Sider

lørdag den 10. september 2016

Favoritter i septemberhaven

Der er fortsat blomster i haven, selvom jeg synes, den begynder at bære præg af efteråret.

En blomst, som jeg først stiftede bekendtskab med sidste år, er fyldt romersk kamille, anthemis nobile 'Flore pleno'. Jeg så den i Forundringens Have, som er haven ved Vestjyllands Højskole. Og det er her fotoet er taget.


Jeg blev meget begejstret for de yndige små blomster, og i foråret holdt den sit indtog i vores have. Her har den blomstret lystigt hele sommeren, og den fortsætter blomstringen. Planten er meget blomsterrig, så selvom blomsterne kun er et par cm i diameter, lyser de op i haven. Deres lidenhed til trods er de smukke i buketter, og de er meget holdbare.



En anden favorit er poppelrosen, lavetera Olbia 'Barnsley'. Den har også en meget lang blomstringstid. De yndige hvide blomster med et lyserødt skær tiltrækker altid opmærksomhed.



Stjerneskærm, astrantia major 'Alba', er mere anonym. Efter en nedklipning står den nu med et nyt blomsterflor, og den kan blive ved med at blomstre langt hen på efteråret. De smukke blomster er meget anvendelige i buketter. Planten er en god bunddækkeplante, der ikke giver ukrudtet en chance.


Og så er der endelig sankthansurterne. Det er en af de stauder, jeg holder allermest af, fordi de er smukke året rundt. Lige nu står de og blomstrer i flere af havens bede. Den lilla er nok favoritten. Jeg kender ikke navnet på den, da den stammer fra en buket, som jeg engang fik foræret.


Men den hvide, sedum spectabile 'Star Dust', er nu også smuk.


Sommerblomsterne kan være med endnu, og her er det nok ærteblomsten, lathyrus 'Black Knight', der er favoritten.


Men morgenfruerne er nu slet ikke til at stå for, så de skal have lov at runde indlægget af.


12 kommentarer:

  1. "Barnsley" er vel nok en smuksak, helt vidunderlig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Meget enig! Jeg har købt den i Haven i Hune.

      Hilsen Elna

      Slet
  2. Den fyllda kamomillen är helt fantastisk. Den ska jag försöka hitta.
    //Helene

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg håber, du finder den. Det er en lille sej plante, der blomstrer i mange uger.

      Hilsen Elna

      Slet
  3. Jo jo selvom det er efterår har du stadig mange blomster i din have. Romersk kamille har jeg fået af en haveveninde, den er rigtig sød og kommer troligt igen hvert år. Lavatera er ivrigt blomstrende hele sæsonen, en skøn plante.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er dejligt med stauder, der troligt kommer igen og beriger med blomster over en lang sæson.

      Hilsen Elna

      Slet
  4. Det er den romerske kamille, jeg falder for. Den har du placeret helt perfekt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det øverste billede er fotograferet i Forundringens Have. Jeg tog det med for at give inspiration til placering. Og så synes jeg, morgenfruerne klæder den romerske kamille - begge er lidt "skødesløse" i deres vækst.

      Hilsen Elna

      Slet
  5. Dette var det helt fantastisk å se. Ringblomster er så vakre. I går høstet jeg frø.
    Ha det godt! Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Morgenfruer er vakre. Jeg morede mig over din beskrivelse af, hvordan du måtte ud med pandelampe og hente frøene.
      Hav en god dag!

      Hilsen Elna

      Slet
  6. Romersk kamille kendte jeg ikke, men der er sørme smuk. Den vil passe perfekt i min hvide have. Lavatera Barnsley er også en skønhed!

    SvarSlet
  7. Jeg har den også i min hvide have, men jeg tror, den skal plantes ud et par andre steder også. Den kan vist passe ind mange steder.

    Hilsen Elna

    SvarSlet