På jagt efter foråret i København

Jeg har været i København i nogle dage. Det er altid spændende at komme over i et myldrende storbyliv og blande sig lidt i mængden og se, hvad der foregår. Men man kan jo godt komme til at gå derovre og længes lidt efter alle forårsblomsterne hjemme i haven. Så jeg gik på jagt efter det københavnske forår. Og se blot, hvad jeg fandt:

I Torvehallerne bag Nørreport Station bugnede det med forårsblomster.

Det andet sted, jeg mødte foråret, var i Kongens Have. Her stod krokustæppet i blomst. Tusindvis af hvide, blålilla og blå krokus blomstrede i plænerne foran Rosenborg Slot. Det var et betagende syn, og mange havde da også lagt vejen forbi. Det skal dog siges, at krokustæppet ikke var helt så tæt i år, som det tidligere har været. Jeg har tidligere set det, hvor felterne har været trukket fuldstændig skarpt op.

Det tredje sted, jeg mødte foråret, var helt uventet. En typisk gade med boligblokke helt ud til fortovet, cykler langs husmurene og biler i vejsiden levner ikke meget plads til forårsblomster, for det meste er de helt fraværende. Men prøv at lægge mærke til trækassen foran det grå hus.

Jeg tænkte i første omgang, at der nok bare var affald i kassen. Men prøv at se, hvad der åbenbarede sig, da jeg kom nærmere.

Her i den høje trækasse, godt beskyttet for fodtramp, cykler og hunde, der bliver luftet, var anlagt den yndigste lille have. Haven, som vel var omkring 1 kvadratmeter, var fint passet. Jeg forestiller mig, at der i det grå hus bor et haveglad menneske, som går og "nusser" med blomsterne og måske også snakker lidt med dem. Jeg blev næsten helt rørt. Tænk hvis der var flere at den slags små haver, så ville storbyens gader blive meget mere spændende at gå i.

Marsk og vadehav

Denne gang er det ikke haven, der er omdrejningspunktet for mit indlæg, men naturen. Vi er lige kommet hjem efter et par dejlige dage i marsken. Jeg elsker de åbne vidder, vandet, engene, fuglelivet, digerne og de stråtækte huse. Solen har skinnet fra morgen til aften, så vi har opholdt os i naturen det meste af tiden.

Billedet er fra Ballum Enge.

Ballum sluse. Bemærk den flotte brolagte vej, der fører op ad diget til slusehuset.

Lige nu er der hundredtusindvis af stære i marskområderne på den danske og tyske side, af grænsen. De går og spiser larver for at få sul på kroppen, inden de flyver østover til deres ynglepladser i Rusland og de baltiske lande. Ved solnedgang samles de i store flokke på himlen, det man kalder sort sol. Det er betagende at se sådan en stæreflok, navnlig hvis der kommer rovfugle, for så kredser de rundt på himlen, inden de går til ro i sivene.

Der er også mange andre fugle i marsken på denne årstid. Vi så kæmpe flokke af gæs, mange forskellige vadefugle, og så var der mange lærker, der hang deroppe og sang så smukt. Her er det en stor flok bramgæs, der er ved at lette.

I marsken er der også rigtig mange får, men mange af dem var ikke sat ud endnu. Disse får hyggede sig på Rømø.

Der er meget vand i Vidåen - lige før den løber ud i Vadehavet ved slusen i det fremskudte dige ved Højer.

Stormflodssøjlen ved det fremskudte dige. Digebyggeriet blev afsluttet den 1. oktober 1981. Knap et par måneder senere bestod diget sin prøve. Den øverste ring på søjlen viser vandstanden ved stormen den 24. november 1981.

Vadehavet, øen Sild kan anes i det fjerne.

Der må være en storslået udsigt fra husets vinduer.

Et blomsterbillede skal der da også lige være plads til. Hestehoven blomstrer ved voldgravene ved Schackenborg Slot i Møgeltønder.

Jeg vil runde af med at vise de gamle lindetræer langs hovedgaden i Møgeltønder. De har mange år på bagen, men der bliver passet godt på dem.

 

 

Martshaven

I de seneste dage har vi haft dejligt vejr med solskin og en frisk vind. Her har morgensolen ramt birketræet, og de hvide grene næsten lyser op mod den blå himmel.

Bambusserne blæser i forårsvinden.

Det samme gør vasketøjet.

Forårsoprydningen i haven er i fuld gang. Grensaven har været i brug. Her er det nogle gamle ranglede lonicerabuske, der er savet ned i håb om, at de vil skyde fra roden.

Gruppen af Spiræa 'Little Princess' er også blevet klippet ned. Det bliver de hvert andet år, for at de ikke skal komme til at fylde for meget.

Til sommer bliver de fine og tætte og fyldt med blomster. Billedet her er fra sidste sommer.

I juli sidste år så det lille bed ved indgangen sådan ud:

I eftersommeren blev læmuren fuget om, og rosen måtte klippes helt ned. Heldigvis er den nu begyndt at skyde igen, så mon ikke den klarer den lidt hårdhændede behandling. De klippede buksbomplanter blev angrebet af en virus, og er nu gravet op. Irisserne, der voksede langs muren, var vi kørt lidt trætte i, så de blev også gravet op. Så vi stod med et bed, hvor halvdelen af jorden var bar og kedelig at se på, men det gav jo på den anden side nye muligheder.

Nu har vi plantet en nordmannsgran. Den bliver selvfølgelig for stor og må fældes i løbet af nogle år, men indtil da har vi et grantræ, som vi kan sætte en lyskæde på til jul. Stenene skal lægges igen, og hvad der ellers skal plantes, må tiden vise.

Vores hjortetaktræ var efterhånden blevet så stort, at det nåede huset.

Nu har vi prøvet at beskære det. Vi begyndte på det sidste år og har fortsat i år. Det er altid nemmere at stamme op end at begrænse i højden, og jeg ved ikke rigtig, hvor heldig vi er sluppet fra det. Nu må vi se, hvordan den udvikler sig i løbet af sommeren.

Erantis og vintergækker har troligt blomstret i et par måneder, nu har krokus, påskeliljer, påskeklokker og scillaer taget over. Min favorit er denne lille blå scilla.

I vindueskarmen er der ved at være trængsel. Jeg kan som sædvanlig ikke styre min utålmodighed, og jeg får altid begyndt at så for tidligt, så planterne bliver store og ranglede inden de kan plantes ud. Bedre går det med pelargoniestiklingerne. Jeg har tabt mit hjerte til en pelargonie med lyse rosa-lilla blomster, jeg kender ikke navnet på den. Jeg planter den hvert år ud i krukker.

De første knopper er kommet frem, og inden længe vil den blomstre med disse skønne blomster.

Kender du typen?

Det gør du helt sikkert. Det er ikke en konkurrence på tv, jeg skriver om. Det er derimod de planter, der har den egenskab, at de sår sig selv og dukker op de mest uventede steder. Nogle gange kan det være ret så irriterende med disse selvsåere, og man er måske tilbøjelig til bare at luge dem alle op. Der kan imidlertid komme noget meget smukt og charmerende ud af det, hvis man tænker lidt over det, når man luger, og lader nogle af planterne stå. Nogle gange har de nemlig sået sig på steder, hvor de passer godt ind i helheden. Nogle gange sker det, at de snyder og kommer op, uden at man har lagt mærke til dem, men først opdager dem, når de blomstrer.

Fingerbølblomst, Digitalis, er en ivrig selvsåer, men en kærkommen en af slagsen. Her har en lille gruppe anbragt sig mellem nogle lave bunddækkeroser. Planternes blomsterstande giver lidt højde til bedet.

Her har fingerbølblomsten fundet sammen med matrem, Tanacetum parthenium, der også sår sig meget villigt. Frøene har fundet plads til at spire ved hushjørnet, og blomsterne giver farve til et ellers lidt blomsterfattigt bed,

Her har matrem anbragt sig sammen med bregner.

Den gule lærkespore, Corydalis, finder vej til den mindste sprække. De fleste bliver luget op, men nogle bliver belønnet for deres villighed og får lov at blive.

Forglemmigej, Myosotis, er en af forsommerens yndlinge. Her har den fundet sammen med sommeranemone. Forglemmigej er nem at luge op, når den senere på sæsonen bliver lidt trist og ofte får meldug.

Torskemund Linaria purpurea, kom først ind i haven for 3 år siden. Den kommer vist aldrig ud igen, dertil har den fået for meget fodfæste. Den sår sig overalt, men dens blomster er bedårende, så den er vanskelig at blive sur på. Den optræder både i lyserød og lilla.

Her har torskemunden fundet sammen med en katost, Malva, som for øvrigt også har sået sig selv. De to planter giver sammen med den blå storkenæb bedet et lidt vildt og let præg i kontrast til sankthansurtens tunge blomsterknopper.

Den lyserøde storkenæb, Geranium oxonianum 'Rose Clair', er aldrig blevet plantet i bedet her. Pludselig var den der, og den gror lystigt også lidt for lystigt.

Jeg ved slet ikke, hvordan spydverbena, Verbena hastata, har fundet vej til haven, jeg har hverken købt planten eller sået den, den dukkede bare op.

Til slut min favorit blandt de selvsåede. Det er den lille blå krybeklokke, Campanula portenschlagiana. Den behøver kun en ganske smal sprække - og pludseligt kommer der en sky af de yndigste blå blomster.

Sprækken mellem husmuren og fliserne er så smal, at man aldrig ville kunne komme af sted med at plante noget der. Så det var dejligt at krybeklokken kom af sig selv. Den mildner overgangen mellem tegl og beton.