Sider

fredag den 8. maj 2026

Det er træernes tid

Sidste weekend var vi til konfirmation. Det indebar en køretur op gennem Jylland, og det var en meget smuk tur, for det er lige nu, Danmark er smukkest. Langs veje og hegn blev vi mødt af lysegrønne træer. Mange træer stod med hvide blomster.

I haverne er det også træernes tid. Her er mere variation i både løv og blomstring. Langs vores vej er de røde ahorn sprunget ud.

Inde i haven blomstrer bærmispel og pilebladet pære.

Vores naboer har to store bøgetræer i deres have. De er med årene blevet så høje, at vi kan se dem over deres tag. Hvor er jeg taknemmelig for, at nogen engang har plantet disse træer.

Cypressen står mørkegrøn, som den gør det meste af året, men kontrasten til de lysegrønne avnbøgehække gør, at man lægger mere mærke til den på denne årstid.

Jeg synes, det er så vigtigt, at vi husker at plante træer, for de giver karakter til villakvarterer og landbohaver. 

Nattemperaturerne er blevet højere, og der kom en del regn i sidste weekend. Det har rigtig sat skub i havens vækster.

Troldellen, Fothergilla major, står fyldt med cremehvide blomster, og den er lige nu havens smukkeste busk.



Pinseliljerne kunne ikke vente til pinse.


Tulipanen 'Spring Green' kommer igen år efter år. 


Stauderne begynder så småt at blomstre. Kæmpe døvnælde, Lamium orvale, er smuk både hvad blade og blomster angår, og bierne er helt vilde med blomsterne.



Prydjordbær, Fragaria, blomstrer langs indkørslen. Det ser flot ud med alle de lyserøde blomster.


Bronzeblad, Rodgersia, er ikke i blomst endnu, men de mørkebrune blade er så smukke, så de får lov at komme med på det sidste billede.




16 kommentarer:

  1. Ja, hos dere i Danmark er både blader og blomster i full gang. Dere er heldige som slipper nattefrost, for det har vi fortsatt her. Nydelige tulipaner og dine prydjordbær er også så fine.

    Hilsen Marit

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg var ved at blive bange forleden aften, for der blev meldt om nattemperaturer ned til en grad. Så koldt blev det heldigvis ikke.
      Prydjordbærrene har lige nu rigtig mange blomster, men de bliver ved at blomstre lidt helt til frosten kommer. Så det er en plante, der holder ud.

      Hilsen Elna

      Slet
  2. Ja løvspring er i fuldt gang, trods for de meget kolde nætter.
    Den er flot den døvnælde. Jeg har en gul med brogede blade. Smuk , men meget løbende.
    Spøjs, mine Spring Green er stort set forsvundet. Jeg havde ellers regnet med de var mere stabile. Men måske stod de for skyggefuldt.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Min døvnælde er ikke løbende, men den sår sig selv lidt.
      Mine 'Spring Green' står på en solrig plads, og det passer dem sikkert godt. Men mon ikke de også gerne vil vokse i sandjord.

      Hilsen Elna

      Slet
  3. Hej Elna!
    Det är riktigt fint med tulpaner och pingstliljor. Fothergilla major, Häxalen är helt fantastisk.
    Det har blivit grönt och fint hos oss också, och narcisserna har slagit ut och tulpanerna har precis börjat. Men det är fortfarande ganska kallt på kvällar och nätter.
    Hälsningar Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja Fothergilla er en dejlig busk.
      Det er rart at komme af med nattefrosten, men vi kan sikkert takke de kolde nætter for, at de ikke går alt for hurtigt i haven. Jeg var rundt i haven i dag for at nappe visne hoveder af narcisserne. De har blomstret i mange uger, men nu kunne de ikke mere.

      Hilsen Elna

      Slet
  4. Jeg har kun én pinselilje tilbage i haven, og det er lidt mærkeligt, men dine ser jo skønne ud. Troldellen er fin i blomst! Jeg tror jeg må se at finde sådan en, for jeg tænker også der er meget mad til bierne der, og så er der selvfølgelig høstfarverne...
    Jeg kan forestille mig en flot tur I har haft gennem det forårsgrønne landskab! Det er dejligt at nogen planter træer både i haverne og ude omkring, for de har en effekt langt udover den have eller vej de står på! Hos jer er det så fint med de forskellige grønne farver på træer, buske og hække, og man kan godt se I har det mildere og vådere end vi kan præstere herovre. Bare nyd det!

    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Troldellens høstfarver er næsten ligeså betagende som blomsterne, så det er en værdifuld busk. Kæmpe døvnælde vokser under troldellen, så det summer af liv.
      Naboernes træer lige så værdifulde som vore egne - og så er det naboerne, der får besværet med bladene om efteråret ;-)
      Endnu er det ikke blevet tørt, og du kan tro, jeg nyder, at jeg ikke skal vande. Jeg ved ikke, hvem af os der har det mildeste klima. Vi har nok lidt mere blæst end jer, men vores sandjord bliver hurtigere lun om foråret end jeres lerjord.
      Tak Ulla, vi nyder det, og vi drikker mange kopper kaffe ved havebordet.

      Hilsen Elna

      Slet
  5. At køre tur nu er det skønneste, der er så meget at nyde.
    Vi skal bestemt være taknemmelige for, at nogle for år tilbage
    har plantet træer, som vokser sig store, de giver karakter i vores haver.
    Jeg er misundelig på din flotte troldel Fothergilla Major. Jeg købte en
    sidste år, den ved ikke en gang om den gider gro, det er træls.
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. For nogle år siden, var vi til sydfynske syrendage, og det var så flot med alle syrenerne i blomst. Jeg ved ikke, hvornår der er syrendage i år, men jeg kan anbefale jer en køretur til Sydvestfyn, når syrenerne blomstrer.
      Troldel vokser langsomt, men den er hårdfør, så din skal nok klare det. Den er ikke så glad for kalk.

      Hilsen Elna

      Slet
  6. Utrolig vakkert nå, ja, med lysegrønt løv og blomstrende trær overalt!
    /Irene

    SvarSlet
    Svar
    1. Maj er en skøn måned. Selv om det er en travl måned i haverne, må vi huske at nyde det.

      Hilsen Elna

      Slet
  7. Ja en køretur gennem landet giver mange fine oplevelser med både blomstrende frugttræer, rapsmarker og lysegrønne træer. Åh ja bare jeg havde plantet træer for 15 år siden. Det viste jeg bare ikke den gang. :-( Din troldel er meget flot - ikke kun blomstringen men sikke en grenstruktur.

    SvarSlet
    Svar
    1. Heldigvis er du senere blevet glad for træer.
      Jeg har undret mig over navnet troldel, men mon ikke det er på grund af grenbygningen, den har fået navnet. Det er noget troldomsagtigt over de lange grene, der næsten vokser vandret.

      Hilsen Elna

      Slet
  8. Trær er af mange grunde et must. Jeg hørt flere ejere af små haver udtale, at der ikke er plads til træer i deres have, hvilket jeg stærkt betvivler. Der findes jo et utal af træer med forskellige vækstformer, så jeg vil mene, der findes et træ til alle haver.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg mener også, at der findes træer til alle haver. Men der er helt sikkert en del nye haveejere, der ikke har så stort et kendskab til træer. Kender man kun eg og bøg, kan det være lidt svært at finde plads til dem i en lille have. Jeg tror også, at nogle fravælger træer, fordi de er trætte af nedfaldne blade om efteråret.

      Hilsen Elna

      Slet