Sider

fredag den 13. maj 2022

En tur rundt i majhaven

 

Efter at have gjort gavn hele måneden ligger vandslangen nu sammenrullet. De foregående dage har vi fået 10 mm regn. Forinden havde vi givet det meste af haven en grundvanding, og 10 mm oveni var lige, hvad der skulle til for at få haven til at se frisk ud igen. Men misforstå mig ikke, vi kan sagtens bruge meget mere regn.

Det ser næsten ud, som om vi også har haft snevejr, men det er bare æbletræets blomster, der drysser ned og lægger sig som sne på jorden.

En del buske og træer har allerede skiftet forårets helt sarte lysegrønne farve ud med en sommergrøn. Så er det godt, egen springer sent ud. Nu kan vi glæde os over de små lysegrønne egeblade og de gule rakler.

Fjeldribsen er måske en lidt overset busk. Men om foråret kan den sagtens tiltrække sig opmærksom. Man bemærker den, fordi det er en af de første buske, der springer ud. Og i maj står den med fine lysegule blomster.

Kamæleonbuskens blomster er ganske ubetydelige. Til gengæld er det de hvide blade man bemærker.



Bambusserne er et kedeligt syn. På vestsiden er alle bladene helt brune. Det var stormen Malik, der sved dem. På den side, der vender mod øst, er bladene grønne, og man kan ikke se skader. Derfor tror jeg, planterne klarer det.


Hostabladene folder sig ud, og snart vil de helt dække de visnende påskeliljeblade.


Stjerneskærmen, Astrantia 'Sonningdale Variegated', har smukke brogede blade om foråret. Hen på sommeren bliver bladene næsten helt grønne.


Dusksalvie, Salvia horminum, er en værdsat sommerblomst. Den sår sig selv fra år til år. Det er den velkommen til, for de små frøplanter er lette at hakke op, hvis der kommer for mange af dem. På billedet nedenunder ses, hvordan de små frø har fået fodfæste i en bar plet jord. De er lige til at grave op og bruge som fyld rundt om i haven, hvor der er "huller".


I dette bed vokser beplantningen vild og tæt. Bortset fra nedklipning i februar, passer bedet stort set sig selv.


Espalieræbletræet har igen, igen fået meldug. Hvad gør vi - gode råd udbedes? Træet er en 'Elstar'. Det vokser på en sydmur. Vi har sørget for at vande det.


Til slut et blomsterbillede. Den blå kærmindesøster, Brunnera macrophylla, blomstrer over en lang periode med dejlige himmelblå blomster.




20 kommentarer:

  1. Hej Elna
    Det var et morsomt billede, du indleder med, for her rullede jeg vandslangen ud, da det blev overskyet. Regn får vi nemlig ikke, men det er bedst ikke at vande i solskin, så jeg har haft travlt.
    Ja, hvad gør man ved meldug. Jeg har engang fjernet det fra en vinstok i drivhuset ved først en kombi af et eller andet biospray samt udtynding, så der kom godt med luft til. Senere kunne jeg klare det hvert år ved at sørge for udtynding og luft. Men om det overhovedet er relevant med et æbletræ udendørs, ved jeg ikke, men det står jo (lidt for) lunt og godt ved væggen, så måske... Jeg håber, du finder løsningen.
    Mine kærmindesøster er næsten forsvundet. Det er en fejl, kan jeg se, når jeg ser dit dejlige bed, så der skal nye til snarest muligt.
    God weekend. Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Øv, har I ingen regn fået. 10 mm er ikke meget, men trods alt bedre end ingenting.
      Det kan godt være, det er for varmt ved en sydmur. Det er i al fald for tørt. Varmen er det svært at gøre noget ved, men tørken kan vi jo prøve at undgå ved at vande. Det synes jeg nu også, vi har gjort. Jeg kan prøve, at klippe de mest angrebne grene af, dog uden at træet helt mister faconen.
      Kærmindesøster er en dejlig forårsstaude. Planterne på billedet vokser i sol, så bladene er ikke så store. Jeg har også nogle, der vokser i skygge. De får større og flottere blade, men ikke så mange blomster.
      Du må også have en god weekend!

      Hilsen Elna

      Slet
  2. Altid fine bunddække billeder hos dig. En skam vi ikke ses, jeg kunne godt bruge nogle dusksalvie, dem har du mange af, kan jeg se. De er så fine, hos mig klarede de det ikke. Meldug har jeg ingen erfaring med, jo det har jeg nok, men ikke hvordan man slipper af med den. Jeg har lige taget et billede af min brogede stjerneskærm, men den er hvid og grøn.
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Du er meget velkommen til at komme forbi og hente nogle dusksalvie.
      Jeg synes, det er tidligt på året, æbletræet får meldug. Vi har vandet træet både med kande og med siveslange, men måske er det mere tørstigt, end jeg har troet.
      Jeg har købt min stjerneskærm på et plantemarked, og der fulgte ikke navn med. Men når jeg googler, synes jeg den ligner 'Sonningdale Variegated' på en prik. Den hvidbrogede, som du har, kender jeg ikke.

      Hilsen Elna

      Slet
  3. Ditt snøfall i hagen ser veldig pent ut! Mai er en flott tid i hagen din, Elna. Ditt siste bilde er så fint med de blå lette blomster.
    Blått er en nydelig farge som passer til alt.
    God weekend.

    SvarSlet
    Svar
    1. Når vi ikke kan få sne om vinteren, må vi jo tage til takke med et drys forårssne. Det er helt trist, at æbletræets blomster allerede er visnet.
      Jeg holder også meget af rent blå blomster. Dem er der vist ikke så mange af. De fleste af de blomster, vi kalder blå, er vel i grunden blålilla.
      Du må også have en god weekend!

      Hilsen Elna

      Slet
  4. Ja snefald betyder vi bevæger os fra forår til sommer - lidt vemodig på en måde med også dejligt. Den brogede Astrantia har jeg ikke set før. Den pynter gevaldigt ved denne årstid. Lækkert med et tætbeplantet bed, som passer sig selv. Der går et par år før jeg kan nyde det samme!

    SvarSlet
    Svar
    1. Frugttræernes blomstring varer desværre alt for kort. Men det er vel netop grunden til, at vi holder så meget af blomsterne.
      Jeg tror ikke, man ser den brogede stjerneskærm så ofte. Men når vi kommer længere hen på året, bliver bladene næsten helt grønne, så da ligner den en almindelig stjerneskærm.
      Det er rart at have nogle bede, som ikke er så arbejdskrævende. Så bliver der mere tid til andet havearbejde, og tid er jo ikke det, der er mest af i maj.

      Hilsen Elna

      Slet
  5. Ja det er osse smukt med æblesne,,,
    Kamæleonbusk er så flot, vores får nu osse røde spidser oven i det hvide. Men den er knapt så tæt som jeres.
    15mm sammen lagt indtil nu herligt.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. - Ja, og æblesne skal man ikke ud at skovle væk ;)
      Vores kamæleonbusk får først hvide blade, lidt senere kommer der røde bladspidser.
      15 mm gør da en forskel, men sagt på vestjysk ville det ikke være så ringe med det dobbelte.

      Hilsen Elna

      Slet
  6. Her ligger vandslangen også stille og hviler sig ovenpå den sparsomme regn, og man kan da håbe den får sig en længere lur:) Dine etablerede bede er så fint komponeret så det ene afløser det andet og f.eks. løgplanternes blade dækkes af flotte Hosta-blade. Dejligt med bevoksninger der klarer sig selv!
    Her har vi adskillige store egetræer i de levende hegn, som vi kan se fra huset, og har fulgt med i udviklingen gennem foråret. Det morsomme er at de springer meget forskelligt ud, så nogle nu er helt grønne mens andre er gulgrønne og i blomst. Æblesne er jo også et af forårets raffinementer, og skal nydes i den korte tid!
    Og apropos æbler ved jeg kun at meldug rammer stressede planter. Måske er den varme placering opad muren umulig at kompensere for med vanding i sådan et solrigt og tørt forår, så hvis det er et tilbagevendende problem ville jeg nok overveje en anden plante på den plads - en kamæleonbusk måske? - den ser ud til at trives! En parasol var måske en anden mulighed...

    Mange hilsner fra Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja det er godt, at alle bede ikke er lige arbejdskrævende. Og et bed kan sagtens være både vellykket og let at holde.
      Egetræet på billedet er en rødeg, og den springer ud før skovegene. Men der er også stor forskel på, hvornår skovegene springer ud. Vi har en skoveg, der springer så sent ud, at jeg et år troede, at den var død.
      Det er helt sikkert en god ide at erstatte æbletræet med en kamæleonbusk. Dels trives kamæleonbusken godt, dels vil det se flot ud med to ens buske. Men jeg vil først give æbletræet endnu en chance.

      Hilsen Elna

      Slet
  7. Det var ju bra att du kunnat ta undan vattenslangen en stund! Beundrar det frodiga gröna i dina bilder och visst är det vackert när eken slår ut. Har inget bra förslag vad du ska göra med det spaljerade trädet men bilden är underbar :)

    Ha det gott! Carina

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg nyder virkelig, at vandslangen holder pause. Havevanding er en hadeopgave.
      Tak! Jeg har lige vandet æbletræet i dag. Det vokser på et meget tørt sted, så selvom det har fået en del vand, vil jeg prøve at give det endnu mere. Jeg kan vist ikke drukne det
      Du må også have det godt!

      Hilsen Elna

      Slet
  8. Hej Elna!
    Det ser grönt och frodigt ut i din trädgård. Kameleontbusken är riktigt fin, ser ut som ett litet träd.
    Vi har också fått en del regn, och det kommer på natten, kan inte bli bättre.
    Har också en ek och stora lönnar, så hos oss är marken täckt av gula lönnblommor.
    Ha en trevlig helg /Hälsningar Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Kamæleonbusken har faktisk en lille stamme, så man kan vist godt kalde det et træ.
      Regn om natten er perfekt, og det dufter så dejligt næste morgen.
      Du må også have en god weekend!

      Hilsen Elna

      Slet
  9. Jeg krydser fingre for, at vandslangen kan holde en dejlig lang pause. Da børnebørnene var små, elskede de at gå rundt med en vandkande og vande krukker og planter. Vi andre er slet ikke vilde med det. Det må betyde meget for din have, når bunddækkeplanterne springer ud og begynder at blomstre.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er bange for, at vandslangen skal rulles ud allerede i morgen. Der er vist ikke udsigt til regn.
      Bunddækkeplanter betyder meget for haven. Jeg kan bedst lide de bede, hvor der kun er en slags bunddækkeplanter.

      Hilsen Elna

      Slet
  10. Härligt och grönt inlägg! Alltid lika kul att kika in till dig...
    Kram från Titti

    SvarSlet
  11. Tak Titti! Det er så hyggeligt, at du kikker ind.

    Hilsen Elna

    SvarSlet