Sider

lørdag den 25. marts 2017

Marsk og vadehav

Denne gang er det ikke haven, der er omdrejningspunktet for mit indlæg, men naturen. Vi er lige kommet hjem efter et par dejlige dage i marsken. Jeg elsker de åbne vidder, vandet, engene, fuglelivet, digerne og de stråtækte huse. Solen har skinnet fra morgen til aften, så vi har opholdt os i naturen det meste af tiden.

Billedet er fra Ballum Enge.


Ballum sluse. Bemærk den flotte brolagte vej, der fører op ad diget til slusehuset.


Lige nu er der hundredtusindvis af stære i marskområderne på den danske og tyske side, af grænsen. De går og spiser larver for at få sul på kroppen, inden de flyver østover til deres ynglepladser i Rusland og de baltiske lande. Ved solnedgang samles de i store flokke på himlen, det man kalder sort sol. Det er betagende at se sådan en stæreflok, navnlig hvis der kommer rovfugle, for så kredser de rundt på himlen, inden de går til ro i sivene.


Der er også mange andre fugle i marsken på denne årstid. Vi så kæmpe flokke af gæs, mange forskellige vadefugle, og så var der mange lærker, der hang deroppe og sang så smukt. Her er det en stor flok bramgæs, der er ved at lette.


I marsken er der også rigtig mange får, men mange af dem var ikke sat ud endnu. Disse får hyggede sig på Rømø.


Der er meget vand i Vidåen - lige før den løber ud i Vadehavet ved slusen i det fremskudte dige ved Højer.


Stormflodssøjlen ved det fremskudte dige. Digebyggeriet blev afsluttet den 1. oktober 1981. Knap et par måneder senere bestod diget sin prøve. Den øverste ring på søjlen viser vandstanden ved stormen den 24. november 1981.


Vadehavet, øen Sild kan anes i det fjerne.



Der må være en storslået udsigt fra husets vinduer.



Et blomsterbillede skal der da også lige være plads til. Hestehoven blomstrer ved voldgravene ved Schackenborg Slot i Møgeltønder.


Jeg vil runde af med at vise de gamle lindetræer langs hovedgaden i Møgeltønder. De har mange år på bagen, men der bliver passet godt på dem.


 
 


20 kommentarer:

  1. Så flotte bilder! Sort sol gir god mening ja, når en ser ditt bilde :)
    Vakre gamle lindetrær også.

    SvarSlet
    Svar
    1. Der var ca. 350.000 stære på himlen den aften, vi så sort sol. Så navnet sort sol giver god mening.
      God weekend!

      Hilsen Elna

      Slet
  2. Tak for turen, det er en del år siden, jeg sidst var ved vadehavet, der findes mange smukke steder i Danmark. Jeg undrer mig over, at der er sort sol nu, det plejer at være om efteråret. Stærene er lige kommet her for ca. 1 uge siden, de har de fineste lyde, jeg nyder at lytte til dem.
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Der er sort sol både forår og efterår. Her om foråret kommer stærene fra vinteropholdspladserne i bl.a. England og raster i marsken, til de flyver til bl.a. Rusland, hvor de tilbringer sommeren. Om efteråret kommer stærene tilbage fra ynglepladserne og raster i marsken, inden de flyver til vinterpladserne.
      God weekend!

      Hilsen Elna

      Slet
  3. Flotte billeder! Perfekt vejr til en fotosafari i marsken.

    SvarSlet
  4. Tak for turen Elna
    Danmark er et flot land!

    Ha en dejlig aften

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, der er mange skønne steder i Danmark, hvis man går på opdagelse efter dem.
      Også en god aften til dig!

      Hilsen Elna

      Slet
  5. Hej Elna!

    Återigen bjuder du på sköna naturbilder. Jag hoppas att någon av stararna hittar hit till mig, staren är min favoritfågel ända sedan jag var liten. När staren anländer, då är det vår och holkarna är städade och väntar på sina hyresgäster.

    Hälsningar

    /Gunilla

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er helt sikker på, at der også kommer stære op til dig - navnlig når du har redekasserne parate.

      Hilsen Elna

      Slet
  6. Dine smukke billeder fører mig tilbage til barndommen, hvor jeg nogle somre i træk holdt sommerferie hos to mostre, som var "emigreret" fra Salling til egnen omkring Daler og Højer. I dag er de borte begge to, men jeg har da fætre og kusiner i Sønderjylland og nyder at altid at gense området.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er en landsdel, som man aldrig bliver træt af!

      Hilsen Elna

      Slet
  7. Smukke billeder fra min barndoms land! Min far var fra Ballum, og jeg elsker hans Hood! Men 'For en fremmed barsk og fattig..' - min mand, som er opvokset i bakker og nær bøgeskov kan slet ikke se charmen, desværre. Han bryder sig slet ikke om blæst, så det er lidt op ad bakke med ham. Men hvor er det skønt at 'møde' andre med samme forhold til marskens storslåede skønhed som en selv!

    SvarSlet
    Svar
    1. Den sang nynner jeg altid, når jeg kommer på de kanter. For mig er det mest storslåede ved marsken det flade landskab, hvor man kan se milevidt. Blæsten kunne jeg godt undvære, men den følger jo med - som i Vestjylland, hvor jeg bor.

      Hilsen Elna

      Slet
  8. Hei!
    Dette var vakkert. Flotte bilder. Håper ar den sorte sol ikke bare flyr østover, men at noen tar turen nordover. Elsker å se store stæreflokker. De ser vi mest om høsten her. Når de samler seg for å dra mot varmere strøk.
    Ha det godt! Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi fik at vide, at de fleste flyver østover, men at en del flyver nordpå. Så du får også stærebesøg.
      Du må også have det godt!

      Hilsen Elna

      Slet
  9. Smukke billeder Elna. Og sikke et storslået landskab, kommer til at tænke på sangen, som jeg lige måtte lytte til nu: Jeg kan bedst med åbne vidder:-)
    Tak for turen og god dag
    Hilsner Anette

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Anette! Jeg holder meget af den sang, og man må jo sige, at i marsken er der åbne vidder.
      Hav det godt!

      Hilsen Elna

      Slet
  10. Imponerende smuk natur I har ved vadehavet. Vadehavet og marsken så jeg da jeg var teenager på lejrskole så det kunne jeg godt tåle at se igen i virkeligheden.
    Åhhh den hestehov er jo også bare smuk nu:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Nu ved jeg jo ikke, hvor mange år det er siden, du var teenager😀, men marsken og Vadehavet kan tåle at blive set igen og igen. Jeg kan bestemt anbefale dig en tur derned. Vi tager selv turen et par gange om året, men vi har jo heller ikke så langt.

      Hilsen Elna

      Slet