Mit forrige indlæg er fra den 11. juli, og siden er fulgt en stribe dejlige sommerdage med sol og regn i passende mængder, med ferie, med afslapning i haven, med fødselsdag og med gæster. Vi har bl.a. haft besøg af vore havevenner fra Norge, Eirin og Lars. Det blev et hyggeligt gensyn. Mange husker sikkert Eirin og Lars fra deres haveblog, hvor de skrev om haveliv i Sponvika. Nu bor de i Lillestrøm, og den store have er skiftet ud med to store terrasser, hvor Eirin dyrker sine mange pelargonier, mens Lars har travlt med at blive klar med malerier til to kommende kunstudstillinger.
Julidagene fløj af sted, og nu er vi ifølge kalenderen i den sidste sommermåned. Det er altid lidt vemodigt at gå ind i august og vinke farvel til de lyse nætter samtidig med, at man kan konstatere, at flere og flere af havens blomster går i frø.
Men sensommeren har heldigvis også meget skønt at byde på. Det er hortensiaerne, der tiltrækker størst opmærksomhed i haven lige nu.
Herunder er det Hydrangea paniculata 'Jane' Little Lime.
'The Bride'.
Den hvide violfrøstjerne, Thalictrum 'Splendide White' er blevet meget høj. Næsten alt i haven er vokset ekstra meget i sommer takket være varmen og den fugtige jord.
Høstanemonerne, der vokser som en fodpose omkring rønnetræet, har gang i blomstringen. De lyserøde blomster er flotte, men jeg må erkende, at de ikke passer i farven til de orange rønnebær.
Blæsevejret, som vi havde først på ugen, har været hård ved poppelroserne. Flere af dem er væltet, så jeg har måttet klippe i dem.
Skønhedsøje, Coreopsis, er en dejlig staude med et meget fint løv og mængder af små gule blomster.
Staudehirsen er så let og elegant med de grønne aks. Den kommer desværre ikke helt til sin ret på fotoet. Den er utrolig fin i buketter sammen med andre blomster, men 2-3 aks kan også sagtens stå alene i en høj vase eller flaske.
De stauder, der blev klippet ned i første halvdel af juli, har nu fået nye blade. På billedet ses stjerneskærmens friske lysegrønne blade.
Ikke alle de afblomstrede stauder blev klippet ned. Nogle af dem kunne jeg ikke nænne at klippe ned, fordi de også er smukke, når de er afblomstret. Det gælder bl.a. staudesalvien, der ses herunder.
Jeg har henover sommeren vist flere billeder fra den tørketålende have. For- og højsommerens blomsterflor i lyserøde og blå farver er nu erstattet af mere mørke og dæmpede farver. I forgrunden i venstre side ses merian og bagved staudesalvien. Bagerst kan man ane æbletræets røde æbler.
Jeg vil slutte med et par billeder af den lille fine vintersar, Satureja montana. Den vokser også i den tørketålende have. Den er en af mine absolutte favoritter. De bittesmå blomster er så yndige og planten har et fint løv.