Det er nu, vi haveejere skal bestå vores prøve

Eksamenstiden er ved at være slut. Studenterne ser efterhånden lidt brugte ud, men man kan fortsat høre lyden af studentervogne med syngende og råbende unge mennesker. Men snart bliver studenterhuerne gemt væk inderst i skabet, hvor de kan ligge til 25-års jubilæet.

Men vi haveejere har en hård tid foran os, for det er nu, vi skal bestå vores prøve. Vi er nået til årets havemæssige højdepunkt. Indtil nu er det kun gået fremad. Planterne har stået ranke og smukke med nyudsprungne blomster og friske knopper, og vi har kunnet glæde os over synet. 

Men nu begynder stauderne at blive ranglede og vælte, og blomsterne afblomstrer og går i frø. Så er det, vi som haveejere må sætte ind for at bevare haven smuk hele sommeren og langt ind i efteråret. Det kræver en indsats, hvor havesaksen er det væsentligste redskab. Det kan godt betale sig at klippe stauderne ned, selvom alle blomster ikke er visnet endnu. Der kommer til at se lidt bart ud i bedene, men efter et par uger begynder der at komme nye blade, og mange af stauderne kan få en flot efterblomstring. Sidegevinsten er, at man slipper for en masse selvsåede frøplanter. 

Digitalis og valmuer er gået i frø, og der skal klippes og rykkes op med hård hånd. 

Ved første øjekast ser det ganske fint ud i bedet herunder. Men ser man nøjere efter, er katteurterne ved at være afblomstrede, og de vælter ud over stier og naboplanter, og det samme gør storkenæbene.

I sommerblomstbedet skal der ryddes op. Morgenfruerne har fået morgenhår, og hvis blomstringen skal fortsætte, skal de visne blomster klippes af.

Jeg er ikke så god til at få stauderne klippet ned, for jeg nænner det ikke og kommer derfor ofte for sent i gang, desuden er det jo hårdt arbejde. Men i år - i år vil jeg gøre en indsats for at bestå prøven. Så inden længe vil jeg klippe løvefodene på det øverste billede ned, og jeg vil klippe storkenæb, salvier og flere andre ned, så der kan komme nye blade og blomster.

De følgende billeder er fra dagens haverunde. Formiddagssolen skinnede henover havegangen.

En lav sedum blomstrer under fjeldribsene. De lave sedum er gode og smukke som bundplanter i solbeskinnede bede. Efter blomstringen kommer der brune frøstande, der holder sig helt til næste forår, hvis man vel at mærke lader dem sidde. Sedum er desværre ikke helt effektive, når det gælder om at holde ukrudt væk.

Det er sjovt at se de forskellige valmuer, der kommer, hvis man sår en håndfuld frø.

En buket af blåhat og staudelathyrus kom med ind fra haven.

De sidste billeder er fra en tur til Enemærkets Hostahave. Billederne må tale for sig selv. 

Junihaven

De seneste par år har stauderne i den tørketålende have fået lov til at vokse lidt tættere. Det har den fordel, at de støtter hinanden og ikke behøver opbinding. Samtidig dækker de for ukrudtet, så lugningen bliver minimal. Ulempen kan så være, at de vokser ind i hinanden, og den stærkeste vinder. Synsmæssigt kan jeg gode lide det lidt vilde udtryk, der fremkommer, når stauderne blander sig. På billedet ses blodrød storkenæb, moskuskatost og storkenæb 'Rozanne'

I det lille bed ved køkkenterrassen vokser stauderne også tæt, men her er kun hvide stjerneskærm, og det giver en hel anderledes rolig virkning, der passer til de grønne omgivelser.

Georginerne er et trist syn. Jeg ser kun ganske få dræbersnegle i haven, men derimod er der en del plettede gråsnegle og havesnegle, så mon ikke det er snegle, der er synderne. Jeg afprøver et par husråd, mos og kaffegrums, men ingen af rådene ser ud til at være effektive. Er der nogen, der har andre råd, modtager jeg dem gerne.

De små røde georginer får lov til at være i fred, og de blomstrer på livet løs.

Det er rosernes tid, og i den hvide have blomstrer 'Alba Maxima'.

'Astrid Lindgreen' er en god og sund rose. 

'Focus' har lige foldet den første blomst ud.

Selvsåede lærkesporer danner fodpose omkring vinen. Lærkesporerne sår sig måske lidt for ivrigt, men de blomstrer hele sommeren med fine små blomster, så man bliver aldrig for alvor sur på dem.

En anden plante, der også sår sig selv og dukker op forskellige steder i haven, er dusksalvien. Jeg lader den som regel stå, for den blå farve er så flot. 

Den orangefarvede kongelys stod der pludselig en dag. Den må også være en selvsåer. Jeg erindrer ikke at have set den før.

Den lyserøde spiræa 'Little Princess' får det sidste billede. Hun er en dejlig lille prinsesse.

Midsommerhaven

Det er midsommer, og det er lige nu, Danmark er allersmukkest. Hyldene blomstrer i markhegnene, den vilde flora har overtaget grøftekanterne og kartoffelmarkernes hvide blomster lyser i skumringen.

I haven er der ikke meget bar jord at se. Planterne vokser tæt og støtter hinanden.

Buskene sender lange skud ud over stierne, så man må bøje sig for dem.

Uægte jasmin, Philadelphus

Stjernetop, Deutzia

Midsommer var engang starten på rosernes blomstring, nu er roserne, som så mange andre blomster, tidligere på vej. 

Kornellerne er vokset meget i sommer, og deres lange grene danner tag over bænken, hvor formiddagskaffen nydes.

I det smalle bed langs nordsiden af huset blomstrer klatrehortensiaen. Foran har et par fjervalmuer slået sig ned. Bagerst i bedet ses bronzeblad og nogle selvsåede matrem. Der kan godt være frodigt i skyggen.

I dette hjørne bagerst i haven vokser planterne vildt. Bortset fra lidt lugning om foråret, får planterne næsten lov at passe sig selv. I foråret var det lyseblå forglemmigej, der dominerede. Lige nu er det de lilla valmuer, og senere bliver det hvide floks. 

I det lysegule bed lader blomstringen vente på sig, kun løvehalerne og nogle enkelte gåseurt er i blomst.

De næste billeder viser et par af favoritterne blandt de hvide stauder. Staudesalvie 'Schneehügel' er en god insektplante. Den er ikke så stiv og opret i væksten, som mange af de andre staudesalvier, men har en mere natulig og blød vækstform.

Sommerfugleblomstens, Gillenia trifoliata, lette hvide blomster nærmest svæver over planten som flagrende sommerfugle.

Selvom vi er nået til midsommer, har vi fortsat en lang sommer foran os, og mange knopper står på spring til at folde sig ud. Se blot hortensiaerne herunder.

God midsommer!

Den blomstrende have og den grønne have

Den blomstrende have, jamen den ligger jo lige uden for vinduerne badet i junisolen. Jeg tror, blomstringen er på det højeste lige nu, hvor både buske og stauder blomstrer, og regnen har gjort haven ekstra frodig.

Dronningebusken, Kolkwitzia, er en god repræsentant for den blomstrende have.

Det er den lille krybeklokke, Campanula portenschlagiana, også. Den kommer op i revner og sprækker og fremviser en overdådighed af blå blomster.

Rækken af hosta har fået følgeskab af storkenæb, Geranium 'Rose Clair', der må være en af de længstblomstrende storkenæb.

I det vilde bed er det foreløbig honningurt og morgenfruer, der blomstrer, men flere er på vej.

Honningurten, Phacelia tanacetifolia, har smukke blå blomster, der er meget attraktive for bierne. I går satte jeg mig på bænken ved siden af bedet og iagttog bierne og lyttede til deres summen. Det var helt utroligt, så mange bier, der var. Honningurten er en god og holdbar snitblomst, og da den kan blive en stor, forgrenet plante, er der blomster nok til både bierne og til buketter. 

Hvor stedmorblomster ofte vokser sig lange og ranglede, har de hvide, som jeg har i flere potter, holdt sig lave og kompakte, hvilket selvfølgelig er en fin egenskab. Jeg kan dog ikke lade være med at spekulere på, om gartnerierne giver dem væksthæmmende stoffer.

I sidste indlæg viste jeg en gul staude, som jeg ikke kendte navnet på. Det reagerede Ulla på, og hendes reaktion fik mig til at prøve at finde navnet. På PlantNet fandt jeg ud af, at stauden må være en asiatisk stenurt, Phedimus aizoon. De gule blomster er højt elsket af bierne. Efter blomstring får stauden smukke og meget holdbare brune frøstande, som er fine i dekorationer.

Også roserne er begyndt at blomstre. Herunder er det Austinrosen Winchester Cathedral.

Stanwell Perpetual er en historisk buskrose. Den udmærker sig ved at være meget hårdfør og ved at kunne vokse på en temmelig skyggefuld plads. 

Til slut vil jeg vise 3 billeder fra en del af haven, som man med rette kan kalde den grønne have. Vi befinder os i baghaven vest for huset. Her er der ikke ret mange blomster, men der er grønt, meget grønt. Jeg holder så meget af det grønne, det giver ro, også når man ser det indefra. Er det så ikke kedeligt? Nej det bliver aldrig kedeligt, jeg bliver aldrig træt af at kikke ud på den del af haven.  Farvestrålende staudebede kan en gang imellem næsten blive for meget, og så er det godt med det grønne.