fredag den 25. august 2017

Augusthaven

Efter en meget tør og blæsende sommer var haven ved at se lidt trist ud. Men nu har vi fået en del regn, og selvom vi godt kan bruge mere, har regnen frisket meget op på de slatne planter. Stauder, sommerblomster og georginer står i blomst, så augusthaven er ret farverig.

Hvis solen ikke vil skinne, skal morgenfruerne nok sørge for sol i haven.


Lathyrus, 'Black Knight' er god i buketter, og jo flere blomster, man plukker, jo flere blomster kommer der.


 Sankthansurt 'Matrona' er en dejlig staude, den er flot i knop, i blomst, og når den står med frøstande.


Jeg har flere gange i sommer vist billeder fra den hvide have. Her kommer flere billeder. Græsserne, Miscanthus sinensis 'Morning Light' hører til favoritterne.



Hvide høstanemoner i godt selskab med kongeskærm, Ammi majus.


I et andet af havens bede blomstrer den lyserøde høstanemone. Den er i selskab med den hvide fredløs, Lysimachia clethroides.


Her er et billede fra det haverum, vi kalder den tørketålende have. Men selv tørketålende planter kan få det for tørt, og vi har måttet vande lidt.


Violfrøstjernerne, Thalictrum er blevet så høje i år, at de vokser op i æbletræet.


Benvedens frugter lyser i solen.


Hortensiaen, Hydrangea paniculata 'Limelight', i indkørslen giver os og vore gæster en blomstrende modtagelse igennem flere uger. Det er en nem og skøn busk.


Selvom augusthaven er rig på blomster, vil jeg ikke glemme "den grønne have". Den er nemlig slet ikke kedelig, fordi der er så mange bladformer og -farver.



 

fredag den 18. august 2017

Ude og hjemme

Ude og hjemme - det er ikke ugebladet, jeg hentyder til - men vi er lige kommet hjem efter nogle dejlige feriedage på Fyn. Så mit indlæg kommer til at handle om lige netop ude og hjemme.


I Assens fandt vi den yndigste lille have, Frederik Ernsts Have. Haven blev anlagt efter italiensk forbillede af sølvvarefabrikant Frederik Ernst (1892-1976). Efter at have været forsømt i en årrække blev haven i 2016 genskabt, så den i dag står, som den så ud i Frederik Ernsts tid.


Haven ligger bag Østergade 57 i Assens, og der er gratis adgang gennem Museum Vestfyns indgang. Der er flere siddepladser i haven, så vi satte os og nød vores medbragte madpakke. I kan læse mere om haven her.

Fåborg er et godt eksempel på, at man sagtens kan skabe en lille forhave til sit hus, selvom pladsen er meget begrænset. Her er der skabt frodighed langs husmurene i de gamle gader ved hjælp af stokroser, diverse klatreplanter samt krukkeplanter, ja nogle steder endog træer.


I Svendborg er der også kælet for bymiljøet. I Kullinggade er man lige blevet færdig med at restaurere dette gamle bindingsværkshus med den smukke dør.


Det, der optog os mest i Svendborg, var nok alligevel det maritime miljø med alle de gamle skibe. Her er det turbåden Helge, som lokkede os til en sejltur.


Da vi kom hjem, blev vi mødt af dette farvestrålende syn.



Med i bagagen hjem var der sten. Hvis vi kommer i nærheden af en strand på vores ferier, samler jeg altid runde sten. De bliver gemt i en kurv, og når kurven er fyldt bliver de lagt ud i haven.

fredag den 11. august 2017

Dagliljer

Det var slet ikke meningen, at dette indlæg skulle handle om dagliljer. Faktisk har jeg overhovedet ingen dagliljer i haven. Men i går var jeg en tur i Enemærkets Hostahave, og der var så mange smukke dagliljer i blomst, at jeg ikke kunne lade være med at tage en serie billeder.


Vi bor 5 minutters kørsel fra Hostahaven, og vi har årskort. Der er mange dejlige siddepladser i haven, så vi kører somme tider dertil med en madkurv og sætter os og nyder haven.


Her kommer en serie billeder med dagliljer. Jeg har ikke navnene på dem, men der er navneskilte ved planterne i haven, så man kan gå rundt og finde sine favoritter og skrive dem på ønskesedlen.



















Enemærkets Hostahave er bestemt et besøg værd. Selvfølgelig er det hostaer, der er flest af i haven. Men her er også så meget andet - træer, buske og stauder. I går var det dagliljerne, jeg blev betaget af. Hostahavens hjemmeside finder du her.


lørdag den 5. august 2017

Dejlige feriedage i haven

Vores have bliver brugt meget. Jeg elsker at opholde mig derude både for at lave havearbejde og for at nyde haven. I de forløbne dage har vi haft børnebørnene på ferie, så da er haven også blevet brugt til leg. Der er ikke noget bedre, end når glade barnestemmer lyder derude. Gyngen, der hænger i det gamle egetræ, er blevet flittigt brugt, der er spillet bold på græsplænen, og der er fabrikeret massevis af sandkager.


Jeg har for første gang prøvet at så georginer, og det må siges at være en let måde at få disse skønne sensommerblomster på. De blev sået i vindueskarmen i starten af april og flyttet ud i haven i midten af maj. De begyndte at blomstre midt i juli. Jeg købte en pose med blandede frø i flammende farver, så det ser ret så festligt ud.


I bedet her er der også knald på farverne. Det er ellers ikke lige min stil med de stærke farver, men jeg synes, de klæder vores røde dør og postkassen på muren.


Jeg kan bedst lide de dæmpede farver, og jeg holder allermest af den hvide have.


Her er det perlekurv, der blander sig med ædelcypres 'Mini Globus'.


Den hvide fredløs er begyndt at blomstre. Den er en af mine favoritter både i haven og i buketter. Det er en nem staude, der dog ikke må have det for tørt. Den breder sig lidt rigeligt, men bliver det for meget, er den nem at rykke op.


Isbegonien er en anden af mine hvide favoritter. Den står i en krukke på trappen, og da det er på nordsiden af huset, står den i skygge. Det har den ikke noget imod, den blomstrer lystigt og har gjort det hele sommeren.


Bjergmynterne omkring bålpladsen står i blomst, de har den skønneste duft, og der er en konstant summen af insekter i planterne.


Det har været en dejlig dag i haven. Den er blevet nydt med hygge ved havebordet og lidt havearbejde. Nu går dagen på hæld, og solen kaster skygger på græsstien.


I morgen har manden i huset fødselsdag, og han skal naturligvis have en buket fra haven.