Sider

fredag den 31. marts 2023

En våd afslutning på marts

Sådan så der ud i forhaven for en lille uge siden. Krokusserne stod i fuldt flor og blandede sig med påskeliljerne.

Nu er krokusserne ved at visne, til gengæld springer flere og flere påskeliljer ud, og det passer jo fint med, at påsken står for døren.



Vi har fået en ny hæk. Det var bare som at knipse med fingrene, så stod der en fiks og færdig bøgehæk, Fagus sylvatica). 


Hækken er en såkaldt nemhæk, der leveres i elementer med 3 planter i hvert element. Et anlægsgartnerfirma plantede hækken, og det tog dem kun ganske kort tid. En nemhæk er en forholdsvis dyr løsning, men til gengæld får man en helt færdig hæk. Hækken står i skellet ind til naboen, så vi er to om at dele udgifterne. Med hækken følger en siveslange samt en pasningsanvisning. 


I sidste weekend kom havemøblerne frem, men det er ikke meget, de har været i brug. 


Marts har været våd i år, 95 mm er der kommet. Når jeg tænker på sidste års ekstremt tørre marts, hvor der kun kom 8 mm, kan jeg kun være taknemmelig over regnen. Der skal nok komme dage, hvor havemøblerne frister.

I går var det regnvejr det meste af dagen, så det blev ikke til havearbejde, selv om der ellers er ukrudt nok at luge. I et lille ophold i regnen listede jeg ud for at tage billeder. Det var vådt og gråt, men den røde bænk, som børnebørnene har lavet, og birkens hvide stamme lyste op.

Æbletræets grene gav også lidt farve.

Stedmorblomsterne er ukuelige. De lader sig ikke gå på af hverken frostnætter, piskende haglbyger eller regn i stride strømme. 

Stauderne er på vej. Floksen har næsten selvlysende vårgrønne spirer,

og rabarberen har røde. Man kan allerede begynde at glæde sig til en lækker rabarberkage.

På søndag er det palmesøndag, og vi går ind i påskeugen, så jeg vil slutte med en buket påskeblomster.



fredag den 24. marts 2023

Mellemhøje stauder brugt som bunddækkeplanter

Jeg skriver jævnligt på bloggen om bunddækkeplanter. Jeg elsker de små planter, der dækker jorden og ikke levner ukrudtet mange chancer for at få fodfæste. 

I dette indlæg vil jeg vise nogle mellemhøje stauder, som jeg har set plantet i store grupper, så de optræder som bunddækkeplanter, selvom man måske ikke så meget forbinder dem med bunddækkeplanter. Det er robuste stauder, som vil kunne holde det meste ukrudt væk. 

Bølgekronet storkenæb, Geranium phaeum 'Album', så jeg sidste sommer i Göteborg. Den dækkede et stort område ved domkirken. Det var et meget smukt syn med alle de lette hvide blomster, der nærmest svævede over planterne. Planten er tørketålende, og den trives både i sol og skygge.



Vi bliver i Göteborg. Næste billede er fra Trädgårdsföreningen, hvor Snefrytle, Luzula nivea, er brugt som bunddækkeplante. Det er ikke ualmindeligt at bruge græsser til bunddække, men det er vist første gang, jeg ser snefrytlen anvendt. Den får smukke hvide aks, der senere farves brune. Den trives bedst i skygge eller halvskygge. 


Billedet nedenunder er fra vores egen have. Det er skotsk lostilk, Ligusticum scoticum, der har fået lov til at brede sig, så den nu danner et tæppe. Planten har hvide skærmblomster i juni-juli og smukke blanke blade. Den trives i både sol og skygge.


I haven ved Fredensborg Slot så jeg dette store bed med stjerneskærm, Astrantia. Det var et betagende syn med alle de lyserøde blomster, men en sort med hvide blomster ville sikkert tage sig lige så smuk ud. Stjerneskærm har en tæt vækst, så den levner ikke ukrudtet mange chancer. Den blomstrer stort set hele sommeren og kan endda klippes ned efter afblomstring og komme med et nyt hold blomster. Den trives bedst i sol eller halvskygge. Bliver jorden for tør, begynder planten at hænge, men den rejser sig hurtigt igen, hvis den får vand.


Igen et billede fra Fredensborg. Løvehale, Phlomis russeliana er en robust staude, der har noget at give til haven året rundt. Den er vintergrøn, og efter blomstringen i juni-juli kommer der smukke frøstande, som kan pynte på planten hele vinteren. Den kan bedst lide en solbeskinnet og ikke for tør vokseplads. Er den veletableret, trives den også i en tør jord.


Bronzeblad, Rodgersia podophylla, vokser i en kæmpestor gruppe i haven ved Fredensborg Slot. Det ser fantastisk flot ud med alle de store dekorative blade, der fuldstændig dækker jorden. Blomsterne er til gengæld ret diskrete. Planten trives bedst i halvskygge eller skygge og i en ikke for tør jord. 


Løvefod, Alchemilla mollis, er vist så kendt, at den ikke behøver en nærmere præsentation. Men jeg vil vise et billede fra Laubjergs Rosenhave, hvor løvefod er anvendt som bunddække omkring søen. Det ser forrygende ud, når planten blomstrer.


Jeg vil lige slutte af med at vise et par flotte buketter, som vi fik til vores guldbryllup i sidste weekend.


Guldbrylluppet blev fejret et skønt sted på Sjælland sammen med vores nærmeste familie.




fredag den 10. marts 2023

Svalehuset

Bag navnet "Svalehuset" gemmer sig et hus beliggende i en meget smuk have. Haven var en af de privathaver, vi så på sidste års haverejse til Holland.


Når man ser den del af haven, der vender ud mod vejen, er man ikke i tvivl om, at ejerne er inspireret af deres berømte landsmand havearkitekten Piet Oudolf.


Som det er karakteristisk for Piet Oudolf, er der anlagt store bede med grupper af robuste stauder og høje græsser. Stauder og græsser væver sig ind imellem hinanden og dækker fuldstændig jorden. Græssernes aks og staudefrøstande giver dæmpede farver, der brydes af blomstrende stauder. 


De mange høje stauder og græsser suppleret med enkelte buske gør, at man oplever en helt anden stemning, end hvis man går i en have, hvor beplantningen overvejende består af lave planter.


Går man om på den anden side af huset, ændrer haven karakter. Langs husets facade er anlagt en terrasse i hele husets længde. En række træer sørger for skygge. Foran terrassen er anlagt en stor græsplæne.


En del af haven består af firkantede staudebede omgivet af brede græsgange. Vi besøgte haven i sidste halvdel af august, hvor mange af stauderne var i blomst.


Haven er meget stor, så der er god plads til at anlægge forskelligartede haverum. De aflange bede herunder virkede så rolige med de skarpskårne kanter og alle de grønne nuancer suppleret med de cremehvide hortensiaer.


I en have som denne er det naturligt af fokusere mere på helheder end på enkelte planter, men jeg kan ikke lade være med at vise billedet af de blå blomster. Jeg har ingen navn på blomsterne, men de var så smukke sammen med det grå løv og den mørke mur.


Pragtkærte, Gaura, så vi mange steder i Holland. Oftest var de som her plantet i meget store grupper. Det så smukt ud med alle de lette blomster, der nærmest svævede over bedene.


Som billederne viser, var det en meget alsidig have. Det var nok de store Piet Oudolf-inspirerede bede, der tiltrak størst opmærksomhed. Da vi så haven sidst i august, var der allerede en vis sensommerstemning over bedene, og det er måske netop i sensommeren, de store bede kommer bedst til deres ret.





fredag den 3. marts 2023

Forår

Marts er en af de måneder, der er ventet med størst længsel af haveejere. Nu begynder der for alvor at ske noget i haverne. Vejrmæssigt kunne starten på den første forårsmåned ikke have været bedre - lidt rim i græsset om morgenen og solskin fra en skyfri himmel.

Jeg gik en hurtig haverunde med kameraet, og herfra kommer en lille billedserie.






I marts begynder de blå farver at blande sig med de hvide og gule farver.





Ikke bare i haven, men også i vindueskarmen slikker planterne solskin


Det var, hvad det blev til i denne omgang. Jeg vil ønske jer alle en god weekend, mon ikke mange af jer skal i haven.