Medaljen har også en bagside

Der er ingen, der har givet mig en medalje, så det skal selvfølgelig forstås i overført betydning. Slår man op på ordnet er forklaringen "den negative side af noget positivt". Og nu skal det afsløres, at det er havens store græsser, jeg vil skrive om. 

Græsserne er flotte på de fleste årstider, men navnlig i sensommer og efterår, hvor de har groet sig store og smukke og måske står med aks. Jeg vil vise en stribe billeder af nogle af de flotte græsser. Billederne er fra havnefronten i Vejle, en have i Middelfart, fra naturen og fra egen have.

Vi kan vist godt blive enige om, at forsiden af "medaljen" er smuk. Men bagsiden er arbejdskrævende. Min erfaring er, at man skal tænke sig godt om, hvis man planter fx elefantgræsser i en parcelhushave. De vokser sig hurtigt store, og efter nogle år bliver de for store og må deles. Og det er ikke et arbejde for alle og enhver. Det kræver muskler. Min havemand har tilbragt nogle timer med at grave græsser op, dele dem, plante et lille stykke og køre resten på genbrugspladsen. Det giver ømme muskler og en træt ryg.

Vi vil fortsat gerne have græsser i haven, for vi kan ikke undvære dem. Men vi skal ikke have så mange. Og de skal ikke få lov at blive for store, før de bliver delt. Der fås jo heldigvis også mindre græsser, som er nemmere at håndtere. 

For et par dage siden havde vi en regnvejrsdag. De små blomster "holdt pause" og undlod at folde sig ud. Det gjorde ikke noget, for når solen skinner, og de rigtigt folder sig ud, får de så hurtigt afblomstret.

På inspektionsrunde i haven

Det lyder måske meget formelt, at man går på inspektion i sin egen have. Men efter en lang vinter, hvor jorden delvist har været dækket af sne, kommer der efterhånden, som sneen smelter, en del til syne, som man skal forholde sig til.

Det første var det lille grantræ. Det var ved at gå ud forrige år, da vi plantede det. Det kom sig heldigvis, men der er ikke liv i toppen.

Jeg regner med at klippe topskuddet af og se, om ikke det ene af de to små skud under toppen vil vokse sig stor, så jeg forsigtigt kan bøje det op og få det til at blive et nyt topskud. Er der andre, der har et bedre råd?

I efteråret plantede vi en dværgcryptomeria. Det er en sart plante, og jeg var bekymret for, at den ville tørre helt ud, da vi havde den lange periode med stærk østenvind. 

Men heldigvis ser den ud til at have klaret sig. I følge beskrivelsen vil den skifte til en brun farve om vinteren, men det har den af en eller anden grund ikke gjort. Den må vist hellere få noget vand.

Græsplænen var udsat for meget slid i slutningen af januar, da vi fik de store træer beskåret.

På det tidspunkt var jorden frossen, og så må man ikke træde på plænen. Men det var jo nødvendigt, hvis træerne skulle beskæres, og det var vi glade for at få gjort. Der blev gået frem og tilbage mange gange, og store grene blev trukket hen over plænen. Det bærer den meget tydeligt præg af. Jeg ved ikke, hvordan vi kan få den til at blive til en græsplæne igen? Det ser lidt håbløst ud.

Bambusserne var det næste, der skulle inspiceres. En hård vestenstorm kan fuldstændig svide bladene. I vinter har vi haft flere uger med hård østenvind, så jeg var spændt på, hvordan det havde påvirket bambusserne. 

Heldigvis ser de pæne ud på østsiden. Hos os kommer vestenvinden altid ind med salt fra havet, og det er måske derfor, at bladene bedre tåler østenvinden end vestenvinden.

Kæmpe stenbræk har ikke rejst sig efter frosten endnu.

Jeg må indrømme, at jeg er lidt træt af planterne. De er med tiden blevet ranglede, og de trænger til omplantning. Jeg kan godt få lyst til at grave dem op, og plante noget andet. Jeg må se, hvad jeg finder ud af.

Græsserne er altid meget uordentlige at se på om foråret, og de visne blade flyver rundt over det meste af haven.

Græsserne kan klippes ned i marts, så det bliver noget af det første, der skal ryddes op i.

Staudetoppene har lunet planterne i vinter, og frøstandene har givet føde til fuglene, men nu er der spist op og frosten er gået af jorden, så nu kan de gamle toppe klippes af og rives sammen.

Når staudetoppene er væk, kan de små løgplanter få lov til at indtage arenaen de næste uger.

Endelig er der jo dele af haven, der bare passer sig selv gennem de forskellige årstider.

Er det vinterens farvel?

For et par dage siden kom der mere sne. 

Smukt ser det ud, men nu kan det snart være nok. Og heldigvis er der håb. Skal vi tro meteorologerne er det vinterens sidste sne, der er faldet.

Jeg har kikket lidt i fotoarkivet og fandt disse billeder fra slutningen af februar 2020. Her kan man se, hvad vi har i vente, når sneen er smeltet.

Hvor bliver det skønt at kunne komme ud i haven og nyde alle de dejlige blomster, lytte til solsortens sang og biernes summen i krokusserne.

Jeg har tilbragt en del af ventetiden med at lægge planer for det kommende haveår og med at læse havebøger. Og så er stueplanterne blevet plantet om, og nye små stiklinger er sat i potter.

Kom, sydvest, som frosten tvinger

Temperaturen har i flere uger ligget ret konstant omkring frysepunktet, der har blæst en kold østenvind, og solen har været gemt langt væk. Nedbør har vi kun fået ganske lidt af, i går kom der et par cm sne, det er stort set, hvad vi har fået af nedbør i februar. Selvsagt er der ikke meget at lave i haven. 

Men så må man jo finde andet at beskæftige sig med. Min datter og jeg har hygget os med at lave puslespil.

Vinterferien har vi holdt hjemme, bortset fra et par køreture. En dag var vi i Tyskland på grænsehandel. Vi bliver jo ligefrem opfordret af vores forsvarsminister til at samle forråd, og den opfordring følte vi os forpligtet til at efterkomme.

I haven er der nærmest stilstand. Den tørre østenvind er hård ved de stedsegrønne. Bambussen i gårdhaven forsvarer sig ved at rulle bladene sammen.

Erantisserne bøjer hovederne under sneen.

Kirsebærkornellen har runde blomsterknopper, men de vokser stort set ikke. Alligevel er det vist et forsøg værd at klippe en buket og se, om den vil springe ud.

I går tog jeg det varme tøj på og gik en tur over i parken. På vejen nød jeg denne smukke bøgehæk. Den er så fint klippet, og det er næsten, som om den rødbrune farve giver lidt varme.

Det bliver dejligt til foråret, når anemonetæpperne breder sig under de høje træer.

Vestenvinden er den herskende i vores del af landet, men hvad nytter det, at taksen giver læ for vestenvinden, når vi i ugevis har haft en kold østenvind.

I søerne er der is på vandet, og der var så stille. Der plejer ellers at være en stor flok ænder.

Solen forsøgte at bryde igennem skydækket, men det lykkedes desværre ikke.

Om et par uger er det forår i hvert fald ifølge kalenderen. Og vi er vist nogle stykker, der er ved at have fået nok af vinteren og er begyndt at længes efter milde vinde, fuglesang og forårsblomster. Den længsel havde St. St. Blicher også efter en lang og streng vinter i 1837/38. Han udtrykte det således:

          Kom, sydvest, som frosten tvinger,

          kom med dine tågevinger,

          kom og løs den bundne jord!

Så blev der udsigt til himlen

Vi har mange store træer i haven, måske også lidt for mange til en parcelhushave. Men vi holder af træerne, og de giver læ i en have, der ligger i en meget forblæst del af landet. Men vi vil jo heller ikke lukke himlen helt ude og leve i træernes skygge. Derfor plejer vi med ca. 4 års mellemrum at få træerne beskåret. Det bliver gjort af et firma, der har specialiseret sig i træpleje. Vi fandt, at det nu igen var tid til en grundig beskæring, og en mand fra firmaet har været rundt til havens træer og enkelte af buskene med saks og sav, og det har resulteret i, at vi til foråret, når træerne springer ud, kan få meget mere lys ned i haven.

Herunder er det den opstammede taks, der bliver beskåret

Kronen var efterhånden blevet meget stor og massiv, men nu ser træet meget mere harmonisk ud, og der er fortsat en ret stor krone, som fuglene kan bo i.

Der lå en stor bunke taksgrene på fliserne efter beskæringen.

Det ene af de to gamle rønnetræer, der om sommeren fungerer som parasol over terrassen, blev også beskåret, men det var desværre en nødvendighed. Træet havde nogle døde grene, og jeg er bange for, det er ved at gå ud.

Bærmisplerne i baghaven blev skåret helt ned. Det er de blevet før, og da kom de igen og blev til pæne små træer, så vi håber, det også kan lykkes anden gang.

Den gamle rødeg, der vokser midt på plænen, havde en del udgåede grene. Den er blevet meget kraftig beskåret, men jeg håber, den klarer det. En rødeg er ikke så robust som de almindelige egetræer. Hvor stilkeg og vintereg kan blive flere hundrede år gamle, bliver rødeg kun 60-80 år. Vores eg blev plantet for omkring 50 år siden, og dengang var den et ret stort træ, så den nærmer sig de 60 år.

Herunder ses resultatet. Det er svært at forestille sig, hvordan træet vil komme til at se ud, når det får blade.

Grenbunkerne voksede sig hurtigt store. Det tog ikke mange timer, før beskæringen var overstået. En lastbil, der var udstyret med en kran med grab, kom og hentede alle grenene, der blev kørt til flishugning.

Forårsblomsterne er så småt begyndt at titte frem, selvom jorden er frossen. Men både erantisserne og påskeliljerne er kortstilkede, så de små vaser er kommet i brug. Primulaen er ikke fra haven.