torsdag den 3. april 2025

Fødselsdag

I dag har Havesysler fødselsdag, og det er tilmed en rund en af slagsen. For 10 år siden udgav jeg for første gang på Havesysler, og siden er det blevet til 455 opslag. Min interesse for haveblogs startede, dengang Claus Dalby var en yderst aktiv haveblogger. Jeg begyndte at følge hans blog, og det førte med sig, at jeg hen ad vejen også begyndte at læse andre haveblogs. Det gav mig lyst til selv at blogge, og da jeg blev pensionist og fik bedre tid til haven, oprettede jeg Havesysler.

Billedet nedenunder er det allerførste, jeg lagde på Havesysler, og netop dette motiv har jeg i årenes løb vist mange gange. Sådan må det være, når man gennem 10 år har fortalt om den samme have. Men en have udvikler sig heldigvis løbende, og derfor kan man blive ved med at fortælle om og vise billeder fra den.

Og hvad har jeg så skrevet om igennem årene? Jeg har prøvet at kategorisere opslagene i følgende 9 emner:

Mange af opslagene er fra årets gang i haven, og de er lavet på den måde, at jeg går en tur rundt i haven og finder inspiration samt fotograferer. Et eksempel herpå er billedet fra juni 2024 af midsommerhaven.

Et opslag kan også omhandle et bestemt sted i haven. I 2016 fortalte jeg om et tørt bed langs sydsiden af huset, og det er et af de opslag, der er blevet vist flest gange.

Planteportrætter er det også blevet til en del af i årenes løb. Her er det vinterglans, der fik en omtale i 2017.

Havens indretning har fyldt en del. På billedet fra 2022 vises et oversigtsbillede fra den tørketålende have.

Hvert år har jeg vist billeder fra besøg i dejlige haver og parker rundt om i landet. Mange af besøgene er fra Haveselskabets havefestivaler. Billedet herunder fra 2019 er fra Helle Troelsens have på Tåsinge.

Feriebilleder har også fået plads på bloggen. Billedet fra efterårsferien i 2019 er taget i Botanisk Have i Manchester.

Jeg har stor glæde af at læse havebøger, og boganmeldelser har jeg lavet en del af. I 2016 lagde jeg dette billede på Havesysler.

Selvom min blog er en haveblog, sniger der sig også af og til billeder på fra den vestjyske natur, som jeg holder så meget af. Billedet fra 2019 er taget på Dejbjerg Hede.


Det sidste emne, jeg vil tage med, er buketter. Jeg nyder at kunne gå ud i haven og plukke en buket. Nogle af buketterne har jeg vist på Havesysler. Denne lille forårsbuket er fra 2021.


Jeg har altid været glad for at blogge, og det er kun, hvis elektronikken for alvor har drillet, jeg i et kort øjeblik har haft lyst til at stoppe. Jeg følger selvfølgelig også selv en del haveblogs, og jeg er glad for, at der altid er en god tone i "haveblogverdenen", modsat på nogle af de sociale medier.


Som blogger, er det jo en meget begrænset del af ens læsere, man ved hvem er. Men der er en lille flok, som giver sig til kende ved at skrive kommentarer. Til jer vil jeg gerne sige en stor tak. Det er spændende, lærerigt og hyggeligt at få jeres kommentarer. Når jeg laver et opslag, vil jeg selvfølgelig gerne, det bliver læst, og til alle jer, der læser med uden at skrive kommentarer, vil jeg også gerne sige tak. Jeg håber, I får noget ud af mine opslag.


fredag den 21. marts 2025

Papegøjetræ, Parrotia persica

Nu blomstrer papegøjetræet eller papegøjebusken, som nogle vælger at sige. Blomsterne sidder i toppen af træet, så man skal kikke opad for at se dem. Vores træ er flere meter højt, så det er ikke så let at fotografere blomsterne.

Blomsterne er svære at beskrive. De er røde, og på afstand ligner de små runde kugler, men når man zoomer ind, kan man se deres "pjuskede" form. 

Blomsterne ser dekorative ud på de nøgne grene.

Papegøjetræer har en karakteristisk vækstform med næsten vandrette grene og forvredne stammer. De vokser langsomt, og de første år giver det god mening at kalde dem for buske.

Papegøjetræet er vist mest kendt for dets efterårsfarver.

Først bliver bladene gulgrønne, og senere gløder de i gule og røde farver. De bliver siddende på træet til sent på efteråret.

De seneste dage har solen skinnet fra en skyfri himmel, og det får påskeliljerne til at folde de gule blade ud.

Også den lille blå Vinca åbner knopperne.

I tagvinduet står en bakke med stiklinger af Salvia 'Amistad'. De er gode at have til udplantning, hvis der til sommer viser sig at være huller i bedene.



fredag den 14. marts 2025

Summende bier

Det er et sikkert forårstegn, når man kan høre bierne summe. En varm forårsdag, når solen har bagt så meget på krokusserne, at de har foldet sig ud, er der gode muligheder for at spotte årets første bi. I år var ingen undtagelse, og der var ikke bare en bi, jeg kunne på lang afstand høre en hel flok summende bier.


Humlebierne var der også.


Bierne fik mig til at tænke på den store haveudstilling, Floriaden, som blev afholdt i Holland i 2022. Her blev vi mødt af to kæmpestore jernfigurer.


Når man går tættere på, viser det sig, at figurerne er lavet af små bier, der er svejset sammen. Det var en flot måde at hylde bierne på.


Og så til noget helt andet ...

En lille billedserie fra en køretur rundt om Ringkøbing Fjord. Der er så mange spændende steder, hvor man kan gøre stop. Man kan sagtens bruge flere timer på turen, selvom den kun er på godt 100 km.

Stauning er en lille hyggelig fjordhavn med små fiskerbåde og gamle redskabshuse.



Ved Skjern finder man Kong Hans' bro, der fører over Skjern Å. Den er Danmarks længste hængebro bygget af træ.


Fra broen har man et godt kik over åen.


De sidste billeder er fra Nymindegab. Ved Nymindegab er man tæt på både fjord og hav. 


Tagrørerne står gule på denne årstid. Tagrør fra Ringkøbing Fjord er af en høj kvalitet, og de er efterspurgte til stråtage.


 Den gamle båd, der tidligere blev anvendt til fjordfiskeri, er nu museumsbåd.


I "esehusene" boede før i tiden unge piger, der hjalp fiskerne med at ordne deres garn. De boede der nogle måneder hvert år. Nogle af de gamle huse er bevaret.


Engang var der en redningsbåd i det gamle hus med dannebrogsflagene. Sådanne huse var der mange af langs den jyske vestkyst. Redningshuset i Nymindegab er velholdt og står som et minde om en svunden tid, da redningsfolkene tog ud på havet i åbne både.


 

fredag den 7. marts 2025

Forårsarbejde

Vi har fået en tør start på foråret. Den første uge af marts har ingen nedbør givet. Jorden er heldigvis fugtig endnu, men med blæsevejr og solskin kan den hurtig blive tør, så jeg har været ude med vandkanden og givet roserne vand, så de kan komme godt fra start.

Nu er næsten alle stauder klippet ned. I den tørketålende have er der ingen løgplanter at tage hensyn til, så det er som regel det sidste sted, stauderne bliver klippet ned. Lavendlerne må vente lidt.


Tobakspibeplanten, Aristolochia macrophylla, som ses herunder, har fået samme tur som stauderne. Hvert forår bliver den klippet helt ned. På den måde bliver den aldrig for stor og besværlig.

Selvom den må starte forfra hvert år, når den alligevel at kravle rundt om et nedløbsrør og op til taget. Til venstre er det en vin, der også vil til vejrs.

Vores store figentræ blev gravet op i efteråret. Det var lidt vemodigt at skille sig af med den, men den blev for stor til pladsen og måtte jævnligt beskæres. Den bar mange figner, men vi nåede aldrig selv at få af dem. Jeg tro, det var mus, der spiste dem. Nu er der et bart stykke jord foran sydmuren, og det giver jo nye muligheder. Vi har bestemt os for at plante en parykbusk, Cotinus coggygria.

De små lilla krokus stråler i solen.

I forhaven, er krokusserne også begyndt at blomstre, og mange er på vej.

Påskeklokkerne lader vente på sig, men enkelte er sprunget ud.

Også balkananemonerne blomstrer.

Der er lang vej til træer og buske begynder at grønnes, og de fleste af stauderne er ikke kommet op af jorden endnu. Men det er jo også dejligt, at det ikke går for hurtigt, men at man kan nå at følge, hvordan foråret folder sig ud.


fredag den 28. februar 2025

Mens vi venter på foråret

Der er ikke sket så meget i haven i denne uge. Det er fortsat løgplanterne, der er i fokus. Vi har en gammel have, hvor løgplanterne i fred og ro har fået lov til at brede sig, så de myldrer op overalt. Herunder ses en gruppe selvsåede erantis. Der vil gå 1-2 år, før de begynder at blomstre.

Vintergækker og erantis blomstrer fortsat, men erantisserne synger dog på sidste vers. Krokusser, dorothealiljer og porcelænshyacinter er så småt begyndt at blomstre.




I sidste uge havde påskeliljerne lagt sig ned på grund af frosten. I denne uge har det været tøvejr, men desværre har de ikke rejst sig.


Engang havde vi 3 skamler savet ud af træstammer stående omkring bålfadet. Da der gik råd i dem, flyttede vi dem ned bagerst i haven, hvor de kunne indgå i naturens kredsløb. Nu er der ikke meget tilbage af dem. De 2 af dem er blevet helt lave, og bunddækkeplanterne overgror dem. Forfaldet kan også være smukt.


I morgen begynder foråret efter kalenderen, og jeg har været i fotoarkivet for at finde nogle forårsbilleder. Sidste forår var vi med haveselskabet på en rejse til Bremen, og der besøgte vi to store rhododendronparker. Jeg har aldrig brudt mig så meget om rhododendron, men jeg måtte alligevel overgive mig, for det var et meget smukt syn med de mange blomstrende buske.

De første billeder er fra Rhododendron-Park Bremen.





De sidste 3 billeder er fra Rhododendronpark Hobbie, der er Tysklands største Rhododendronpark.