Sider

fredag den 11. december 2020

Kippes træ

Noget af det bedste ved julemåneden er at komme ud i naturen og samle materialer til årets juledekorationer og til pynt i havens krukker. På en solrig dag blev bilen pakket med tomme poser og sække, havehandsker, gummistøvler og kaffekurv, og så gik turen ud på jagt efter naturens gaver.

Første stop var et sumpet område i nærheden af Vesterhavet, hvor porsen gror i rigelige mængder. 

Jeg klipper altid en stor langstilket buket. Porsegrene er smukke at sætte i krukker sammen med stedsegrønt fra haven.


Den brune porse og de gyldne græsser er smukke i hinandens selskab.


Næste stop var i klitterne, hvor der mellem marehalm og hjælme vokser smukke mosser og laver. 


Der er rigeligt af det, men naturen her er sårbar, så man skal gå varsomt til værks.


På billedet nedenunder kan man øverst til venstre se, hvordan vegetationen er forsvundet fra et område. Hvert år genplanter man hjælme på de bare steder for at stoppe sandflugt.


Det tredje stop var ved de lave marker ved Vest Stadil Fjord. Vi skulle lige iagttage bramgæssene, der i stort tal raster i området.


Sidste stop var Husby Klitplantage, hvor der blandt andet kan samles kogler og lavgrene.


Klitplantagerne langs den jyske vestkyst er plantet for at hindre sandflugt. Husby Klitplantage ligger helt ud til stranden, og den dækker et område på 1100 ha. 


På billedet af det væltede træ, kan man tydeligt se, at træet har groet i hvidt havsand.


Til træet knytter sig en sød lille historie: 

Pigen Kippe boede i Nordsjælland. Hver sommer besøgte hun sine mostre, der havde et sommerhus i nærheden af Husby Klitplantage. På Kippes 10-års fødselsdag i 1932 fejrede mostrene hende ved at tage hende med ud i plantagen, hvor de havde hængt gaver og mønter på et lille grantræ. Dermed var der grundlagt en livslang tradition omkring Kippe og træet, som herefter blev kaldt Kippes træ. Hvert år fejrede Kippe fødselsdag ved træet. Også når hun som voksen på sin fødselsdag kom til træet sammen med familie og venner, var der hængt gaver på træet, og der blev festet med champagne og kager.

Kippe døde i 2009. Under stormen Bodil i 2013 væltede træet. Kippes træ ligger fortsat i skovbunden, og her får det lov at blive liggende. 


- - - - - - - 

Decemberdagene er mørke og overskyede. En dag i sidste uge blev det pludselig ekstra mørkt. Jeg mistede min dejlige søster. Jeg sank ind i min egen lille triste boble, som jeg nu skal til at arbejde mig ud af. Jeg har heldigvis mange gode minder, som trænger sig på.

Snart vender solen, og julens lys vil skinne. Jeg ønsker jer alle derude i blogland en god jul. Jeg er tilbage efter nytår.


fredag den 27. november 2020

Nogle nåede det, andre nåede det ikke

Efteråret går på hæld, og det samme gør havesæsonen - i hvert fald ifølge kalenderen. Men vejret er lunt, og vi har endnu ikke haft frost, så det er ikke alle planter, der har indstillet sig på at gå i dvale. Solbærsalvien, Salvia microphylla, har vokset sig stor hen over sommeren. Den skulle have blomstret fra juni og nogle måneder frem, men jeg har spejdet forgæves efter blomsterne. Nu står den imidlertid med knopper på alle skudspidser.

Knopperne har kun lige begyndt at vise farve, så jeg er bange for, de ikke når at springe ud.


Fignerne nåede det heller ikke. Figenhøsten har været god, men der er fortsat mange figner på træet. De når ikke at modne i år, men de vil pynte på træet vinteren over. Men uanset hvor mild vinteren er, plejer de at falde af om foråret.


Jeg ved ikke, om papegøjebusken når det. Den plejer at få de smukkeste røde efterårsfarver, men det har den ikke fået endnu.


Julerosen nåede det derimod. Den er endda kommet i blomst i god tid før jul.


De sidste hostaer har overgivet sig og står med gule blade. Bunddækkeplanterne omkring, som er storkenæb 'Rose Clair', har derimod ikke overgivet sig men står med frodige grønne blade og enkelte blomster.


Græsplænen er grønnere nu, end den var i sommer, og hvor er det dog dejligt at kikke ud på den på en novemberdag, hvor det hele ellers kan være sådan lidt gråt i gråt. At der er mos i plænen spiller ikke den store rolle, det er også grønt, det er bare ikke så slidstærkt som græsset.


Prydpeber, der gerne dukker op i supermarkederne midt på sommeren, står med lysende røde frugter, som ikke er spiselige. Det er en fin lille potteplante, som man kan have glæde af, helt til frosten kommer.


På min tur rundt i haven faldt jeg over perlebusken, Exochorda. Den står hele vinteren med fine brune frøstande.


Jeg kan ikke gå på en strand, uden at jeg må samle runde sten. Nu er kurven fyldt med årets samling, så mon ikke de snart skal indgå i en lille havesti.


Se, hvad vi har fået! Det er vores kommune, der har givet, eller mere præcist lånt os en ny skraldespand, og den er tudegrim. Af praktiske grunde har vi den stående lige ved bagindgangen. Hvorfor kan man ikke designe en skraldespand, som det er til at holde ud at se på? 



fredag den 20. november 2020

Fra fotoarkivet

Da jeg i går ville lave dette indlæg, var det en så godt som umulig opgave at tage fotos udendørs. Der var vindstød af stormstyrke suppleret med regn- og haglbyger. Jeg begyndte derfor at kikke i fotoarkivet, for at finde nogle billeder, som kunne bruges. Det første, jeg fandt, var sommerbilleder af en blomstrende dronningebusk. Jeg blev så betaget af alle de lyserøde blomster, at jeg valgte at male dagen lyserød.

Det var svært at vælge, men jeg endte med at udvælge 5 planter med lyserøde blomster. Det er planter, som jeg holder af på grund af deres udseende og deres egenskaber. 

Det var som sagt dronningebusken, Kolkwitzia amabillis, der inspirerede mig til indlægget. Dronningebusken har en smuk overhængende vækst. 


Blomstringen finder sted i juni med kaskader af lyserøde blomster.


Som det fremgår af billedet, har vi en dronningebusk, som vokser tæt på en stor rødbladet ahorn, og det er just ikke de bedste vækstbetingelser. Men dronningebusken er meget tørketålende, så de to kan sagtens finde ud af det sammen.


Grenene/stammerne ser dekorative ud, og da de skyder op af jorden i en tæt gruppe, er der god plads til bunddækkeplanter.


Høstanemone, Anemone japonica, var umulig at komme udenom ved udvælgelsen af planter med lyserøde blomster.


Blomstringen strækker sig fra august til langt hen på efteråret.


Blomsterne står så ranke og majestætiske og klarer selv den strideste blæst uden at vælte. Planten kræver lidt plads, da den breder sig temmelig meget. Vi har en gruppe stående under et stort rønnetræ, og her er plads til, at den kan udfolde sig. Den er ikke kræsen med voksepladsen, den tåler både sol og halvskygge, og så er den tørketålende. 


Den næste plante kender jeg ikke navnet på, men det må være en Sedum af en eller anden slags. Måske nogen kan hjælpe mig med navnet?


Planten foretrækker en solbeskinnet vokseplads, og den trives godt i tør jord. Vi har den i et smalt bed langs sydsiden af huset. Det er et nemt bed, som stort set passer sig selv.


Planten er smuk i højsommeren, når den er fyldt af lyserøde blomster.


Men den er også smuk i efterårs- og vintertiden, når den står med brune frøstande.


I en gennemgang af lyserøde blomster vil det næsten være utænkelig ikke at tage en rose med, for der er så mange smukke lyserøde roser. Jeg har valgt 'Geoff Hamilton'.


Rosen har mange gode egenskaber, men jeg har først og fremmest valgt den ud fra blomsternes form, som jeg synes er utrolig smuk.


Vi har 'Geoff Hamilton' i et bed sammen med bl.a. hvide og blå salvier samt blå, hvide og lyserøde storkenæb. Det ser smukt ud, når de forskellige stauder blomstrer sammen med roserne.


Det næste billede fører mig over til den femte og sidste plante, den lille storkenæb, Geranium sanguineum var. striatum. Det er lidt utydeligt på billedet, men den vokser som bunddække under Geoff Hamilton.


Den lille geranium har de yndigste lyserøde blomster, og blomstringstiden er lang. Den starter blomstringen først på sommeren og bliver ved langt hen på efteråret, ja den blomstrer endnu med enkelte blomster. Den bliver klippet ned engang midtvejs. 


Den breder sig moderat. Som bunddækkeplante under roser får den naturligvis del i goderne, når roserne bliver vandet og gødet. Men vi har den også på tørre steder i haven, hvor den trives godt.


Det var en lille gennemgang af nogle af mine lyserøde favoritter. Det er på ingen måde sjældenheder, men det er gode og driftssikre planter, som man kan have stor fornøjelse af i haven.


fredag den 13. november 2020

Novemberhaven

Morgenfruerne, Calendula 'Snow Princess', bringer med deres runde gule hoveder næsten solen frem på en grå novemberdag. Og sol er lige, hvad vi trænger til efter nogle dage med gråvejr.

Der er ikke så mange blomster i haven længere, og man skal lede lidt efter dem. I min søgen opdagede jeg, at vinterjasminen er i blomst. Det er lidt tidligt, men med det milde klima, vi har haft de seneste år, er vinterjasminen mere blevet en efterårsblomst end en vinterblomst.


Salvia 'Amistad' skal man til gengæld ikke lede efter, den skal nok gøre opmærksom på sig selv. Den flyttede ind i haven i forsommeren, og den har blomstret uafbrudt siden.


Frøkenhat, Zinnia marylandica Zahara Raspberry Ripple har fortsat enkelte blomster. Nu er blomsterne blevet helt hvide,


mens de i sommer var lyserøde.


Buskvedbend, Hedera helix 'Arborescens', er en af favoritterne i efterårshaven med de blanke mørkegrønne blade og de yndige gulgrønne blomster. Rankerne er fine som fyld i buketter og kranse.


I novemberhaven er der også dekorative frøstande. Skovrankens frøstande kaldes oldingeskæg, og det er der vel en vis logik i.


Her er det en høstasters der står med bløde runde frøstande. 


Kæmpeverbena fortjener også at komme med i gruppen af planter med smukke frøstande.


Vi har 4 egetræer i bunden af haven. De blev købt på samme dag på den samme planteskole. Det er sjovt at betragte løvfaldet. Som man kan se på de to træer på billedet, har det ene træ tabt de fleste af bladene og resten af bladene har efterårsfarver, mens træet ved siden af står med grønne blade. 


Så meget om novemberhaven. Jeg vil lige slutte med at vise nogle billeder fra en solrig søndag ved Vesterhavet.

Vejret var det smukkest tænkelige med sol og blå himmel, og der var næsten ingen bølger på vandet. Som det fremgår af fodsporene i sandet, var vi ikke de eneste, der havde fundet vej til Søndervig i søndags.