Lystanlægget Alkjær Lukke

Det lyder som et navn fra en svunden tid. Det er det også. Navnet stammer fra dengang i 1800-tallet, da byerne skulle have et lystanlæg. Ringkøbing var ingen undtagelse, og anlægget fik navnet Alkjær Lukke.

Meget har forandret sig i anlægget i årenes løb, men går man ind gennem den røde port, bliver man mødt af store, gamle træer: bøge, ahorn, ege, kastanjer. Træer, der vidner om, at fremsynede mænd engang i forrige århundrede anlagde et åndehul i udkanten af byen. I dag er anlægget, der efterhånden er kommet til at ligge midt i byen, fortsat til glæde for byens indbyggere.

Bøgehækkene står i deres brune vinterdragt og strammer så dejligt op med de lige linjer.

De gamle rododendroner er vokset sammen til en stor, lidt dyster busk.

Træerne spejler sig i små søer og i bækken.

Selv om træer og hække giver læ, er det tydeligt at se på stråene, at vestenvinden kan være ret så hård her i det vestjyske.

Sankthansurterne er smukke, når de fylder et helt bed.

Meget har forandret sig i anlægget igennem årene. Noget af det gamle er fjernet og nyt er dukket op. Over broen er indhugget årstallet 1936. Da har man åbenbart haft lyst til at bygge en bro - selvom terrænet er næsten lige. Heldigvis har broen fået lov at blive stående, for den er med til at give stedet charme.

Her fører stien over broen.

Selvfølgelig har Alkjær Lukke ligesom mange andre gamle have- og parkanlæg også haft udsigtspladser. En af pladserne er bevaret. Og hvad var det så, man kunne kikke på, når man sad på bænken? Toget! Jernbaneskinnerne går lige uden for anlægget. I dag vil man nok ikke få lyst til at sætte sig her.

Flere røde træhuse er med til at give stedet stemning.

Nogle af husene er i brug til forskellige formål. Men her ser det ud, som om edderkopperne har det i fred og ro.

Selvom der værnes om det gamle, kan man ikke holde de nye tider ude, hvilket graffitien vidner om.

På min daglige morgentur går jeg forbi Alkjær Lukke, og jeg nyder synet af de store træer.