fredag den 10. februar 2017

Lystanlægget Alkjær Lukke

Det lyder som et navn fra en svunden tid. Det er det også. Navnet stammer fra dengang i 1800-tallet, da byerne skulle have et lystanlæg. Ringkøbing var ingen undtagelse, og anlægget fik navnet Alkjær Lukke.


Meget har forandret sig i anlægget i årenes løb, men går man ind gennem den røde port, bliver man mødt af store, gamle træer: bøge, ahorn, ege, kastanjer. Træer, der vidner om, at fremsynede mænd engang i forrige århundrede anlagde et åndehul i udkanten af byen. I dag er anlægget, der efterhånden er kommet til at ligge midt i byen, fortsat til glæde for byens indbyggere.


Bøgehækkene står i deres brune vinterdragt og strammer så dejligt op med de lige linjer.


De gamle rododendroner er vokset sammen til en stor, lidt dyster busk.


Træerne spejler sig i små søer og i bækken.


Selv om træer og hække giver læ, er det tydeligt at se på stråene, at vestenvinden kan være ret så hård her i det vestjyske.


Sankthansurterne er smukke, når de fylder et helt bed.


Meget har forandret sig i anlægget igennem årene. Noget af det gamle er fjernet og nyt er dukket op. Over broen er indhugget årstallet 1936. Da har man åbenbart haft lyst til at bygge en bro - selvom terrænet er næsten lige. Heldigvis har broen fået lov at blive stående, for den er med til at give stedet charme.


Her fører stien over broen.


Selvfølgelig har Alkjær Lukke ligesom mange andre gamle have- og parkanlæg også haft udsigtspladser. En af pladserne er bevaret. Og hvad var det så, man kunne kikke på, når man sad på bænken? Toget! Jernbaneskinnerne går lige uden for anlægget. I dag vil man nok ikke få lyst til at sætte sig her.


Flere røde træhuse er med til at give stedet stemning.


Nogle af husene er i brug til forskellige formål. Men her ser det ud, som om edderkopperne har det i fred og ro.


Selvom der værnes om det gamle, kan man ikke holde de nye tider ude, hvilket graffitien vidner om.


På min daglige morgentur går jeg forbi Alkjær Lukke, og jeg nyder synet af de store træer.

12 kommentarer:

  1. Så flott gammelt hageanlegg! Det er så godt at det er bevart, og ikke er fjernet. En ser jo at det er gamle trær, men du verden så fine de er! Må være hyggelig å gå tur der :)
    God weekend!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er hyggeligt at gå der. I marts bliver bunden dækket af anemoner, vorterod og lærkesporer. Det bliver et flot syn.
      Også god weekend til dig!

      Hilsen Elna

      Slet
  2. Det ser ud til at være et dejligt anlæg! Det er så vigtigt, synes jeg, med grønne pletter i byerne, og synd når de er blevet "ædt" af bebyggelse. Jeg kan godt forstå du bruger det fine sted :-)
    God weekend!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er også glad for, at stedet er bevaret. Lige ved siden af ligger gamle kolonihaver, så det er alt i alt et meget charmerende område.
      Også god weekend til dig!

      Hilsen Elna

      Slet
  3. Hej Elna!

    Det är mäktigt med gamla träd, så knotiga och charmiga i sitt åldrande. Jag blir så ödmjuk när jag ser ståtliga gamla träd som någon planterat för länge, länge sedan. Träden som betraktat generationer av människor från sin upphöjda position och som varit vittnen till både framgång och elände hos mänskligheten.

    Ja, du hör att jag blir smått lyrisk..

    Här i Sörmland har vi den nordligaste gränsen för bokträd, här utanför samhället finns en sagolikt vacker bokallé som leder ner till sjön Mälaren.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det må være skønt med bøgealleen ved Mälaren. Det er så dejligt ved de svenske søer.
      God weekend!

      Hilsen Elna

      Slet
  4. Det var en riktig flott og historisk plass. Skulle gjerne vandret opp den alleen.
    Riktig god helg Elna
    Jannicke

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er noget særligt over gamle træer og historien omkring dem. Vi skal huske at værne om dem.
      Også god weekend til dig!

      Hilsen Elna

      Slet
  5. Også et flot syn om foråret når anemonerne fylder skovbunden

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, helt bestemt et smukt syn med anemonerne. I april fyldes bunden i den østlige del af små lyslilla blomster. Det er hulrodet lærkespore, der blomstrer.

      Hilsen Elna

      Slet
  6. Fine vinterbilleder - ser ud som om det har været et stateligt lystanlæg i sin tid. Sådan et rigtigt "spadsere-anlæg"!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det har nok netop været et sted, hvor man har spadseret i skyggen under de høje træer. Kærestepar har skåret deres initialer i træerne, madkurve er pakket ud, og børn i deres fine søndagstøj har leget på legepladsen. I dag bliver stedet mest brugt af hundeluftere, løbere, dagplejemødre og børneinstitutioner.

      Hilsen Elna

      Slet