Sider

fredag den 20. september 2024

Formiddagssol

I år må man sige, at september viser sig fra sin smukkeste side. Jeg holder allermest af de tidlige formiddagstimer, når solen lige akkurat når over hækken og sender lave stråler ind i haven. Så forstærkes farverne på blomster og blade. Bregnebladene ser næsten ud, som om de lyser.

Tagetes og høstasters er festlige sammen. Jeg er Ulla dybt taknemmelig for, at hun forærede mig en pose tagetesfrø. Det er vist første gang nogensinde, jeg har tagetes i haven. Tagetes var ikke lige mig, og jeg har altid valgt dem fra. Men sådan en septemberformiddag når hundredvis af små gule tagetesblomster lyser i solskinnet, føler man sig helt rig. Jeg er kommet til at elske tagetes, og jeg skal huske at samle et par håndfulde frø.

Langs indkørslen blomstrer de dejlige lyserøde prydjordbær. De har blomstret trofast siden foråret.

Der vokser flere forskellige sankthansurt i haven. De er alle dejlige stauder, men nogle har bedre egenskaber end andre. Kinesisk sankthansurt, Sedum spectabile 'Stardust', er allerede afblomstret, og de visne blomster er ret kedelige at se på.

Derimod står Sedum 'Herbstfreude' i fuldt flor. Den har en lang blomstringsperiode, og den er også pæn, når den begynder at visne.

Knudret storkenæb, Geranium Nodosum, blev klippet helt ned til jorden i starten af juli. Planterne kom hurtigt igen med friske grønne blade, og de har fået en gangske fin efterblomstring til stor glæde for insekterne, der elsker dem.

I foråret forsøgte jeg at spare lidt på indkøb af sommerblomster til krukkerne. Det er ikke særligt bæredygtigt at købe sommerblomster, der er drevet frem for at komme tidligt i blomst, for så at smide dem på komposten efter 3-4 måneder. Så jeg har forsøgt med forskellige stauder, som kan vokse i krukkerne i flere år, eller man kan plante dem ud i haven senere på sæsonen. En af disse krukkeplanter er den fine lille druelilje, Liriope muscari 'Moneymaker'. Den er så dekorativ med de smalle mørkegrønne blade, så det gør ikke noget, at den først blomstrer sent, det er jo dejligt at have noget godt i vente. Og så har den tilmed den fordel frem for sommerblomsterne, at den gerne vil vokse i skygge. Jeg er i tvivl, om den kan overvintre ude i en krukke?

En anden krukkeplante, jeg har prøvet i år er dværgzebragræs, Miscanthus sinensis 'Little Zebra'. Den er så dekorativ med de tværstribede blade. Den har vokset meget i sommer og er blevet lidt for stor til krukken, så nu har jeg plantet den ud i haven i det gule bed.

I foråret plantede vi et hjortetaktræ, Rhus typhina 'Tiger Eyes'. Det har ikke blomstret i år, men det er vokset godt. Det er allerede ved at få efterårsfarver.

Jeg vil slutte med et billede af hortensia 'Little Lime', der gløder i formiddagssolen. Tak september for alle disse smukke dage.



5 kommentarer:

  1. Så mye flott du har som blomstrer nå! Ja, det ser ut som dine bregner lyser der de står. Bregner er litt undervurdert som prydplanter synes jeg. De er jo så dekorative. Sedum 'Herbstfreude' er også så fin. Jeg er veldig glad i den, fkr nå er det ikke så mye som blomstrer i hagen. Liriope er så vakker, men den selges dessverre ikke her.

    Hilsen Marit

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er enig med dig i, at bregner er undervurderet. Bregner er så flotte og har så mange gode egenskaber. Liriope er vakker. Hvis du læser Gunvors kommentar nedenfor, ser det ud til, at Liriope er hårdfør. Så måske kan den gro hos dig - hvis du kan skaffe den.

      Hilsen Elna

      Slet
  2. Flotte tagetes, Jeg har osse haft de små fine, men i krukker. Sneglene er for hårde ved dem i bedene, desværre.
    Hvis det er samme slags Liriorpe som min, så er den fuldkommen vinterfast. Den er så dejlig her i efteråret, med den blå farve.
    St Hansurt Herbstfreude er en af de bedste syntes jeg. Jeg har osse et par andre, men de er enten mere dinglevorne, eller hurtigere kedelig i blomsten. Så jeg har truet dem med kompostbunken. På den anden side hader jeg bare at smide planter ud.
    hilsner gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har ikke observeret snegleangreb i mine tagetes, sneglene har ellers taget for sig af retterne i år :-(
      Det lyder godt, at Liriope er vinterfast. Så vil jeg tage chancen og lade den stå i krukken. Ja sankthansurt kan godt blive lidt dinglevorne. Jeg klipper nogle af mine halvt ned i starten af juni, det hjælper.

      Hilsen Elna

      Slet
  3. Hov jeg synes da bestemt, jeg har kommenteret hos dig, endda som den første, men jeg prøver igen. Dine bregner står flot der i solen, flot billede, sol gør meget for billederne. Liriope muscari kom jeg i tanke om at jeg havde med fra Samsø og plantet. Jeg ledte efter den og fandt den under nogle bregneblade. Så spurgte jeg, om dit hjortetakstræ ikke laver rodskud, måske er den mere ædel, end dem jeg havde.
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet