men planten er flerårig, så jeg venter spændt til næste år. Planten har pælerod med kraftige siderødder, så den har ikke haft problemer med tørken.


Dette var lidt om årets sommerblomster. Til næste år vil jeg som sagt ikke så sommerblomster - måske lige bortset fra nogle få …..

fredag den 16. november 2018

Efteråret går på hæld

Her i haven er løvfaldet snart slut. Træerne står nøgne, og bladene ligger på jorden og lyser op.


Nogle af buskene står endnu med blade og giver kulør til novemberhaven, Her er det papegøjebusken, Parrotia persica, der lyser. Den er efterhånden blevet så stor, at den nærmest må betegnes som et lille træ.


Den har en meget uregelmæssig vækst, og jeg synes, den er lidt svær at forme med saksen. Her har den sendt en "overligger" ud over stien.


De store elefantgræsser har lige nu en flot gul farve.


Også nogle af stauderne pynter med flotte efterårsfarver. Det gælder mange af storkenæbene, på billedet er det Geranium sanguineum var. striatum.


Vi har mange vintergrønne bunddækkeplanter i haven, og de er en gave på denne årstid, hvor så meget andet går i forfald. Skal jeg fremhæve en enkelt, må det blive vinterglans, Pachysandra terminalis. Den står grøn og tæt, og den har ikke været mærket af sommerens tørke.


Efterårets forfald har ramt skamlerne ved bålpladsen.


Svampene er meget smukke, men træstykkerne får nok ingen lang levetid.


Forleden blev georgineknoldene taget op. Nu ligger de og tørrer i solen, så jorden kan børstes af dem inden vinteropbevaring i garagen. Vores garage er ikke så stor, så når der foruden bil, cykler og haveredskaber skal være plads til vinteropbevaring af havemøbler, krukkevækster og georgineknolde, er det med at udnytte pladsen bedst muligt. Så knoldene bliver pakket ned i en flyttekasse og hængt op under loftet.


Nogle af havens krukker skal ikke i brug før til foråret. De er blevet vasket og vendt på hovedet og sat ind under havebordet, hvor de må overvintre.


Heldigvis er det jo sådan med en have, at når nogle planter går i forfald, er der altid nye på vej. Vinterjasminen, Jasminum nudiflorum, blomstrer på muren ved terrassen. Når den begynder at blomstre, er det altid et sikkert tegn på, at efteråret snart går over i vinter.


Men kikker man godt efter, er der også forårstegn at finde derude. Påskeliljerne er på vej.


Skulle der komme frost i næste uge, er det ok, haven er ved at være gjort klar til vinteren. Det er ikke det samme, som at jeg trækker mig tilbage til sofaen. Jeg arbejder i haven året rundt, fordi jeg kan lide det, og fordi der altid er noget, man kan lave derude - også om vinteren. Og haven kan jo nydes på alle årstider!


fredag den 9. november 2018

Tur til Hindø

I går skinnede solen så smukt, at jeg blev lokket uden for hækken. Nogle gange kan man godt føle sig lidt indelukket i en parcelhushave med store træer. Så jeg tog ud, hvor der er åbne vidder og højt til himlen. Turen gik til den lille ø Hindø, som ligger i Stadil Fjord.

En træbro fører over til øen.


Øen er privatejet, og det er kun ejeren, og hvem der ellers har ærinde, der må køre på broen. Men alle har adgang til fods eller på cykel. Jeg gik derover, og det er en smuk gåtur med vid udsyn til siderne. Jeg skulle jo nødig blive så optaget af udsigten at jeg faldt i vandet, så kald mig bare bangebuks, men jeg valgte altså at gå midt på broen.


 
Når man kommer over til Hindø, bliver man modtaget af rørskov. En rørskov i efterårsfarver er til fulde lige så smuk som en skov af træer.


Jeg tror, jeg var det eneste menneske på øen, og det var helt specielt at gå igennem rørskoven og opleve stilheden, der kun blev brudt, når flokke af gæs og svaner fløj over.


Hele øen er fredet, hvilket betyder, at der ikke må dyrkes landbrug, men jorden skal ligge hen som enge og overdrev. Det så dog ud, som om der på visse tider af året er afgræsning. Der må heller ikke drives jagt, bortset fra jagt på skadevoldende dyr. Jeg så en minkfælde. Der lever mange vilde mink i Vestjylland, og de har åbenbart også fundet over til Hindø.



Der er ingen fastboende på Hindø. Men der er en gammel gård, som ejeren bruger som sommerbolig, desuden er der et par småhuse.


Hist hvor vejen slår en bugt …..




Vestenvinden er den fremherskende på disse kanter, og ingen skal være i tvivl om verdenshjørnerne.



Novemberdagene er korte, og dagslyset var allerede ved at svinde ind, da jeg forlod øen ved 16-tiden.

  
I kan læse mere om Hindø her.