Det gør du helt sikkert. Det er ikke en konkurrence på tv, jeg skriver om. Det er derimod de planter, der har den egenskab, at de sår sig selv og dukker op de mest uventede steder. Nogle gange kan det være ret så irriterende med disse selvsåere, og man er måske tilbøjelig til bare at luge dem alle op. Der kan imidlertid komme noget meget smukt og charmerende ud af det, hvis man tænker lidt over det, når man luger, og lader nogle af planterne stå. Nogle gange har de nemlig sået sig på steder, hvor de passer godt ind i helheden. Nogle gange sker det, at de snyder og kommer op, uden at man har lagt mærke til dem, men først opdager dem, når de blomstrer.
Fingerbølblomst, Digitalis, er en ivrig selvsåer, men en kærkommen en af slagsen. Her har en lille gruppe anbragt sig mellem nogle lave bunddækkeroser. Planternes blomsterstande giver lidt højde til bedet.
Her har fingerbølblomsten fundet sammen med matrem, Tanacetum parthenium, der også sår sig meget villigt. Frøene har fundet plads til at spire ved hushjørnet, og blomsterne giver farve til et ellers lidt blomsterfattigt bed,
Her har matrem anbragt sig sammen med bregner.
Den gule lærkespore, Corydalis, finder vej til den mindste sprække. De fleste bliver luget op, men nogle bliver belønnet for deres villighed og får lov at blive.
Forglemmigej, Myosotis, er en af forsommerens yndlinge. Her har den fundet sammen med sommeranemone. Forglemmigej er nem at luge op, når den senere på sæsonen bliver lidt trist og ofte får meldug.
Torskemund Linaria purpurea, kom først ind i haven for 3 år siden. Den kommer vist aldrig ud igen, dertil har den fået for meget fodfæste. Den sår sig overalt, men dens blomster er bedårende, så den er vanskelig at blive sur på. Den optræder både i lyserød og lilla.
Her har torskemunden fundet sammen med en katost, Malva, som for øvrigt også har sået sig selv. De to planter giver sammen med den blå storkenæb bedet et lidt vildt og let præg i kontrast til sankthansurtens tunge blomsterknopper.
Den lyserøde storkenæb, Geranium oxonianum 'Rose Clair', er aldrig blevet plantet i bedet her. Pludselig var den der, og den gror lystigt også lidt for lystigt.
Jeg ved slet ikke, hvordan spydverbena, Verbena hastata, har fundet vej til haven, jeg har hverken købt planten eller sået den, den dukkede bare op.
Til slut min favorit blandt de selvsåede. Det er den lille blå krybeklokke, Campanula portenschlagiana. Den behøver kun en ganske smal sprække - og pludseligt kommer der en sky af de yndigste blå blomster.
Sprækken mellem husmuren og fliserne er så smal, at man aldrig ville kunne komme af sted med at plante noget der. Så det var dejligt at krybeklokken kom af sig selv. Den mildner overgangen mellem tegl og beton.