Martshaven



"Som mange andre har jeg en have,
der kun består af lidt sandet jord.
Det er for mig dog en livets gave
at gå og se på, at noget gror …"

Disse linjer har jeg tænkt på nogle gange i de seneste dage. Danmark er lukket ned. Vi besøger ikke hinanden, arrangementer er aflyst, børn leger ikke med deres kammerater osv. Det er meget underligt.
Men hvor er det dog godt, at jeg har min have. Her kan jeg gå ud og få sund motion, jeg kan betragte alt det, der spirer og gror, og jeg kan nyde martssolen.

Bærmisplens blomster står lige på spring. Snart vil de danne en hvid sky på himlen.

Plænen er en blanding af græs og mos, men når morgensolen danner lange skygger og får buskenes grene til at danne fine silhuetter, ser det alligevel ganske godt ud.

Kamæleonbusken skal lige til at folde bladene ud.

Krybeklokkens blade danner fine lysegrønne puder.

Benvedden har bestemt sig for, at den vil til vejrs.

Jeg vil lige vende tilbage til linjerne, jeg indledte med. Sangen synger vi til arrangementer i havekredsen. Den synges på melodien "Jeg plukker fløjlsgræs". Desværre ved jeg ikke, hvem forfatteren er, men måske nogen kan hjælpe mig? Her kommer sangen i sin fulde ordlyd:

1  Som mange andre har jeg en have,
    der kun består af lidt sandet jord.
    Det er for mig dog en livets gave
    at gå og se på, at noget gror.
    For når jeg træt kommer hjem fra jobbet
    og er helt tappet for energi,
    så går jeg tur i min lille have
    og bli'r for stressende tanker fri.

2  At følge med i hvor planter bryder
    igennem jorden og vokser op,
    og at betragte hvor blomsten skyder
    sig ud af svulmende blomsterknop.
    Det er et under, som la'r mig ane
    en mægtig vilje i skaberleg.
    Og blomstens livsmod og optimisme
    kan ikke undgå at smitte mig.

3  Når junis varme gi'r milde lufte
    og regnen grobund for frodighed,
    en eksplosion da af former, dufte
    af farver en overdådighed.
    End mer jeg skønner på vinters vækster,
    der trodser kulde og østenvind,
    som ydmygt spår om en vår, der kommer
    og gi'r forhåbning til vintersind.

4  Jeg fascineres af humlens brummen
    og kæmpeguldsmedens travle jagt,
    af myggedans og af biers summen
    og nældens takvinges smukke dragt.
    Mariehønen i sindrig klavren,
    skovmyrens stædige energi,
    men mest af alt må jeg dog beundre
    den bagvedliggende fantasi.

5  Der findes haver med sjældne planter
    og folk, der kender dem på latin,
    og nogle samler på varianter,
    så de kan fremvise fler' dusin.
    Hvor er det herligt, at nogen gør det,
    og gi'r os andre inspiration.
    Men den plet jord, som jeg har derhjemme
    med simple planter, er min passion.

6  Min have gi'r mig så mange glæder
    med fugle kvidrende dagen lang.
    For daglig fodring og redesteder
    belønner de mig med deres sang.
    Og selv de dygtigste komponister
    kan aldrig skrive en melodi,
    der kan sig måle med det orkester,
    som vækker mig med en symfoni.

7  Men fuglen tier, og blomsten visner,
    når mulden lugter af efterår.
    Den første frost luften gennemisner,
    og som en brand hele skoven står.
    Da sniger vemod sig ind i sjælen,
    og sindets sorgløshed svinder hen,
    men årets lov si'r, vi skal have vinter,
    før forårssolen gi'r liv igen.