Sider

fredag den 6. maj 2016

Ugens havearbejde

Så kom foråret endelig med sol og varme, der indbød til havearbejde. Der er også nok at tage fat på, og det er skønt at gå derude.

Det kan somme tider være svært at kende sin plads, også for planterne. Nogle stauder har det med at brede sig for meget på naboernes bekostning. Og så må spaden jo i gang. Det er nemmest at se det om foråret. Her er det kamferbalsam, der har måttet finde sig i en begrænsning. Det er en dejlig staude. Jeg holder meget af både de spidse, grå blade og de små margeritlignende blomster, så den fortjener en plads i staudebedet.


Mælkebøtter er et smukt syn, men når de går i frø holder kærligheden til dem op. Jeg har været rundt med mælkebøttestikkeren. Mælkebøtter er nemmest at fjerne, når de er i blomst, for da svinder roden. Men for mælkebøtten gælder det også om at kende sin plads. I en smal sprække mellem fliser og husets sokkel har krybeklokker fundet lidt jord at gro i. Nu har de fået selskab af en strålende gul mælkebøtte. Jeg kunne simpelthen ikke nænne at luge den op.


I efteråret lagde jeg et par poser hvide tulipanløg i bedet her. Stor var min forbavselse, da der kom røde blomster på tulipanerne. Nu er der jo sådan set ikke noget galt med røde tulipaner, de skulle bare ikke komme lige her. Det gælder også for tulipaner, at man må kende sin plads.


Jeg har flere gange været rundt for at nappe hoveder af visne narcisser. Men nogle blomstrer endnu og lyser dejligt op.



 

Jeg har haft gang i kantspaden, så græsplænen nu ser tæmmet ud. Det holder ikke så længe, for der er godt gang i græsset. Men det pyntede at få det gjort.


Hvis I synes, det ligner bar jord med nogle bambuspinde stukket i, er det ikke helt ved siden af, men jeg venter spændt på, at grønne spirer skal komme til syne. I efteråret gik jeg en dag en tur på nogle villaveje. Ved et af husene stod der en stor gruppe hvide dahliaer i blomst. Ejeren, som jeg nok aldrig rigtig havde snakket med før, gik derude. Jeg stoppede op og beundrede hans dahliaer, og straks spurgte han, om jeg ville have nogle knolde. Jeg har aldrig før rigtig gjort det i dahlia, og jeg takkede nej med den begrundelse, at jeg ingen steder har at opbevare knoldene om vinteren. En dag ringede det på døren, og udenfor stod manden med en stor kasse. Nu havde han opbevaret dahliaknoldene vinteren over, og han ville gerne forære mig 11 stk. Det kan man da kalde en venlig havemand. Og ja, bambuspindene markerer, hvor dahliaknoldene er lagt.


Nogle stauder, f.eks. pæoner, har det med at vælte. Det er altid bedre at forebygge end at helbrede, så jeg har klippet grønne bambusstænger og sat dem ned som støttebuer. Når først stauderne vokser lidt til, ser man næsten ikke "opbindingen".


Når der skal lægges løg om efteråret, er det altid lidt svært at huske, hvor der mangler løgplanter. Derfor går jeg ud om foråret og tager billeder af de steder, hvor der er plads til nye løg. Det er der f.eks. her.


Hver morgen bliver der fragtet potter og kasser ud i haven, og om aftenen bliver de sat ind igen. Det er pelargonier og sommerblomster, der er til afhærdning ude om dagen og kommer ind i varmen om natten.


Det var lidt om ugens havearbejde. Men - man skal jo også huske at holde pauser. Jeg har lånt den mest vidunderlige havebog på biblioteket, så jeg har noget at nyde i pauserne. Bogen hedder City Gardens, og den er skrevet af Nessmann og med fotos af Perdereau. Se en lille smagsprøve på de skønne billeder.







6 kommentarer:

  1. Kamferbalsam kender jeg ikke, den ser ellers fin ud. Det er en flink dahliaven, du har fået.

    SvarSlet
    Svar
    1. Dahliaven - det er et godt navn, det vil jeg da til at kalde ham.
      Jeg holder meget af kamferbalsam. Du kan se billeder af blomsterne på min blog den 16.08.15.

      Hilsen Elna

      Slet
  2. God morgon Elna!

    Ja, nu är det full fart i våra trädgårdar. Jag ler för mig själv när jag läser om maskrosen som inte borde vara där men som lyser så fint och bejakande mot ljuset, visst kan man bli sentimental även inför det oönskade. En fin egenskap.

    Ha det så gott!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kan forstå, at den plante, vi kalder mælkebøtte, hedder maskrose hos jer. Det er da fint, at I kalder den rose. Jeg ved ikke, hvad mask betyder. På dansk har den flere navne, f.eks. fandens mælkebøtte, løvetand og luseblomst.
      God weekend!

      Hilsen Elna

      Slet
  3. Tak for er dejligt indlæg du har lavet:-)) Fint fif med bambuspindende, det vil jeg bruge, min bambus trænger:-) Imponerende at din "nye dahliaven" huskede, spændende hvad din erfaring bliver med dem, held og lykke.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er også selv lidt spændt på dahliaerne. Når vi ikke har haft dem før, er det nok ikke bare fordi, vi ikke har en frostfri kælder. Jeg har aldrig rigtig brudt mig om dem, men det tror jeg min dahliaven er ved at lave om på😀

      Hilsen Elna

      Slet