fredag den 7. oktober 2022

Efterår for fuld styrke

En strid blæst kom ind fra vest i går, da jeg var i haven med kameraet. Planterne dansede rundt og kunne næsten ikke stå stille. Efteråret er over os for fuld styrke. Heldigvis skinnede solen og gav glød til efterårsfarverne.

Pæonerne er altid tidligt på den, når det gælder om at vise efterårsfarver. Om foråret er de også tidlige til at vise deres røde spirer frem, og om sommeren beriger de os med deres overdådige blomster. Så kan man næsten ikke forlange mere af en staude.


Også bronzeblad har overgivet sig til efteråret.


Rønnetræerne af sorten 'Dodong' er så småt begyndt at vise lidt efterårsfarver. Rønnene udgør øverste etage i bedet. Under dem vokser bambus, derunder hosta, og allernederst er det geranium, der er ved at komme til live efter den tørre sommer. Med fire etager er bedet vist godt udnyttet.


De visne blomsterstande pryder klatrehortensiaen, men bladene har ikke skiftet farve endnu.


Jo længere vi kommer hen på efteråret, jo mere farvestrålende bliver hortensiaerne. Blomsterne starter som hvide, derefter bliver de lyseblå, bordeauxfarvede og til sidst grønlige.


Nogle af sommerens blomster strækker blomstringen langt ind i efteråret. Det gælder poppelrosen, der trofast bliver ved til frosten kommer.


Tvillingeblomsterne, der vokser i krukker, har blomstret uafbrudt siden foråret.


Drejeblomsterne har deres første sæson i haven. De er et godt bekendtskab. De har klaret den tørre sommer på en solbeskinnet plads uden et vissent blad. Blomstringen har foreløbig varet i mange uger, og blomsterne står på stive stilke, der ikke kræver opbinding. Blomsterne er gode til afskæring. Jeg er lidt spændt på, om de vil brede sig meget ved udløbere.


Høstasters er her i godt selskab med sankthansurt.


En lille lav høstasters, der er god i forgrunden af bedene, har blomstret over lang tid.


Bedet ved hoveddøren er gået helt i rødt. Rosen 'Salita' bøjer de tunge blomster ned mod de små røde pompongeorginer.



Dagene bliver kortere og træerne kaster lange skygger hen over græsset. Efteråret er ikke til at komme udenom. Hvis bare den stride blæst snart vil lægge sig, går det nok, om ikke andet, så skinner solen.


Husløgene skal få det sidste billede. Er de ikke smukke? De er for øvrigt opbygget efter fibonaccisystemet.


 



16 kommentarer:

  1. Så mye fint som fortsatt blomstrer hos deg. Ja, høsten har kommet med full styrke nå. Her blåser vinden så det tar tak i hele huset i dag. Dine blå asters er helt nydelige. Her har mine akkyrat begynt, men som regel tar frosten de innen de får begynt for fullt.
    Dine husløk er så flotte, og det er mange blomster og planter som er oppbygt etter fibonaccisystemet. Jeg har alltid vært fascinert av mønsteret i det.

    Hilsen Marit

    SvarSlet
    Svar
    1. Planterne blev helt sat i stå, da tørken ramte. Nu hvor der er kommet regn, er det som om de skal indhente det forsømte. Det er ærgerligt, når asterserne bliver taget af frosten, inden de har afblomstret.
      Det er så fascinerende at se, hvordan planter er opbygget. Fibonaccisystemet er jo ikke noget "simpelt" system, og alligevel kan husløg, solsikker, kogler og meget andet i naturen være opbygget efter det.

      Hilsen Elna

      Slet
  2. Det ser fint ud, og jeg kan nikke genkendende til alt hvad du skriver. Jeg lagde især mærke til den flotte røde rose, det liver gevaldigt op på farverne. Hvad er navnet på den?
    Hilsen og god weekend
    Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Lisbeth! Rosens navn er 'Salita'. Det er en sund og robust rose fra den tyske rosenforædler Kordes. Den bliver lidt for stor til den plads, jeg har givet den. Roser fra Kordes er som regel gode til at klare sig i det vestjyske klima.
      Du må også have en god weekend!

      Hilsen Elna

      Slet
  3. Ja blæsten kan vi godt undvære- Bortset fra det så betyder billigere strøm...
    Jeg har haft drejeblomst, flere typer, den ene løb næsten ikke, den anden var en løber. Den har jeg faktisk fundet en stikling af, der skal formeres op. De siges jo at være tørketolerante, og søde er de jo.
    Mine asters er noget sene på den. Nok pga. tørken. De har været gået i stå, og begynder først nu at røre på sig. Jeg håber, de når en ordentlig blomstring.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Billig strøm siger vi jo ikke nej tak til, så det kan være, vi til sidst kan lære at sætte pris på blæsevejret.
      Tørketolerant og sød er da to gode egenskaber. Kommer der udløbere på drejeblomsten, må jeg have spaden frem. Mon ikke dine asters når det, vejret er jo ret lunt.

      Hilsen Elna

      Slet
  4. Det er sandelig en flot blomstring du kan fremvise her i oktober, og faktisk ligner det næsten sommer. De 4 etager i bedet med røn og bambus er en meget fin udnyttelse af pladsen, og så klæder de hinanden! Godt drejeblomst blev den succés du havde håbet på! Den er både fin, solid og længevarende, så what's not to like? Også velkomstbedet er flot, og de røde blomster er jo fantastiske til husets røde træværk. Det er hvad jeg vil kalde en virkelig varm velkomst:-)

    Flot indlæg!
    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Måske har tørken slået planterne ud af kurs. Under alle omstændigheder livede de op, da der kom regn. Både dagene og nætterne er jo lune, det er vel også med til at fremme blomstringen.
      Drejeblomsterne erstattede 4 roser, som altid så jammerlige ud, så det var et godt bytte.
      Velkomstbedet passer fint til det røde træværk. Det kniber lidt mere med de øvrige bede, da jeg har mange lyserøde blomster, og det fungerer knap så godt.
      Tak Ulla!

      Hilsen Elna

      Slet
  5. Du er heldig med pæonerne og deres høstfarve. Her visner de bare ned på en ret så uklædelig maner. Utroligt at du har fundet en rose og en dahlia med præcis den samme farve.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mon ikke pæoner er temmelig tolerante, hvad angår voksebetingelser. Men der er åbenbart forskel på, hvordan de siger farvel om efteråret. Her i haven får de altid flotte høstfarver.
      Rosen er valgt efter træværkets farve. Dahliaen vandt jeg en knold af i en tombola på et plantemarked sidste forår, og der stod på posen, at blomsterne blev gule ;-) Det blev de som bekendt ikke, men jeg kunne se, at farven matchede rosens farve, så i år lagde jeg dahliaknoldene i bedet ved rosen.

      Hilsen Elna

      Slet
  6. Sikke mange flotte sager du kan vise os. Fantastisk med så mange forskellige blomster, der fortsætter blomstringen ind i oktober. Tak for oplysningerne om drejeblomst - den har jeg ikke prøvet og den skal helt sikker på ønskesedlen. Smukt bed du har komponeret ved hoveddøren!

    SvarSlet
    Svar
    1. Så længe nattefrosten ikke har holdt sit indtog, bliver der ved med at være blomster i haven. Jeg har nogle høstasters, som ikke er sprunget ud endnu, jeg er spændt på, om de når det. Men vejret er fortsat lunt både dag og nat, så mon ikke frosten holder sig væk i et stykke tid.
      Jeg er blevet glad for drejeblomsterne og vil gerne have fat i nogle flere. Jeg var en tur i planteskolen i går, og da spurgte jeg efter en drejeblomst med hvide blomster, men den havde de desværre ikke.

      Hilsen Elna

      Slet
  7. Hej Elna!
    Så fint med allt vackert som blommar hos dig. Hortensian har så fina färgnyanser. Tvillingsporre är en helt fantastisk växt. Den blommar så fint fortfarande också hos mig. Den blåa astern är mycket vacker. Vi har haft några regniga och blåsiga dagar, men idag var det ett bra väder för trädgårdsarbete.
    Hälsningar Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak! Tvillingeblomst er jeg også meget begejstret for. Har du prøvet selv at så dem?
      Jeg har desværre ikke navnet på den blå asters. Men det er en dejlig og meget holdbar asters, som blomstrer i ugevis. Den er kun omkring 20 cm høj.
      Godt det blev vejr, så du kunne komme i haven. Vi har også haft dejligt vejr i weekenden.

      hilsen Elna

      Slet
  8. Ja, husløkene er flotte, og for et godt utnyttet bed med bamus etc., fortsatt mye fin blomstring også. Her er det ti grader og fint høstvær akkurat nå, med hjemmekontor frister det å gå ut i hagen, men jeg får prøve å gi noen timer til. Ha en fortsatt fin dag, hilsen Ingeborg

    SvarSlet
  9. Så vackra färger och blomning som du har nu. Annars slås jag av att höstens förfall är vackert i dina bilder. Och sen tittar jag på dina bamburuggar... ..Jag grävde upp en rugge igår som ska flyttas till dammen men så är jag lite rädd för att den ska vandra. Funderar på hur jag ska begränsa den.

    Ha det gott! Carina

    SvarSlet