Sider

fredag den 20. marts 2020

Martshaven


"Som mange andre har jeg en have,
der kun består af lidt sandet jord.
Det er for mig dog en livets gave
at gå og se på, at noget gror …"

Disse linjer har jeg tænkt på nogle gange i de seneste dage. Danmark er lukket ned. Vi besøger ikke hinanden, arrangementer er aflyst, børn leger ikke med deres kammerater osv. Det er meget underligt.
Men hvor er det dog godt, at jeg har min have. Her kan jeg gå ud og få sund motion, jeg kan betragte alt det, der spirer og gror, og jeg kan nyde martssolen.

Bærmisplens blomster står lige på spring. Snart vil de danne en hvid sky på himlen.


Plænen er en blanding af græs og mos, men når morgensolen danner lange skygger og får buskenes grene til at danne fine silhuetter, ser det alligevel ganske godt ud.


Kamæleonbusken skal lige til at folde bladene ud.


Krybeklokkens blade danner fine lysegrønne puder.


Benvedden har bestemt sig for, at den vil til vejrs.


Jeg vil lige vende tilbage til linjerne, jeg indledte med. Sangen synger vi til arrangementer i havekredsen. Den synges på melodien "Jeg plukker fløjlsgræs". Desværre ved jeg ikke, hvem forfatteren er, men måske nogen kan hjælpe mig? Her kommer sangen i sin fulde ordlyd:

1  Som mange andre har jeg en have,
    der kun består af lidt sandet jord.
    Det er for mig dog en livets gave
    at gå og se på, at noget gror.
    For når jeg træt kommer hjem fra jobbet
    og er helt tappet for energi,
    så går jeg tur i min lille have
    og bli'r for stressende tanker fri.


2  At følge med i hvor planter bryder
    igennem jorden og vokser op,
    og at betragte hvor blomsten skyder
    sig ud af svulmende blomsterknop.
    Det er et under, som la'r mig ane
    en mægtig vilje i skaberleg.
    Og blomstens livsmod og optimisme
    kan ikke undgå at smitte mig.


3  Når junis varme gi'r milde lufte
    og regnen grobund for frodighed,
    en eksplosion da af former, dufte
    af farver en overdådighed.
    End mer jeg skønner på vinters vækster,
    der trodser kulde og østenvind,
    som ydmygt spår om en vår, der kommer
    og gi'r forhåbning til vintersind.


4  Jeg fascineres af humlens brummen
    og kæmpeguldsmedens travle jagt,
    af myggedans og af biers summen
    og nældens takvinges smukke dragt.
    Mariehønen i sindrig klavren,
    skovmyrens stædige energi,
    men mest af alt må jeg dog beundre
    den bagvedliggende fantasi.


5  Der findes haver med sjældne planter
    og folk, der kender dem på latin,
    og nogle samler på varianter,
    så de kan fremvise fler' dusin.
    Hvor er det herligt, at nogen gør det,
    og gi'r os andre inspiration.
    Men den plet jord, som jeg har derhjemme
    med simple planter, er min passion.


6  Min have gi'r mig så mange glæder
    med fugle kvidrende dagen lang.
    For daglig fodring og redesteder
    belønner de mig med deres sang.
    Og selv de dygtigste komponister
    kan aldrig skrive en melodi,
    der kan sig måle med det orkester,
    som vækker mig med en symfoni.


7  Men fuglen tier, og blomsten visner,
    når mulden lugter af efterår.
    Den første frost luften gennemisner,
    og som en brand hele skoven står.
    Da sniger vemod sig ind i sjælen,
    og sindets sorgløshed svinder hen,
    men årets lov si'r, vi skal have vinter,
    før forårssolen gi'r liv igen.

20 kommentarer:

  1. Der er sandelig meget godt gang i den grønne forårshave hos dig! Og sikken en fin sang!
    For mig lyder det som den var skrevet af et havemenneske som lige præcis ved hvordan vi andre har det med vores haver. Måske endda én fra din egn - p.g.a. udtrykket "lidt sandet jord".
    Det er da alletiders at have sådan en lejlighedssang at starte havearrangementer med.

    Jeg synes også tiden er underlig og at det er mærkeligt at blive isoleret på denne måde. Haverne spiller ganske sikkert en rolle nu og får nok endnu mere opmærksomhed end de plejer. Dér er der stadig liv og samvær!

    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror også, at sangen er skrevet af et menneske, der elsker sin have. Jeg forestiller mig, den kunne være skrevet som lejlighedssang til fx et arrangement i en havekreds. Den sandede jord kan jeg nikke genkendende til, så du har ret i, at den kunne være skrevet af en, der bor i det vestjyske.

      Hilsen Elna

      Slet
  2. Smuk sang, jeg kender den desværre ikke, måske gør nogle andre.
    Ja hvad skulle vi gøre ude vores haver, jeg går derude det meste af dagen og nyder solen.
    Nu skal jeg ud og gøde mine rhododendron.
    Dejlig haveweekend til dig.
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja nu er det endelig blevet havevejr og tilmed solskinsvejr. Der vil blive meget aktivitet i haverne i weekenden.
      Tak, også en dejlig weekend til dig.

      Hilsen Elna

      Slet
  3. Ja, vi som har en hage er veldig heldige nå. Jeg føler at den er viktigere enn noen gang. Vi kan koble av der ute og tenke på helt andre ting enn smitte og isolasjon.
    Norge er også lukket ned, og det er helt underlig og uvanlig.
    God weekend

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis det, at man kan koble af og lade tankerne få frit løb, er en god ting ved at have en have.
      Du må have en dejlig weekend derude - håber solen vil skinne!

      Hilsen Elna

      Slet
  4. Hej Elna

    Ja haven er en supergod beskæftigelse i disse tider, det man laver der kommer kun godt igen!
    Sangen kender jeg ikke - den må være forfattet af en der selv har grønne fingre!

    Ha en dejlig weekend

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har brugt meget tid på lugning i den forløbne uge. Jeg håber på en belønning i form af, at i det mindste noget af ukrudtet vil holde sig væk.
      Du må også have en dejlig weekend!

      Hilsen Elna

      Slet
  5. Tusen takk Elna. Akkurat hva jeg trenger nå. Det er slitsomt med hjemmekontor og 90 elever som er hjemme. Det er tungt å tenke på hvordan de har det. Ha det godt! Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak Anne! Jeg forstår, at du har en travl arbejdsdag fra hjemmekontoret. Måske du kan gå en lille runde i haven i din frokostpause.
      Hav en god weekend!

      Hilsen Elna

      Slet
  6. Tack för de fina orden Elna! Och tack för den nöjdhet och glädje som de utstrålar - det tänker jag att många kan ta efter. Jag känner som du en stor tacksamhet för min plätt just för den är min och för att jag får förmånen att bruka den.

    Du kanske inte har så många varianter men du har en enormt inspirerande trädgård där jag vet att jag känt wow... ..det där gillar jag många gånger. Glömde skriva det förra veckan men bilden på gången - blandad småsten och plattor - visade något otroligt fint som jag inspireras av, tar med mig.

    Ha en fin helg i solen! hälsar, Carina

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Carina! Vi er så heldige alle os, der har en have. Haver er meget forskellige - heldigvis. Min have er ret enkel, jeg holder af planter, men jeg er ikke plantesamler. Jeg tror, det er havens linjer, der interesserer mig mest. Jeg kan lide at tage ud og se andres haver, og jeg har faktisk set ret mange forskellige haver. Men jeg tror godt, jeg tør skrive, at jeg aldrig har set en have, som ikke på den ene eller den anden måde har givet mig inspiration.
      Jeg er lidt af en stensamler, og jeg tager altid sten med hjem, hvis jeg går på en strand og finder flotte runde sten.
      Du må også have en dejlig weekend!

      Hilsen Elna

      Slet
  7. Smukke forårsbilleder! Vi skal da have lov til at nyde foråret, ganske som vi plejer, selvom vi sørgeligt nok er midt i en kæmpekrise.

    SvarSlet
    Svar
    1. Selvfølgelig vil vi nyde foråret. Vi har jo heller ikke udgangsforbud. Vi var en tur i Laubjergs Planteskole i eftermiddag. Der var næsten ingen kunder, så det var nemt at holde afstand. Til gengæld var der mange skønne forårsblomster.

      Hilsen Elna

      Slet
  8. Deilige bilder og en flott sang! Vi har også ekstra stor glede av hagen nå i disse korona tider. Mose har vi også mye av og ugresset kan nok ha godt av å bli luket vekk så pass tidlig på året :-)) Så blir det mindre arbeid til sommeren! Ønsker deg en deilig søndag!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja det er med at have greb om ukrudtet nu. Vi har meget vedbendærenpris, og det er allerede i blomst, så det er med at få det luget op, inden det sætter frø.
      Her skinner solen, jeg håber, den også gør det hos dig.

      Hilsen Elna

      Slet
  9. Tusind tak for sangen - den er genial. Den vil jeg gemme.
    Flotte og glade fotos du har illustreret den med.
    Mange hilsener Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg synes også, at sangen er godt skrevet. Der findes mange sange, hvori der er nævnt navne på blomster, men der er vist ikke skrevet meget om at eje og dyrke en have.

      Hilsen Elna

      Slet
  10. Så fin sång. Ja, trädgården är till stor glädje. I Stockholm har vi isande vindar men en tur längs med havet blev det. Bara att ta på dunjacka, vantar och mössa.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din kommentar! Man siger jo, at der ikke findes dårligt vejr, kun dårlig påklædning. Med dunjakke, vanter og hue må det have været skønt at gå en tur langs havet.

      Hilsen Elna

      Slet