Bænken står midt i det gamle Ribe. Jeg synes, den i sin enkle og gedigne udformning passer så godt til omgivelserne.
Her har man også lavet en bænk omkring et træ. Og så har man været så smart at kombinere bænken med en brændestabel. Billedet er fra Kræmmerhusets have ved Årsballe på Bornholm.
Så kan det næsten ikke blive mere ydmygt. Men se hvor smukt den gamle hvidmalede stol og de blå lavendler klæder hinanden. Dette billede er også fra Bornholm, nærmere bestemt fra haven ved Oluf Høst Museet i Gudhjem.
Bænken herunder kan man vist godt kalde en folkebænk. Den står i Botanisk Hage i Oslo. Jeg synes, den er utrolig smuk både i formgivning og i forarbejdning.
Så er vi ved Noldemuseet i Seebüll. Her har man udnyttet niveauforskellen til siddepladser. Hvis man sætter sig, får man en betagende udsigt ud over det flade marskland.
Her stod engang en kæmpe. Hvorfor den har måttet lade livet, ved jeg ikke. Smuk? Måske ikke, men sjovt fundet på. Jeg fandt bænken på en gåtur rundt om Store Økssø i Rold Skov.
I parken ved Clay, Keramikmuseum Danmark i Middelfart står disse møbler. De er ikke så bløde, som de umiddelbart ser ud til. Jeg ved ikke, hvilket materiale de er lavet af. Men det kunne da passe godt til et keramikmuseum, hvis de er lavet af keramik.
Til allersidst vil jeg vise et billede fra vores egen have. I børnebørnenes hule står disse to skamler, en lille og en lidt større. Jeg synes, de passer fint til både stedet og til en lille dreng og til en lidt større dreng.