Værsgo at tage plads

Danske møbelarkitekter er verdensberømte - og absolut ikke uden grund. Når jeg vil vise en serie billeder af siddepladser i form af bænke, stole og skamler, kunne man måske godt forestille sig, at jeg ville dykke ned i møbelklassikerne og vise den ene arkitekttegnede stol efter den anden. Men sådan er det nu ikke. Jeg har fundet en række vidt forskellige "siddemøbler", som jeg synes er smukke lige præcis der, hvor de er anbragt.

Bænken står midt i det gamle Ribe. Jeg synes, den i sin enkle og gedigne udformning passer så godt til omgivelserne.

Her har man også lavet en bænk omkring et træ. Og så har man været så smart at kombinere bænken med en brændestabel. Billedet er fra Kræmmerhusets have ved Årsballe på Bornholm.

Så kan det næsten ikke blive mere ydmygt. Men se hvor smukt den gamle hvidmalede stol og de blå lavendler klæder hinanden. Dette billede er også fra Bornholm, nærmere bestemt fra haven ved Oluf Høst Museet i Gudhjem.

Bænken herunder kan man vist godt kalde en folkebænk. Den står i Botanisk Hage i Oslo. Jeg synes, den er utrolig smuk både i formgivning og i forarbejdning.

Så er vi ved Noldemuseet i Seebüll. Her har man udnyttet niveauforskellen til siddepladser. Hvis man sætter sig, får man en betagende udsigt ud over det flade marskland.

Her stod engang en kæmpe. Hvorfor den har måttet lade livet, ved jeg ikke. Smuk? Måske ikke, men sjovt fundet på. Jeg fandt bænken på en gåtur rundt om Store Økssø i Rold Skov.

I parken ved Clay, Keramikmuseum Danmark i Middelfart står disse møbler. De er ikke så bløde, som de umiddelbart ser ud til. Jeg ved ikke, hvilket materiale de er lavet af. Men det kunne da passe godt til et keramikmuseum, hvis de er lavet af keramik.

Til allersidst vil jeg vise et billede fra vores egen have. I børnebørnenes hule står disse to skamler, en lille og en lidt større. Jeg synes, de passer fint til både stedet og til en lille dreng og til en lidt større dreng.

Vinterglans - en fortrinlig bunddækkeplante

Vinterglansen, Pachysandra terminalis, er en dværgbusk, der bliver 25-30 cm høj. Den breder sig ved udløbere og danner et fint bunddække, der holder ukrudtet væk. Bladene er stedsegrønne. Den vokser bedst i skygge. For 5 år siden fældede vi nogle store bøgetræer, som skyggede for den. Vi var lidt spændte på resultatet, men den gror lystigt videre, dog bliver bladene en smule gullige, når solen brænder på dem. Den vil gerne have en lidt sur jordbund, så vi går udenom, når vi giver haven kalk.

Vi har vinterglans i et bælte langs østsiden af vores hus, og på denne årstid, hvor mange planter er gået i vinterhi, nyder vi de friske grønne blade.

Dens blomster er lidt oversete. I april, når de forskellige haveblogs svømmer over med billeder af forårsblomster, er det sjældent, man ser billeder af vinterglansens blomster. Det er en skam, for den har de yndigste cremehvide blomster.

I juni står den med smukke lysegrønne skud.

 Det er en plante med mange gode egenskaber, og her i haven er den meget værdsat.

Lystanlægget Alkjær Lukke

Det lyder som et navn fra en svunden tid. Det er det også. Navnet stammer fra dengang i 1800-tallet, da byerne skulle have et lystanlæg. Ringkøbing var ingen undtagelse, og anlægget fik navnet Alkjær Lukke.

Meget har forandret sig i anlægget i årenes løb, men går man ind gennem den røde port, bliver man mødt af store, gamle træer: bøge, ahorn, ege, kastanjer. Træer, der vidner om, at fremsynede mænd engang i forrige århundrede anlagde et åndehul i udkanten af byen. I dag er anlægget, der efterhånden er kommet til at ligge midt i byen, fortsat til glæde for byens indbyggere.

Bøgehækkene står i deres brune vinterdragt og strammer så dejligt op med de lige linjer.

De gamle rododendroner er vokset sammen til en stor, lidt dyster busk.

Træerne spejler sig i små søer og i bækken.

Selv om træer og hække giver læ, er det tydeligt at se på stråene, at vestenvinden kan være ret så hård her i det vestjyske.

Sankthansurterne er smukke, når de fylder et helt bed.

Meget har forandret sig i anlægget igennem årene. Noget af det gamle er fjernet og nyt er dukket op. Over broen er indhugget årstallet 1936. Da har man åbenbart haft lyst til at bygge en bro - selvom terrænet er næsten lige. Heldigvis har broen fået lov at blive stående, for den er med til at give stedet charme.

Her fører stien over broen.

Selvfølgelig har Alkjær Lukke ligesom mange andre gamle have- og parkanlæg også haft udsigtspladser. En af pladserne er bevaret. Og hvad var det så, man kunne kikke på, når man sad på bænken? Toget! Jernbaneskinnerne går lige uden for anlægget. I dag vil man nok ikke få lyst til at sætte sig her.

Flere røde træhuse er med til at give stedet stemning.

Nogle af husene er i brug til forskellige formål. Men her ser det ud, som om edderkopperne har det i fred og ro.

Selvom der værnes om det gamle, kan man ikke holde de nye tider ude, hvilket graffitien vidner om.

På min daglige morgentur går jeg forbi Alkjær Lukke, og jeg nyder synet af de store træer.

Botanisk Have i Ponto Delgada m.m.

Her i det vestjyske er februar startet lidt gråt. Vejret har ikke været så "fotogent", så jeg har valgt at vise nogle sommerbilleder fra Jardim Antonio Borges, som er den botaniske have i Ponto Delgada på Azorerne.

En gruppe dekorative bambus.

Frodighed i skyggen.

Kannaen har de mest dekorative blade.

Blomsterne er nu også flotte.

Særpræget og sjov! Jeg ved ikke, hvad træet hedder.

Gummitræet er imponerende - og en fin legeplads ...

I nærheden af Jardim Antonio Borges ligger præsidentpaladset. Her er også en dejlig have. Jeg kunne ikke stå for alle zinniaerne, som stod i skærehaven. Her er nok til mange smukke blomsterdekorationer til paladsets sale.

Den blå skærmlilje, Agapanthus, er meget udbredt på Azorerne.

En anden blå blomst, som man ser overalt, er hortensiaen, Hydrangea.

Fakkelblomstens, Hedychium gardneranum, lysegule blomster er ganske smukke. Men planten er ilde set, og man gør, hvad man kan for at udrydde den, men det er næsten umuligt, da rodnettet er meget kompakt. Det var netop på grund af det kompakte rodnet, der holder godt på jorden på de stejle bjergskråninger, at man i sin tid indførte planten fra Asien. Men den breder sig ganske uhæmmet og er efterhånden blevet en trussel mod øernes oprindelige vegetation.

Træbregner, Feto arboreo, er slet ikke til at komme udenom. De er med til at give landskabet et frodigt præg, og de er meget dekorative.