Sider

fredag den 16. august 2024

Jeg glæder mig til havefestival

Jeg glæder mig til weekenden, for da afholdes Haveselskabets årlige havefestival med åbne haver i hele landet. Det er altid spændende at se, hvad andre haveejere har fået ud af det stykke jord, der er deres. For haver kan være meget forskellige. Men fælles for alle haverne er, at der bag dem står entusiastiske haveejere, der holder af deres haver og gerne vil dele deres haveglæde med andre. Vi har udvalgt nogle haver i Midt- og Østjylland, som vi gerne vil besøge.

Man kan gå ind på Haveselskabets hjemmeside og finde en beskrivelse af alle de åbne haver. Havefestival er for alle, så det kræver ikke medlemskab af Haveselskabet at besøge haverne. 

Efter mit lille reklameindslag for havefestivalen, vil jeg vende tilbage til vores egen augusthave. August har budt på så mange varme dage og lune aftner, og hvor har vi nydt det. 

Taksene omkring flagstangen er blevet klippet. Det pynter at få strammet op på formerne.


Judaspenge sår gerne sig selv, og det får de til dels lov til, for de har kønne rødlilla blomster, som man kan glæde sig over i lang tid. Efter blomstringen kommer de sjove frøstande.


Perlekurven blomstrer i den hvide have. 


I sydbedet blomstrer høstanemonerne.


Dette billede er også fra sydbedet. Til venstre ses farvebælgens frøstande, som nu er gulgrønne, senere bliver de sorte. Til højre er det poppelrosen, der har en rig blomstring i år, selvom den frøs helt ned sidste vinter.


Det gror tæt i bedene, og man kunne godt bruge et par vinger, når man skal ind og klippe visne blomster af eller plukke buketter. 


Floks er en plante, jeg kommer til at holde mere og mere af. Engang fik floksene altid meldug, men der er kommet nye sorter, der har god resistens over for meldug.


Hortensiaerne nyder regnen og varmen, blomsterne er kæmpestore i år.


Det er godt at kunne søge skygge under egetræerne på de meget varme dage.


Rød melde slipper man ikke af med, hvis man først har den i haven. Men det er en taknemmelig og flot plante, der ovenikøbet er god i buketter, så jeg fortryder ikke, at jeg har lukket den ind.


Så nåede jeg det meste af haven rundt. Jeg slutter i gårdhaven. Her varmer solen murstenene op i løbet af dagen, så der er dejlig lunt om aftnerne, når murene afgiver varmen igen.


14 kommentarer:

  1. Det høres spennende ut med hagefestival. Da får du nok sett mange flotte hager. Ja, tidligere har meldugg alltid fulgt både floks, temynte og flere andre planter, men ikke nå. De har som du sier fått frem nye sorter som ikke får meldugg. Ja, stein og murstein avgir varme i mange timer om kvelden. Det er en fantastisk hortensia du har.

    Hilsen Marit

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er også spændende. Men det er svært at vælge, for der er mange dejlige haver at vælge imellem.
      Det er dejligt med de resistente sorter. Der kommer jo også mange gode nye hortensiaer.

      Hilsen Elna

      Slet
  2. Ja det er dejligt med åbne haver, men man kan ikke nå dem alle. Jeg har også den røde havemelde, gad vide om jeg havde den med fra Samsø. Jeg har også judaspenge i haven, kun en men den er stor som din.
    God fornøjelse til åbne haver.
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg havde valgt tre åbne haver, som jeg gerne ville se. Det blev en rigtig god dag, hvor vi fik meget inspiration og en god havesnak med ejerne. Vi sluttede dagen af på Himmelbjerget. Det var også dejligt at sidde der og nyde udsigten.

      Hilsen Elna

      Slet
  3. Fin gennemgang af haven her i august! Der er meget at glæde sig over - både blomster og grønt, og lige nu sidder jeg og tænker, at jeg snart må se at få klippet den store buksbom... Jeres taks ser så flotte ud! Her skorter det på regn, og jeg ville ønske vi kunne få en ordentlig omgang, for flere planter virker trætte og modløse. Hos dig strutter hele det fine flor og det under jeg dig gerne. Din jord har vist også mere brug for vand når vi får sådan en fin høstmåned med varmt vejr. Det er herlige billeder af bedene og et dejligt grønt indtryk af plænen under egetræets skygge! Så fint og enkelt.

    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg var ikke klar over, at I har det tørt. Jeg håber, der snart kommer regn hos jer, så det ikke skal blive ligeså tørt som sidste år. Jeg klager ikke, jeg tror, det er første sommer nogensinde, at vi ikke har vandet. Sneglene har desværre også nydt det fugtige vejr og taget for sig af retterne, men sådan er det.

      Hilsen Elna

      Slet
  4. Gode billeder, du viser af augusthaven. Dine takskugler puffer til min dårlige samvittighed, og det pynter jo på helheden, når sådan nogle kugler bliver trimmet. Vores terrasse er nordvendt, så den lægger ikke op til aftenhygge.

    SvarSlet
    Svar
    1. Du skal ikke få dårlig samvittighed over mine takskugler, jeg er slet ikke færdig med at klippe. Der er selvfølgelig ikke meget sol på en nordvendt terrasse, men kan et bålfad ikke levere lidt varme.

      Hilsen Elna

      Slet
  5. Hej Elna!
    Det är trevligt att kunna besöka andras trädgårdar. Det finns alltid något intressant som man kan ta med hem i form av växter eller andra idéer. Du har en vacker trädgård och det blommar så fint, med både Anemoner och Flox. Poppelrosen måste jag titta närmare på, den ser otroligt fin ut. Får upp Malva och Stockros då jag googlar poppelros.
    Ha det fint på trädgårdsbesöken / Hälsningar Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg fik mange ideer på vores havebesøg i dag. Fælles for de tre haver, vi besøgte var, at der var mange fine detaljer samt mange skønne siddepladser.
      Poppelrosen på billedet hedder Lavatera olbia 'Barnsley'.

      Hilsen Elna

      Slet
  6. Flotte billeder fra din smukke have. Dine formklippede taks ser fantastisk ud. De giver sådan en dejlig ro. Jeg har i år for første gang såede judaspenge. Glæder mig til (håber på!) de fine blomster til foråret. Jeg nyder din floks. Min forsvandt efter et par år. Jeg er bange for at det er for tørt på min sandjord.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kan også godt lide de klippede taks. Det er godt med nogle steder i haven, hvor øjnene kan finde hvile. Her i haven lever judaspenge lidt deres eget liv. De kommer ikke altid der, hvor jeg havde forventet, men de dukker altid op et eller andet sted. Floks kan godt gro i vores sandjord, så burde de jo også kunne hos dig. Jeg synes, du skal prøve at anskaffe dig et par nye.

      Hilsen Elna

      Slet
  7. Ja jeg-vi burde være bedre til at tage ud på havebesøg. Meen tiden.
    Jeg havde rød melde for et par år siden. Den forsvandt efter en sæson. Jeg var måske ikke opmærksom på den. Eller osse kunne den ikke komme op om foråret pga. alle forårsbebuderne. De fylder efterhånden næsten for meget. Ihvertfald efter blomstringen med alle de blade der skal visne ned.
    Den ser dejlig ud jeres gårdhave. Jeg kan godt forestille mig den er skøn at sidde i om aftenen.
    hilsner gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg ved godt, at tiden kan være knap, når man også har et arbejde at passe. Men man kommer altid inspireret hjem, så jeg synes du skal prøve til næste år at rive en dag ud af kalenderen. Det med forårsbebuderne, der fylder for meget, kan jeg godt nikke genkendende til. Deres blade kan godt kvæle små spirer.
      I juni var der ingen lune aftner, men i august har vi kunnet sidde ude mange aftner, og det nyder vi selvfølgelig.

      Hilsen Elna

      Slet