Sider

fredag den 5. februar 2016

Min haveuge

Det myldrer op af jorden. Mange af stauderne står med grønne spirer. Rabarberplanternes røde skud har også vist sig. Og så er der jo alle løg- og knoldplanterne. Erantisserne lyser som små sole, vintergækkernes blomster er lige på spring, og nogle af påskeliljerne har allerede store knopper. Jeg har været i gang med at klippe visne staudetoppe ned, så vi rigtig kan nyde synet af alle de dejlige forårsløg. Det er lidt svært at gå i bedene uden at træde på alle spirerne. Et par vinger kunne være nyttige!


Jeg har lagt planer om at ændre lidt i et par af havens bede, og jeg har skrevet forskellige planter op, som jeg gerne vil anskaffe mig. En af dem hedder bjergstenfrø, Buglossoides purpurocaerula. Jeg kender ikke stauden, men har læst om den i Jane Schuls bog "Hvilken plante hvor" og efterfølgende fundet den på nettet. Jeg synes, den ser spændende ud. Er der nogen, der kender den?

Vejrmæssigt har ugen været en blandet fornøjelse. Der har været dage med vindstød af stormstyrke og voldsomme byger. Men så har reolen med havebøger fristet, og jeg har genlæst nogle stykker. Jeg vil gerne gøre lidt reklame for en af dem, da jeg synes den er så god, at den fortjener, at rigtig mange får kendskab til den.

Det drejer sig om "Virginia Woolfs have - Historien om haven ved Monk's House". Bogen er skrevet af Caroline Zoob og har fotos af Caroline Arber. Den udkom på engelsk i 2013 og på dansk i 2014.


Det er en spændende bog om en spændende have og to spændende mennesker. I bogen beskrives haven, som den så ud, da parret Virginia og Leonard Woolf købte stedet i 1919. Der fortælles om havens pasning, og om hvordan den blev udvidet og omlagt, så den kom til at indeholde forskellige haverum. Leonard elskede arbejdet i haven, og det var især ham, der stod for pasningen og for havens udvikling. Virginia elskede at opholde sig i haven, og hendes skrøbelige helbred behøvede den ro, som haven kunne give.


Bogen er fyldt med tegninger og beplantningsplaner samt med mange flotte og stemningsfulde fotos.



Virginia døde i 1941, men Leonard beholdt huset og haven til sin død i 1969. I dag ejes stedet af National Trust, og haven er åben for besøgende.



8 kommentarer:

  1. Ja det er en god bog, jeg var så heldig at vinde den i en konkurrence. Spændende historie og dejlige billeder.
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var da en god gevinst. Jeg holdes især meget af bogens billeder.
      Hilsen Elna

      Slet
  2. Hej Elna!
    Ej altså hvor er jeg glad for at have opdaget din blog, den sprudler af godter og nærvær. Kender heller ikke bjergstenfrø, men sikke en lækker farve:-) Og bogen ja den kender jeg heller ikke, men hvor lyder den god og billedet med roser og lavendler, uhmmm. Kan læse at Lisbeth også syntes godt om den:-)
    Dejlig fredag.
    Hilsner Anette

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Anette!
      Det var nok også farven, jeg faldt for. Og så det at den er tørketålende. Jeg må se, om jeg kan finde en planteskole, der sælger den.
      Hilsen Elna

      Slet
  3. Hejsan!

    Jag har en blåblommande trevlig växt som heter bergstensfrö på svenska men tyvärr är det nog inte samma växt för det vetenskapliga namnet är Lithodora diffusa.

    Ett alldeles förtjusande arrangemang du har skapat med vårblommor, jag blir glad bara av att titta på bilden!

    /Gunilla

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror ikke, det er samme plante. Jeg har prøvet at undersøge det på nettet. Den plante, du omtaler, vil helst gro i sur jordbund. Den jeg skriver om, kan gro i en tør og sandet jord.

      Ja, årets første små buketter fra haven er altid kærkomne.
      Hilsen Elna

      Slet
  4. Hej Elna
    Ja, bogen er skøn, jeg har fået den i fødselsdagsgave sidste år - læste hvert et ord og slugte billederne. Man kommer helt ind i stemningen...
    Mange hilsner,
    Line

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, lige netop stemningen er skøn i denne bog. Og tekst og billeder passer så godt sammen.
      Hilsen Elna

      Slet