Besøg i fru Pedersens have

I sidste uge gik søndagsudflugten til fru Pedersens have. Mange kender sikkert fru Pedersen fra TV og fra hendes haveblog. Fru Pedersen og hendes mand har en stor, spændende have med mange planter, hyggelige siddepladser, havehuse samt duer og høns.

Haven ligger langt ude på landet omgivet af frodige marker, og flere steder i haven er der åbninger med kik ud mod markerne. Disse kik binder have og landskab sammen på en meget smuk måde.

Det er en skam, at duften ikke kan komme med på billedet.

Her er et af havens skønne partier med træer og bunddække bestående af store bladplanter som hostaer og bregner. Enkelte grupper af digitalis giver et farvepift i alt det grønne samtidig med, at de skaber højde i bundbeplantningen.

I haven er der mange vellykkede plantesammensætninger som her, hvor fyr og stjernetop væver sig ind i hinanden.

 
Her er også to der klæder hinanden.

Store partier med kun en slags planter klæder en stor have.

Herfra skal lyde en stor tak til fru Pedersen og hendes mand, fordi de vil åbne deres have, så vi andre kan komme ind og opleve stemningen.

God midsommer!

Med disse billeder fra junihaven vil jeg gerne ønske alle, der læser min blog, en god midsommer.

Sommerhilsner Elna

Uklippet hæk som rumdeler

Det er almindeligt at plante en hæk i skellet til naboen eller som afgrænsning af haven mod vejen. Men det giver også god mening at plante hække inde i haven. Disse hække deler haven op i rum. En stramt klippet hæk skaber ro i haven og stauder og sommerblomster gør sig godt mod en ensartet grøn baggrund.

På nedenstående billede er vi gået den modsatte vej. Vi har valgt en uklippet hæk, der bølger sig i "landskabet" som de levende hegn, man ser i markskel. En sådan hæk kræver til gengæld, at omgivelserne er ensartede og rolige. Her er det græsplænen, der grænser op til hækken.

På den anden side af hækken er det en flisegang, der skaber ro og er bindeled til en staudehave med udelukkende tørketålende stauder. Dette haverum vender jeg tilbage til en anden gang.

Hækken er en spiræahæk, spirea betulifolia. Den er smuk i udspring, den er smuk i juni måned, når den er fyldt af hvide blomster, og så får den de mest fantastiske høstfarver.

I revner og sprækker

Den gule lærkespore er en af de sejeste planter, jeg kender. Dels blomstrer den uafbrudt fra april til oktober, og der er vist ikke mange andre planter, der kan gøre den kunsten efter, dels titter den frem i de mindste og tørreste revner og sprækker, hvor der næsten ingen jord er. Her i haven er den meget velkommen. Den er med til at give det lidt vilde og tilfældige præg, som jeg godt kan lide, men som det ikke er så let selv at skabe. Den sår sig også i staudebedene, hvor jeg ikke bryder mig så meget om at have den, men den er nem at luge op.

En anden staude, som villigt finder op i sprækker mellem fliser og sten, er den yndige blå krybeklokke. På billedet har den selv fundet vej op i en ganske smal revne mellem fliserne og husmuren. Det er på et sted, hvor der sædvanligvis er mange myrer, så jeg tror, det er myrerne, der spreder frøene. Når den er afblomstret, klipper jeg den ned, og den kvitterer med nye blomster.

Billederne af vedbendtorskemunden er ikke fra vores egen have. Jeg så, den groede i kirkegårdsdiget ved Dreslette Kirke på Fyn. Jeg kunne slet ikke modstå de små, fine blomster, og jeg overvejer at anskaffe planten, så den også kan komme til at fylde i et par sprækker i vores have.

Gode naboer

Lyserødt kan godt virke lidt for sukkersødt efter min mening. Men i dag på min tur rundt i haven med fotoapparatet stoppede jeg op ved et bed med lyserøde blomster. Her var der tale om et godt naboskab. Blomsterne er i form ret forskellige, hvilket gør bedet varieret og spændende.

Først vil jeg vise klokkebusken. Den har et flot løv i en brunlig farvetone, der på smukkeste vis fremhæver de lyserøde blomster.

Nabo til klokkebusken vokser en kamæleonbusk. Dens smukke blade med de lyserøde spidser spiller flot op til klokkebusken.

Den lille fine porcelænsblomst virker så sart og let. Den passer med sine sart lyserøde blomster og rødlige stængler så godt til de to ovennævnte.

 

Slangeurten virker mere robust, hvad den absolut også er. Den danner hurtigt et tæppe og kan virke lettere aggressiv. Blomsterne passer i farve fint til porcelænsblomsten, men de to blomster er så forskellige, at de skaber variation i bedet.

Storkenæbbene er slet ikke til at komme udenom, de blander sig overalt, og de er dejlig uanset hvilket selskab, de kommer i.