søndag den 21. december 2025

God jul

Solen vender, og julen nærmer sig med raske skridt. Der er meget at glæde sig over. Solen har ikke været så synlig i december, men det er godt at vide, at nu bliver dagene ganske langsomt længere.

I haven har nogle af planterne allerede taget forskud på de længere dage. Troldnødden blomstrer uden for køkkenvinduet, og den er til stor glæde, når der arbejdes ved køkkenbordet.

De tidligste af påskeliljerne står allerede med knopper.

Tiden ind under jul er en travl tid med juleforberedelser. I går blev juledekorationerne lavet. De står nu "på køl" i garagen og skal først sættes frem til juleaften.



På Torvet og i de gamle gader omkring Torvet i Ringkøbing er der så smuk pyntet, og der er julemarked, skøjtebane, musik, juletræssalg og mange andre aktiviteter.


Med den lille gruppe af juleroser vil jeg ønske alle mine havevenner en god jul. Jeg er tilbage på havesysler i begyndelsen af januar.




fredag den 12. december 2025

Decemberhaven

De forhadte hybenroser, Rosa Rugosa, giver farve til billedet, der er taget en grå decemberdag ved Ringkøbing Fjord.


Grå dage har der været nok af i december, men heldigvis er der fortsat farver at finde i naturen og i haven. I haven vokser et par hvidbrogede buske, som er med til at give liv. Det er en brogetbladet benved


og en hvidbroget kristtorn. Om sommeren bryder jeg mig ikke så meget om de brogede blade, de kan let komme til at virke for urolige, men her i vintertiden er de med til at give kontraster.

Også de to bittesmå stedmorblomster bemærker man i decembermørket. 


Troldhaslen har mange rakler i år, og de skiller sig ud på grund af deres lyse farve.


De visne hortensiablomster er nu blevet brune. Det er helt utroligt, så blomsterrige hortensiaerne har været i år, det lægger man rigtig mærke til nu, hvor de fleste af bladene er faldet af.


Julerosen har skubbet de brune blade til side og en lille hvid blomst er kommet til syne.


Selv om december (også) i år er grå, og vi de fleste dage kikker langt efter solen, kan man godt gå derude og finde kontraster og små farveklatter. 

Jeg vil slutte med at vise årets adventskrans, der er pyntet med tørrede hortensiablomster, blå kristtorn, og blød ene fra haven samt rensdyrlav fra klitterne ved Vesterhavet.