Septemberhaven

I septemberhaven har efterårsfarverne indfundet sig, Benvedden gløder, og nogle af bladene er faldet til jorden, hvor de ligger og lyser.

Pæoner er dejlige planter, som kan nydes fra det tidlige forår, hvor de nye skud er helt røde, og henover sommeren, hvor de smukke blomster og den skønne duft altid tiltrækker sig opmærksomhed til efteråret, hvor bladene får smukke høstfarver.

Taksen begyndte vi at opstamme for nogle år siden, nu var den groet så meget, at vi kunne stamme den yderligere op, så nu er den blevet til et velformet træ.

Et andet gøremål har været at plante stiklinger ud. Det er måske lidt sent, men de havde fine rødder, så jeg tog chancen med nogle af dem.

Der er ikke så mange blomster i haven længere, men georginerne bliver ved og ved, og de leverer blomster til mange buketter. Bagved georginerne ses hvide høstanemoner.

Morgenfruerne bliver også ved og ved, men de kan godt gå hen og få morgenhår.

I gårdhaven måtte der friskes lidt op med et par nye potteplanter på spisebordet

Over bordet hænger søde sommerminder. Jeg kan ikke lade være med at kikke efter hulsten, når jeg går på en strand.

Foruden spisebordet har vi også et arbejdsbord i gårdhaven.

Vi har vores egen Hjem-Is-klokke, så vi kan altid ringe efter en is :-)

 

 

Lange skygger

Der er efterhånden en del tegn på, at det er efterår. En af de sikre tegn er, at skyggerne er lange. Det stemmer jo også overens med kalenderen, der siger efterårsjævndøgn i dag.

Koreakornellen kaster lange skygger på husmuren,

og fotografen kaster lange skygger på græsset.

Vi har her i september været beriget med mange vindstille solskinsdage, og hvor er det dog skønt i haven sådan en stille formiddag.

Efteråret er begyndt at gløde.

Elstar har røde kinder, men æblerne er ikke helt modne endnu. Træet er blevet "pyntet" med cd'er for at holde fuglene væk. Det plejer at virke. Jeg så for nylig en lille frugthave, hvor der var hængt cd'er på træerne for at holde rådyrene væk, og jeg fik at vide, at det var effektivt.

Jeg ved ikke, hvem der spiser vore figner. Mon det er en mus? Måske skulle jeg også prøve at hænge cd'er i figentræet.

På et besøg på planteskolen forleden faldt jeg for denne hortensia, Hydrangea macrophylla 'Endless Summer The Bride'. Den ville med mig hjem, og det kom den.

Blandt de efterårsblomstrende stauder er stjerneskærm en af mine favoritter. Bliver den klippet ned efter første blomstring, blomstrer den igen i sensommeren, og anden blomstring er næsten lige så blomsterrig som den første.

Den hvide høstanemone, 'Honorine Jobert' er også meget blomsterrig, den har en meget lang blomstringsperiode, og blomsterne er meget holdbare.

Og så er det jo asterstid. Jeg er ikke så vild med asters. Jeg synes de er lidt stive i væksten, og bladene er ret kedelige. Men denne her, som jeg ikke kender navnet på, er da i grunden meget sød.

Zinniafrøene, som Haveselskabet sendte med medlemsbladet ud i foråret, har vokset sig store, endog meget store, og de farvestrålende blomster er til stor glæde.

På denne årstid begynder staudebedene at se lidt rodede og forpjuskede ud. Så er der mere ro over bedet med de stedsegrønne, der står i en bund af guldjordbær og med kanterne hugget af efter en snor. Bambusserne i baggrunden bløder op på det lidt stramme udtryk. Bedet er pænt på alle årstider, uanset hvor meget det stormer og regner lader planterne sig ikke mærke af det.

Det gør godt med en opstrammer

 - og her tænker jeg ikke bare på en lille en til halsen, jeg tænker navnlig på den slags opstrammer, som kan nydes gennem synssansen.

For nogle dage siden gik jeg i Anne Justs Have i Hune, og her fik jeg inspirationen til dette indlæg. Det er også i Hune, de følgende billeder er taget.

Anne Just kunne slet ikke få blomster nok. Jo mere det bugnede, des bedre. Og hun plantede blomster i industrielle mængder, for nu at bruge et af hendes egne udtryk. Men alle disse blomster, der groede ind imellem hinanden og væltede ud over bedene, blev lidt for meget for Annes mand, Claus Bonderup. Jeg hørte engang Anne sige til et foredrag. at hendes mand bedst kunne lide vedbend og klippede hække.

Når man går rundt i Haven i Hune, er det ganske tydeligt, at Annes mand også har været medbestemmende, for her er ikke bare en overdådighed af blomster, her er også stramme linjer i form af bl.a. klippede hække.

Og det er utroligt så godt de 2 haveformer går i spænd. Uden de stramme linjer ville blomsterbedene let kunne komme til at virke meget rodede. På den anden side ville de stramme linjer let komme til at virke lidt kedelige, hvis ikke de var blandet med vildskab og farver.

Hortensiaernes lidt løse vækst bliver strammet op af den klippede takshæk i forgrunden og vedbenden på væggen.

Bambussernes lidt pjuskede udseende får en opstrammer i form af den klippede buksbomhæk.

Her er et smukt kik, som bliver indrammet af klippet taks.

Der er i det hele taget brugt taks mange steder i haven. Taks er også en dejlig plante, og den ser ud til at trives godt i den salte luft. Hune ligger i luftlinje kun et par km fra havet.

Ikke bare de stramme linjer, men også symmetri er med til at gøre haven harmonisk.

Gentagelser er også et virkemiddel. 3 husfred i en rektangulær krukke, mere enkelt og smukt kan det næsten ikke blive.

Kantplanter/bunddække er med til at skabe ro i haven.

Kombinationen af 2 kreative menneskers værk er blevet til en helt fantastisk have derude bag klitterne i Blokhus.

Så fløj admiralerne

Vi har haft jævnt mange sommerfugle i haven i sommer. Men i mandags kom der pludselig "invasion" af admiraler. Jeg tror, der var langt over 100 i haven på en gang. Admiralerne trækker sydpå i september måned. De flyver helt til Middelhavet, hvor de overvintrer. Det er især langs kysterne de trækker, men vi bor også kun 10 km fra Vesterhavet. I går skinnede solen, og jeg gik lidt rundt i haven for at kikke efter sommerfugle. Dem var der en del af, men jeg så kun 1 admiral, resten er nok fløjet sydover.

Der er ikke så mange buske i blomst i september, men japansk snebolle, Viburnum plicatum 'Watanabe' blomstrer trofast og har gjort det hele sommeren.

Laurbærkirsebær, Prunus laurocerasus blev klippet godt tilbage i starten af august. Den har kvitteret med mange nye blade og et væld af blomster.

Forleden blev vores takshæk klippet. Det har vi ventet på i flere år, for planterne var kun 20-30 cm høje, da de blev plantet. Selvom der vil gå endnu nogle år, inden den er vokset så meget, at den kan klippes helt i facon, er den nu ved at ligne en hæk.

Georginerne er septemberhavens pryd. En sort, jeg især vil fremhæve, er 'Happy Single Party'. Den er rødbladet, har gule blomster, og er meget rigtblomstrende.

Klokkerankerne har blomstret i nogle uger, men der er ikke ret mange blomster på dem. Det var nok ikke lige deres sommer.

I søndags var jeg til høstmarked i Forundringens Have. Haven ligger ved Vestjyllands Højskole og er en økologisk forsøgs- og forevisningshave. Stort set alt, hvad der dyrkes, er spiseligt, og afgrøderne anvendes i højskolens køkken.

Her er et stort bed med georginer. De dyrkes ikke for blomsternes skyld, men på grund af knoldene, som er spiselige. Chips lavet af georgineknolde skulle efter sigende være en stor delikatesse.

Træerne i "alleen" er kræger. De vokser i en bund af fyldt romersk kamille, Chamaemelum flore pleno.

Kræger er en blommesort med små blå blommer. De havde en lidt bitter smag, men de var nok heller ikke helt modne.

Noget af det, der altid optager mig i Forundringens Have, er alle de fine hjemmelavede "ting". Her er det en lille bålhytte med humleranker voksende op ad stolperne.

Og her er det et kvashegn.

Bemærk den fine afslutning på hegnet.

 

 

Sommerens farvel

Så blev det den første efterårsdag. Når jeg går en tur ned ad vores vej, er det også tydeligt, at vi er på vej ind i efteråret, vejtræerne har allerede tabt en del af deres blade, som ligger på asfalten og rasler i vinden. Bortset fra det, er det nu ellers en dejlig solbeskinnet morgen.

I går sagde vi farvel til sommeren. Det gjorde vi ved at køre en tur rundt om Ringkøbing Fjord. Turen er på godt 100 km. Det er en meget smuk tur, og den indbyder til at gøre stop undervejs. Her er lidt af det, vi så:

Kirken i Velling ligger meget smukt lige ud til fjorden. Det er en 1100-tals kirke opført i granitkvadre.

Naturen bugner af bær.

Langs fjorden ligger en perlerække af små hyggelige havne. Her er det Stauning havn.

Langs østsiden af fjorden kører man gennem Skjern Enge. Her er store vådområder med et rigt fugleliv. Det fremgår tydeligt af vegetationen i forgrunden, at vestenvinden hersker herude.

Jeg har muligvis norske og svenske læsere, som ikke har hørt om Skjern Å projektet. Derfor vil jeg kort fortælle om det her: I 1960-erne blev Skjern Å rettet ud, og engene blev afvandet. 4000 ha enge i ådalen blev omdannet til landbrugsjord. Det var Danmarks største afvandingsprojekt. Når man griber ind i naturen, går det ofte galt. Det gjorde det også her. Den store vandmængde, der nu strømmede igennem den lige å, førte store mængde okker med ud i Ringkøbing Fjord, og det ødelagde livet i fjorden. Derfor besluttede man i 1990-erne at "føre projektet tilbage". 2200 ha af landbrugsjorden blev igen omdannet til vådarealer, og Skjern Å fik sine slyngninger tilbage. Det er Danmarks største naturgenopretningsprojekt. Nu er der igen et rigt fugle- og planteliv i engene, og laksen trives i åen. Man må jo lære af sine fejl!

Heldige køer, der får lov at græsse i disse skønne omgivelser!

Fra borgbanken i Lønborg kan man se, hvordan Skjern Å slynger sig igennem landskabet.

Skaven Strand.

Det flade land - og en høj himmel. Hvorfor mon køerne står i en lang slange?

Det er såmænd bare, fordi der var kø ved foderpladsen.

De vilde kaprifolier har den skønneste duft.

På Værnengene ligger en samling jagthytter. Engang fik ejerne påbud om at rive dem ned, fordi de skæmmer i landskabet. Ejerne protesterede og fik lov til at beholde deres hytter. Jeg synes, de er et charmerende indslag, og jeg er glad for, at de fik lov at blive liggende.

Så er vi nået til Nymindegab. Bundgarnspælene står til tørre, i det som kaldes en stagekrone. Hytten ved siden af er en esehytte.

I 1800-tallet var der meget fiskeri fra Nymindegab i forårsmånederne. Det var mænd fra de omkringliggende gårde, der fiskede, men til at hjælpe med at sætte madding, også kaldet es, på linerne havde de tjenestepiger, de såkaldte esepiger. De boede i de små stråtækte esehytter.

Bemærk den fine "måtte" af tov, der ligger foran døren.

 

Lyngen har blomstret ualmindelig flot i år. Nu er den ved at miste farve, og landskabet får et brunligt skær.

 



Fine dæmpede farver - lyng, revling, bregner og hjælmer.

På vestsiden af fjorden ligger de gamle karakteristiske klitgårde. Der er desværre ikke så mange af dem tilbage. Gården her, Abelines gård, er i dag museumsgård.

Selvfølgelig skal der stå røde pelargonier i de hvide småsprossede vinduer.

Læg mærke til pikstensbelægningen af flade strandsten sat på siden.

Over porten er der navneskilte fra strandede skibe.



Det er altid en oplevelse at køre turen rundt om Ringkøbing Fjord. Naturen er så afvekslende, her er både landbrugsjord, enge, heder og klitlandskaber, og så er der selvfølgelig også byerne og de små havne.