Sider

fredag den 11. august 2023

Ude og hjemme

Jeg har altid være meget fascineret af store træer, og når jeg kommer til byer, hvor jeg ikke er kendt, søger jeg altid efter parker og botaniske haver, for der er som regel store gamle træer. I år gik sommerferien til Kiel, og selvfølgelig kom der billeder af træer med hjem.

I den gamle botaniske have (som ikke længere er en botanisk have) vokser mange store træer, der giver stedet en egen charme. De giver skygge for solen og læ for regnbygerne, og i julis omskiftelige vejr var der brug for begge dele.

Her kommer en lille "træserie".






Inde mellem de høje træer lå det yndigste lille hus.


De næste billeder er fra en af Kiels parker, Hiroshimapark. På trods af det dystre navn er det en smuk park, der ligger nabo til en lille sø.




Vi nåede at komme hjem fra ferie og få nogle dejlige dage sammen med børn og børnebørn, inden stormvejret brød løs og fejede hen over haven efterladende nedfaldne grene og knækkede blomster. Haven trænger nu til en grundig gang oprydning, men heldigvis vokser der jo nye blomster frem, og sporene efter Hans vil blive slettet.

Hortensiaer og georginer har ikke haft godt af blæsten, og det er lidt ærgerligt, når man har glædet sig til blomsterne i sensommerhaven.




Helt anderledes godt står det til med poppelrosen. Den har ingen skade taget af blæsten, og den har næsten aldrig været så stor og blomsterrig som i år.



I staudebedet blomstrer floksen, og sankthansurten står med store grønne knopper. Den er så smuk lige før blomsterne springer ud.


Vintersarens blomster er små og man lægger ikke så meget mærke til dem. Men går man tæt på, åbenbarer der sig de skønneste små hvide blomster med et strejf af rosa. Bierne har til gengæld ikke svært ved at få øje på blomsterne, der lyder altid en summen, når man nærmer sig.


Origanum er også en insektmagnet. Jeg har somme tider tænkt over, om tørketålende planter tiltrækker særligt mange insekter?


Vi har ikke en "vild med vilje have", men i august kan det godt komme til at se lidt vildt ud.



14 kommentarer:

  1. Her dyrker vi også det vilde i civiliserede rammer:-) Jeg synes det fungerer godt når man overlader vildskaben til bedene, og holder det nogenlunde rydeligt i mellemrummene, og vi har i hvert fald ingen mangel på insekter. Ærgerligt dog med det lidt for vilde vejr Elna, men nogen oprydning må man jo regne med efter en ferie.
    Jeg blev straks indfanget af dit træ-tema fra de flotte parker i Kiel. Jeg er jo ret vild med træer der får lov at vokse og brede sig til alle sider. Der findes vel ikke træer der ikke er smukke, når de har haft plads og tid til at udvikle sig, og den slags træer har vi tilsyneladende ikke meget til overs for herhjemme, for der er langt imellem dem! Takket være din inspiration fik vi set Bangsbo Botaniske Have i Frederikshavn denne sommer, og det var en dejlig oplevelse, så bliv endelig ved med at opsøge de grønne oaser i byerne! Jeg er med på en 'kigger' hver gang.

    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Man kan kun imponeres over, at en by som Frederikshavn har så flot en botanisk have. Engang hørte botaniske haver universitetsbyer til. Rundt om i landet bliver der gjort et kæmpe stykke arbejde af frivillige.
      Vi har planer om en lille ferie på Sydsjælland i sidste halvdel af september, og jeg vil spørge, om I har lyst og tid til at vise jeres have frem?

      Hilsen Elna

      Slet
    2. Vi vil meget gerne vise frem hvad vi har af have, og I skal være meget velkomne Elna! Lad os aftale nærmere når vi nærmer os.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
    3. Tak Ulla, vi glæder os til at se din have.

      Hilsen Elna

      Slet
  2. Så flotte trær det var der i Kiel. Jeg forstår godt at du liker store trær, og deg gjør jeg også inntil de når en uhåndterlig størrelse. Vi bor her med store trær på alle kanter, og noen ganger må de felles dessverre.
    Nydelig phlox hos deg. De finnes i så mange flotte farger.

    Hilsen Marit

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kan godt se på din blog, at I har både store træer og fjelde omkring jer. Det ser så smukt ud, og det må være dejligt at bo i disse omgivelser. Vi bor så vindomsust, jeg forestiller mig, at I har mere læ.
      Jeg så engang et stort staudebed, hvor de fleste af stauderne var floks i mange forskellige farver. Det var et festligt syn.

      Hilsen Elna

      Slet
  3. Store gamle krogede træer er så flotte. Jeg elsker dem. Det er nogle rigtig flotte du har fundet.
    Poppelrosen er velnok stor og fyldt med blomster. Jeg viste ikke de kunne blive så store. Jeg har altid regnet dem for at være nogle pistlinger.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Når jeg ser gamle krogede træer kan jeg ikke lade være at tænke over, hvad disse træer kan have oplevet. De har overlevet krige, orkaner og nogle af dem kan have været truet af øksen.
      Poppelroser kan blive meget store og kraftige, men i en hård vinter kan de fryse tilbage. Det sker dog meget sjældent i vores have, hvor vi ikke har så meget frost.

      Hilsen Elna

      Slet
  4. Jeg har det som dig med store gamle træer. Har du nogen sinde været i Arboretet i Hørsholm, der holder jeg meget af at gå rundt. Din poppelrose er meget flot, jeg havde en på Samsø, men den gik ud.
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har et par gange været i Arboretet i Hørsholm, og jeg vil give dig ret i, at det er et skønt sted at gå.
      Poppelrosen er vist ikke fuldt hårdfør, men når den kan overvintre hos os, burde den også kunne på Samsø. Du kan jo lade det komme an på en prøve, om den vil overvintre på Fyn.

      Hilsen Elna

      Slet
  5. Hej Elna!
    Det var en riktigt fin park med många fina träd, dem gillar jag också. De får gärna vara lite krokiga och knotiga. Poppelrosen är så fin, har inte hört det namnet. Kan det vara en Malva släkt?
    Mycket vacker !
    Hälsningar Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Det latinske navn på min poppelrose er Lavatera olbia 'Barnsley'. Mig bekendt hører Lavatera og Malva begge til katostfamilien (Malvaceae). Den betegnes som en halvbusk. Poppelrosen er ikke fuldt hårdfør i Danmark, men jeg bor tæt på havet, og her har vi sjældent hård frost, så vores poppelroser overvintrer uden problemer.

      Hilsen Elna

      Slet
  6. Det er flotte billeder du har taget af de gamle træer. Stemningen er helt anerledes i et areal med de store træer. Ærgerligt med lidt stormskader i haven men heldig at det ikke blev til mere. Sensommeren er en dejlig årstid hvor alt i haven er vokset sammen og det bliver lidt jungleagtigt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kan også godt lide september. Men i år er det desværre ikke helt så tæt og jungleagtigt, som det plejer at være. Jeg tror, det skyldes tørken.

      Hilsen Elna

      Slet