Sider

fredag den 17. august 2018

Nationalpark Thy - og lidt om at være uønsket

Vi har flere gange kørt igennem Nationalpark Thy, men uden at have tid til at gøre stop og gå i detaljer. Men nu skulle det være. Vi har igennem et par dage gennemkørt nationalparken på kryds og tværs og gjort holdt, når der var noget, vi fandt interessant at kikke nærmere på.


I nationalparken kan man køre kilometer efter kilometer igennem et landskab bestående af klitheder og klitplantager. Her er det hjælmernes grågrønne farver og nåletræernes lidt dystre mørkegrønne farver, der dominerer.



Der er ingen trængsel på vejene, så man kan køre rundt i sit eget "tempo" og betragte landskabet. Billedet er fra Agger Tange.


Langs kysten ligger flere små fiskerlejer. Her sejlede fiskerne ud fra stranden. Men i takt med, at kutterne blev større og større, blev det for besværligt at trække dem op på land, så da havnen i Hanstholm blev indviet i 1967, flyttede de fleste fiskere deres både hertil. Enkelte steder er der dog fortsat kystfiskeri. Ved Stenbjerg Landingsplads er der et spændende miljø omkring fiskekutterne og de gamle huse.



I Vorupør fiskes der også fra kysten. Det fine lille rød- og hvidstribede fyr er et ledefyr, som skal lede fiskefartøjerne sikkert ind på stranden. Blæsten kan være hård herude ved kysten, så man har sikret fyrtårnet med barduner.



Livet længst mod vest har gennem århundreder været en kamp på grund af sandflugten, der har fordrevet beboerne fra hus og hjem. Men omkring 1800 begyndte man at plante hjælmer. Hjælmer er en græsart med meget lange rødder, og når hjælmerne først får godt fat, kan rødderne holde på sandet. Men man skal hele tiden være opmærksom på, at der ikke opstår huller i beplantningen, for en ny sandflugt kan hurtigt opstå. Derfor planter man hvert år efter med hjælmer, hvor der er behov.


Her i eftersommeren brydes de grågrønne farver af lyngens lilla blomster og af havtornens og rynket roses orange bær og hyben.




Når det drejer sig om rynket rose, Rosa rugosa, så er det, at min overskrift om at være uønsket kommer ind i billedet. Rynket rose kommer oprindelig fra det nordøstlige Asien. Den blev bragt til Danmark i 1800-tallet, hvor den blev en værdsat prydplante på grund af dens hårdførhed, dens smukke, duftende blomster og dens hyben, som er meget vitaminrige. Men som det af og til går med prydplanter, forvildede den sig til naturen. Her blev den knap så populær, da den breder sig voldsomt ved både rodskud og frø. Den skygger for den naturligt voksende vegetation, som den med tiden fortrænger helt.


Det indebærer, at man mange steder også i Nationalpark Thy er begyndt at bekæmpe den. Man har taget forskellige hjælpemidler i brug, men på grund af plantens store grokraft er det en vanskelig opgave at bekæmpe den. På billederne herunder ses, hvordan man først har slået planterne ned og fræset rødderne, hvorefter man har dækket jorden til.



Historien om rynket rose siger en hel del om, at man skal være forsigtig, når man lader indførte planter sprede sig fra haven til naturen!


Vi havde en dejlig tur rundt i nationalparken, men der er så meget at se, at 2 dage slet ikke var nok ...
 


 

18 kommentarer:

  1. Tak for en dejlig tur i det vestjyske og for historien om rynket rose. Vi har den også herovre og prøver at bekæmpe den, men så slemt som i Vestjylland tror jeg ikke, det er.
    Jeg holder meget at Vestjylland, har boet i Lemvig. Når det var hawvejr skulle vi altid ud til æ haw, det var barskt men skønt.
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Lemvig er en hyggelig by med en smuk beliggenhed ved Limfjorden. Vi kører somme tider til Gjellerodde, hvor vi går en tur på stranden.
      God weekend!

      Hilsen Elna

      Slet
  2. Det var et dejligt gensyn med Thy. Vi har venner i Stenbjerg. Faktisk var det hendes far, der fik fredet landingspladsen. Roserne er bestemt et problem. Jeg skrev det også engang i et indlæg om Thy, her skrev jeg også - og jeg fortæller det til alle, der gider høre det - og som ikke vil af med rugosaerne - at der altså findes smukkke rosa rugosa'er, der IKKE breder sig, så der er ingen undskyldning for ikke at fjerne dem og plante noget bedre. Nu fik jeg lige luftet det igen, nu da du også fortæller om det.
    Men derudover er det et vidunderligt landskab. Jeg genkender det hele på dine dejlige billeder.
    Mange hilsner Lisbeth
    PS: Her er mit indlæg med billeder af nogle af de GODE rugoser - jeg synes, de er næsten endnu smukkere https://blog.byhaveniebeltoft.dk/en-have-i-thy/

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har lige læst dit indlæg. Du beskriver området så godt - det er jo lige sådan, der ser ud.
      Det kan desværre virke som en næsten håbløs opgave at bekæmpe hybenroserne, men det er godt, at der er nogle, der gør en indsats. Som du skriver, er der jo gode alternativer, når det gælder hårdføre roser, de er værd at reklamere for.

      Hilsen Elna

      Slet
  3. Hej Elna

    Jeg er jo ellers glad for upodede roser - men de med rugosa i blodet vil jeg ikjke forsøge mig med:)
    Flot beskrivelse af en flot lokalitet i Danmark!

    Ha en dejlig weekend

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Karsten! Nej rynket rose er det vist klogest at holde sig fra, men heldigvis er der jo andre roser.
      Du må også have en god weekend!

      Hilsen Elna

      Slet
  4. Hej Elna!

    Tack för turen i det vackra landskapet. Här är det ovanligt med så stora öppna ytor, de växer snabbt igen av sly och hallonsnår. Rosa rugosa är ett elände och jag varnar alltid folk för att plantera denna invasiva ros. Stränderna i både Finland och Sverige är angripna av rosen och det kräver mycket arbete för att få bort den taggiga rosen. Där rugosan har fått fäste invaderar den snabbt hela stranden och slår ut den naturliga vegetationen och hindrar människor att ta sig till stränderna.

    Ha det gott Elna!

    SvarSlet
    Svar
    1. Flere steder langs den jyske vestkyst er der åbne områder med klitter, men der er ingen steder så store sammenhængende klitområder som i Thy. Jeg holder så meget af farverne i området. De er dæmpede, men går man i detaljer, er der så utrolig mange nuancer.
      Du må også have det godt!

      Hilsen Elna

      Slet
  5. Tak for en fin reportage fra vindomsust hjørne af landet!
    M.h.t. det uønskede er det jo et svært problem at løse. Vi udveksler mere og mere med resten af verden og det der er godt det ene sted bliver hurtigt et stort problem andre steder. Og hvad nu med de plantede hjælme, som holder vestkysten på plads. Er de "naturlige" og er det naturligt at skulle efterplante hvert år?
    Ikke for at være på tværs, men jeg synes bare det er supersvært at definere den "oprindelige" natur.

    God weekend fra Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. For mig gør det en forskel, at rynket rose er indført fra Asien, mens hjælmer er hjemmehørende i Danmark. Hvor vidt vi skal beskytte vort land med f.eks. plantning af hjælmer, digebyggeri og høfter kan jo diskuteres.
      Vores haver er jo fyldt med planter fra alle egne af jorden, og netop fordi nogle af dem kan blive et problem, skal vi tænke os grundigt om, inden vi lader dem brede sig uden for hækken.
      Du må også have en god weekend!

      Hilsen Elna

      Slet
  6. Flotte og indbydende billeder:-)

    SvarSlet
  7. Hei Elna!
    Dette var det spennende å se og lese. Liker veldig godt dette landskapet som langt på vei er formet av vinden. Vi har en Rosa rugosa i hagen. Den skal jeg fjerne.
    God helg til deg! Hilsen Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg synes ikke, du behøver at fjerne din Rosa rugose. Det er jo en smuk og på mange måder god plante. Du skal bare passe på, at den ikke spreder sig uhæmmet ved rodskud.
      Du må også have en god weekend!

      Hilsen Elna

      Slet
  8. Hei Elna!
    Takk for en fin rundtur i Thy Nasjonalpark. Vi skal en tur til for å besøke venner i Videbæk senere i høst, og ta noen dager ned langs vestkysten. Da må vi legge turen om Thy:-)
    Ha det godt/Eirin

    SvarSlet
    Svar
    1. Det må I endelig gøre. Men sæt god tid af til turen, for der er meget at se i Nationalpark Thy.
      I må også have det godt!

      Hilsen Elna

      Slet
  9. Viktig poäng - trädgårdsväxter ska hållas i trädgården. Men jag älskade bilderna från reservatet den mjuka färgskalan och det mjukt rullande landskapet. Får skriva upp det som en önskeresa :)

    Ha det gott! Carina

    SvarSlet
  10. Your blog was absolutely fantastic!
    Great deal of great information & this can be useful some or maybe the other way.
    Keep updating your blog,anticipating to get more detailed contents thanks for sharing.
    หนังใหม่

    SvarSlet