Mindetræer

Op igennem historien har man brugt at plante træer ved særlige lejligheder. Disse træer går under betegnelsen mindetræer, fordi de er plantet til minde om en begivenhed eller en person. Der er eksempelvis plantet mange træer til minde om Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920 og til minde om grundlovsændringen i 1916, hvor kvinderne fik stemmeret.

Engang stod der bag talerstolen på Skamlingsbanken fem grupper af træer, der symboliserede de fem nordiske landes sammenhold. Her var plantet bøg for Danmark, ene for Finland, røn for Island, gran for Norge og birk for Sverige. Træerne er der ikke mere, nogle gik ud, og andre blev efterfølgende fældet.

Den 15. april i år havde Foreningen Norden i Danmark 100-års jubilæum, og i den anledning opfordrede man til at tage den gamle tradition med mindetræer op igen. Mange lokalkredse fulgte opfordringen og plantede træer. I Foreningen Norden i Ringkøbing var man heldig, at kommunen i jubilæumsgave forærede 5 træer. Disse blev plantet i onsdags i byparken "Alkjær Lukke", og der blev holdt en lille højtidelighed i forbindelse med plantningen. Træerne var af samme slags som træerne, der havde stået på Skamlingsbanken.

For Danmark blev der plantet et bøgetræ (Fagus sylvatica).

Finland er repræsenteret ved en ene (Juniperus).

Her bliver der plantet et rønnetræ (Sorbus) for Island.

Her sættes det norske flag ved et grantræ (Picea).

Og endelig blev der plantet et birketræ (Betula) for Sverige.

Mindetræer skal selvfølgelig have en plade, så de ikke bliver glemt.

Da træerne var plantet, skulle der tages billeder. Her er det holdet fra kommunen,

og her er det Foreningen Nordens bestyrelse, der har taget opstilling.

Og så skulle der synges. "Nordisk hymne", er uddrag af de nordiske nationalsange. Hymnen blev lavet af Bertel Haarder i anledning af 100-års jubilæet.

 

Travle dage

I sidste indlæg fortalte jeg om, at vi havde haft besøg af havearkitekt Laila Sølager. Hendes besøg satte gang i stor travlhed på matriklen. Vi har fået fjernet en del træer og buske. Hertil fik vi hjælp af en mand med en minigraver.

Han kom en dag, hvor regnen stod ned i stænger, og da han var færdig, var der pløre, rødder og grene overalt. I bedet her voksede nogle gamle paradisæbler, som stod i en bund af lærkesporer. Da paradisæblerne var fjernet, så bedet sådan ud:

Vores hjortetaktræ var gået ud, så det blev også gravet op, sammen med nogle klippede fjeldribs, som voksede rundt om træet.

Endelig fik vi også vores spireahæk gravet op.

Så langt, så godt! Nu stod vi så tilbage med en masse opgravede buske og træer med store rodklumper, med bede fyldt af store huller og rester af rødder og bunddækkeplanter samt med fliser, der delvist er trukket med rødderne op. Vi gik straks i gang med at rydde op. Det arbejde vil tage nogle dage... Det er ret hårdt, og selvom vi skriver november, kan vi sagtens holde varmen.

Hvad der skal plantes, når oprydningen er tilendebragt, vender jeg tilbage til i kommende indlæg.

Men der er jo også andet end ødelæggelser at kikke på i haven. Der er ikke så mange blomster mere, men Geranium 'Rozanne' bliver trofast ved med at blomstre.

De fleste dahliaknolde er taget op, men nogle af dahliaerne vil ikke overgive sig, så de får lov at blive i jorden lidt endnu.

Det er ved at være sket med efterårsfarverne for i år. På græsplænen lægger rødegens kobberfarvede blade sig i et tykt lag. De må rives op, så græsplænen kan få lys.

Men midt i novembers forfald sender pæonerne små røde spirer op, som vil de fortælle, at når dagene igen bliver længere, og der blæser lunere vinde, er de er parate til en ny sæson.

Besøg af havearkitekten

Oktober gik, og november kom. Oktober har været en våd fornøjelse, hele 170 mm nedbør blev det til, og så kan selv sandjord godt blive tung og våd. Landmændene kører rundt på larvefødder og tager kartofler op. Temperaturen har været under nul et par morgener, så georginerne ser bedrøvede ud, og knoldene skal tages op.

Den store rødeg, der står midt på græsplænen, er så småt begyndt at smide bladene. Inden længe er græsplænen dækket af de store blade, og vi må i gang med løvriven.

Troldnøddens blade lyser i både gule, orange og grønne farver.

Nogle af hostaerne er for længst gået under jorden, mens andre står skinnende gule,

og andre igen ser ud, som om de helt vil fornægte efteråret. Her er det 'June', som ikke vil overgive sig.

Blomster er det ved at være småt med, men den lyslilla høstasters, Aster novae-angliae 'Kylie' er meget holdbar.

Og så til havearkitektens besøg. I den vestlige del af haven, er der forskellige beplantninger, der trænger til fornyelse. Vi ville gerne have professionel hjælp til at trække de rigtige streger og til at finde nogle hårdføre planter, så vi sendte bud efter havearkitekt Laila Sølager. Hun har besøgt os før, og vi har altid været glade for hendes ideer og planteforslag, og så er hun god til at give praktiske råd.

Vi havde en spændende formiddag sammen med Laila. Vi fik tingene snakket godt igennem, og der kom både tegning og planteliste ud af det. Jeg tror det bliver virkelig godt.

Vi gik straks i gang med at realisere planen. Det kommer vist til at tage et stykke tid, inden vi når i mål, men det gør jo ikke noget, det er godt også i vinterhalvåret at have noget at komme i haven efter.

Vi havde tidligere på året ryddet et stykke jord på 4 x 5 m. Det er jo skønt med bar jord i haven, det giver nye muligheder, men vi kunne bare ikke rigtig finde ud af komme i gang med at plante det til. Laila foreslog en lille flisesti, og som det ses, er den allerede lavet. I bedet er plantet et par clematis, en hvid spirea og en smalbladet søjletørst, Rhamnus frangula Fine Line. Den ses på billedet herunder, men da den har tabt de fleste blade, ser den ikke ud af så meget.

Hvad der mere skal plantes i bedet vender jeg tilbage til. Laila havde desuden mange andre gode ideer til den vestlige del af haven, dem vender jeg også tilbage til i et senere indlæg.

På sofabordet ligger lige nu en gammel havebog. Der udkommer mange nye og meget flotte havebøger, men mange af de gamle fortjener nu også at blive taget frem og læst igen. Anne Justs bog "Et år i min have" har jeg læst mange gange, og hver gang med lige stor glæde.

Anne skrev godt, og hendes begejstring for haven er så smittende. Hun forstod at glædes over alt det, der gror derude.

Fletcher Moss Park & Botanical Gardens

I år gik efterårsferien til England, nærmere bestemt til Manchester med en afstikker til den smukke nationalpark i Yorkshire Dales.

Manchester er en rodet blanding af nyt og gammelt, men det er en spændende by at gå på opdagelse i.
I bydelen Didsbury ligger et stort grønt område. Her havde rådmand Fletcher Moss en park, som han i 1915 donerede til byen Manchester. En del af parken er indrettet til botanisk have. Det er et meget hyggeligt område med mange store træer. Hver årstid har sin charme, og var vi kommet der en sommerdag, havde vi selvfølgelig oplevet en blomstrende have. En oktoberdag er det de smukke efterårsfarver, der springer i øjnene.

Når man kommer ned ad denne smukke vej, hvor træernes grene danner tag, og får øje på den røde mur, bliver man straks nysgerrig.

Inde bag muren bliver man mødt af dette smukke syn.

Nysgerrigheden pirres yderligere, og når man har stået stille lidt og nydt farverne, duften af den regnvåde jord og stilheden, må man videre for at se, hvad der gemmer sig bag svinget.

Hele tiden er der smukke kik. Jeg nød helheden og gik ikke så meget i detaljer, så jeg har ingen plantenavne.

Falder trætheden over en, kan man hvile sig på denne finurlige bænk.

Det var det farvestrålende efterårsløv, der sprang i øjnene, men kikkede man nedad, var der flere steder små diskrete blomster i bunden.

Igen og igen betages man af de smukke efterårsfarver.

Mange offentlige haver og parker er i dag afhængige af frivillig arbejdskraft. Sådan er det også her. Vi blev mødt af en frivillig, som ville vise os et par planter og fortælle en spændende historie. Som en lille påskønnelse for deres indsats bliver de frivilliges arbejdstimer lagt sammen og vist på en tavle.

De slanke popler danner en fin alle. Jeg tør ikke gætte på, hvor høje træerne er, men man måtte virkelig kikke opad.

Den gamle taks spreder derimod sin krone ud.

Jeg tror, der er tænkt meget over plantesammensætningerne:

 

Skulle vejen falde forbi Manchester, kan jeg varmt anbefale, at man bruger et par timer i Fletcher Moss Park & Botanical Gardens.

Oktoberhaven

Man skulle være hurtig i går, da jeg fotograferede til dette indlæg. Når solen brød igennem, var det bare med at få gummistøvlerne på i en fart og komme ud med kameraet, for et øjeblik efter silede regnen ned. Jeg løb ud og ind nogle gange, og til sidst blev jeg inde og tænkte, at nu kunne det være nok. Blomsterne bærer præg af regnen, men løvemund

og morgenfruer er ikke sådan at slå ud.

Kæmpejernurt breder sig ved selvsåning, og de kan sikkert gå hen og blive et problem, hvis man ikke luger de fleste af de små frøplanter op. Planterne har den fordel, at de som regel holder sig oprejste uden opbinding, og det giver dem lige et par ekstra stjerner.

Vedbendbuskene står så flotte med små knopper, der sidder i kuglerunde stande.

Her er et kik igennem forhaven. Det ses, at efterårsfarverne er begyndt at gøre sig gældende.

Spiræaerne gløder.

Hortensiaens blomster skifter også til røde efterårsfarver.

Æblerne er skinnende røde. Jeg går og drejer dem, men de vil ikke slippe, så jeg må styre min utålmodighed.

Hjortetaktræet skulle også have begyndt at vise efterårsfarver, men ak, træet er gået ud. Det konstaterede vi i foråret. Jeg begyndte at lede efter en forklaring og læste mig til, at træet kun må beskæres, når det står med blade. I vores uvidenhed har vi beskåret det to vintre i træk. Hvad nu?

De stedsegrønne - en rynkeblad til venstre og en benved til højre - er helt upåvirkede af efteråret. Det kan måske synes lidt småkedeligt, men når vinteren sætter ind, og de løvfældende træer og buske har smidt de sidste blade, tager de stedsegrønne revanche og tiltrækker sig opmærksomheden.

Frisk fra haven:

God weekend - og god efterårsferie til jer, der er så heldige!