fredag den 28. april 2017

Sejlivede planter der trodser regn, blæst og kulde

Aprilvejret har været lunefuldt i år med blæst, regn og kolde dage, men planterne trodser vejret, og alt i alt står det ganske godt i haven. Stauderne er der for alvor kommet gang i, og de begynder at fylde ret godt.


Storkenæb, Geranium 'Rozanne' er smuk nu, hvor den står i små kompakte tuer med friske lysegrønne blade.


Fyldt blodurt, Sanguinaria canadensis flyttede ind i haven for et par år siden, og den ser ud til at have fundet sig til rette.


Fjervalmue, Macleaya cordata vokser i et smalt bed på nordsiden af huset. Her kæmper den om pladsen med en klatrehortensia. Fjervalmuen har nogle meget smukke blade, som giver frodighed til bedet.


Stauden her må være en vårfladbælg, Lathyrus vernus. Jeg købte den sidste år på et plantemarked. Manden jeg købte den af, kendte ikke navnet på den, plantenavne var konens afdeling, men konen var derhjemme.


Bunddækkeplanterne står med de skønneste lysegrønne blade. Favoritten er guldjordbær, Waldsteinia.


Nu er det tulipantid. Påskeliljerne er til gengæld ved at være afblomstrede.


Her er tulipaner i selskab med påskeklokker og småhjerte, Dicentra eximia 'Alba'.


Og så til buskene. Brogetbladet benved, Euonymus fortunei står så fin med nye skud.


Fjeldribs, Ribes alpinum er nok min favorit blandt buskene i forårshaven. Den lyser op med de lysegrønne blade og de gulgrønne blomster.


Magnoliaen bryder sig ikke om blæst. Den bryder sig heller ikke om jorden i vores have, så den skulle vist aldrig have været plantet.


Æbletræet, der er espalieret op ad en sydmur, blomstrer, og det er næsten for tidligt, så sent som i denne uge har vi haft en frostnat.


I stuen står pelargonier på rad og række og venter på lunere vejr, så de kan komme i haven.


I vindueskarmene er der trængsel. Her er det stolt kavaler, Cosmos xanthos - rosenskovmærke, Phuopsis stylosa - lægestregbælg, Galega officinalis - løvemund, Antirrhinum majus.


Til slut vil jeg lige vise et sjovt billede. Vi har været på en lille ferie i Flensborg, og her så vi bl.a. Museumswerft, som er havn og værft for gamle træskibe. Båden på billedet har nok ligget urørt i mange år, da den er temmelig forfalden og enkelte brædder mangler. Et træ havde fundet vej op igennem båden, og det stod nu med friske lysegrønne blade. Man kan vel kalde billedet forår i båden.

fredag den 21. april 2017

Forår i Alkjær Lukke

Det var egentlig min plan at lave et indlæg fra haven, men anemoner, vorterod og lærkesporer i mængder kom i vejen. Det skal forstås på den måde, at jeg hver morgen går tur i anlægget Alkjær Lukke, og der er for tiden den dejligste skovbund. Jeg kan slet ikke lade være med at gå og fotografere, og jeg vil lige vise nogle af billederne. Så må haven vente ...

Jeg er meget glad for bunddækkeplanter, og lige nu er der bunddækkeplanter i blomst overalt i anlægget. Først anemonerne.



Selv den blandt mange så forhadte vorterod er smuk, når den optræder i store mængder, hvor den i bogstaveligste forstand har scenen for sig selv. Den vokser her på skråningen, der fører op til en friluftsscene.


Jeg holder meget af hulrodet lærkespore. Den er så yndig med det fine lysegrønne løv og de rødviolette blomster. Jeg har tit haft lyst til at tage frø med hjem i haven, men jeg er bange for, at den let vil tage overhånd. Så jeg nøjes med at plukke buketter.



Gule påskeliljer og hvide anemoner er en fin kombination.


Da jeg så kransen, som var hængt op på det røde hus, kom jeg til at tænke på, hvordan jeg som barn bandt kranse af bl.a. mælkebøtter.


Selv så almindelige planter som mos og græs tager sig smukt ud under store træer. Nogle gange er det enkleste det smukkeste.



Der er et fint stisystem, og mange benytter da også anlægget til gåture med hund, børn, kæreste - eller helt alene.



Hvis I vil se flere billeder fra Alkjær Lukke, finder I dem her.

fredag den 14. april 2017

God påske!


Vi startede påsken med at besøge familiegravstederne på kirkegården i Hvide Sande. Kirkegården ligger syd for Hvide Sande, hvor landtangen er smal, og den er en af de smukkest beliggende kirkegårde, jeg kender. Mod vest er der udsigt til klitterne, og man kan høre Vesterhavet bruse.


Til venstre for klokkestablen ses Årgab Båke. Båkerne har ikke længere nogen betydning for skibsfarten, men nogle af båkerne heriblandt Årgab Båke er fredet og vil blive bevaret for eftertiden.


Mod øst er der udsigt over Ringkøbing Fjord.



Rundt om kirkegården i det hvide sand vokser hjælme, Ammophila. Planterne har et stort forgrenet rodnet, der er med til at begrænse sandflugten. Påskeliljerne lader også til at trives i sandet.


I haven er det også påskeliljetid. Nogle er afblomstrede og har fået nappet hovederne, men de fleste ramte lige netop påskedagene til deres blomstring.


Med endnu et par forårsbilleder vil jeg gerne ønske alle jer, der kikker forbi min blog, en god påske.




fredag den 7. april 2017

Aprilhaven

April kom med forholdsvis høje temperaturer, og nattefrosten har holdt sig væk, så der sker noget i haven fra dag til dag.

Jeg har specielt lagt mærke til bunddækkeplanterne. Selvom mange af dem har stået grønne hele vinteren, har de set lidt triste ud. Men nu er nye blade på vej, og det giver dem et helt anderledes friskt udseende. Vintergrøn, Vinca minor, har tilmed de yndigste lyseblå blomster.


Guldjordbær, Waldsteinia skyder nye blade, der skjuler visne blade, der har ligget i bedene siden efteråret.


Vinterglans, Pachysandra er i blomst.


Mange af  de stauder, der visner helt ned om efteråret er også godt på vej. Her er det prydrabarber, Rheum. Det er sjovt at se, hvordan bladene ligger sammenkrøllede, inden de folder sig ud.


Flere buske og træer er også på vej. Koreansk røn, Sorbus 'Dodong', er smuk på alle årstider ikke mindst nu, hvor den viser både blade og blomsterknopper.


Fjeldribs, Ribes alpinum, er min aprilfavorit.


Magnolia  på vej.


Aprils løgplanter er mere højtråbende end de tidlige løgplanter. Vi har mange forskellige påskeliljer i gule og hvide farver. Og man må jo sige, at især de gule er til at få øje på.




De dobbelte påskeliljer forbinder jeg med mine forældres have, hvor de voksede i en lang række langs husmuren. Jeg synes ikke, man ser dem så ofte mere, så jeg blev glad, da en ældre dame for nogle år siden forærede mig nogle løg.


Her er en anden gammel sort, som jeg også husker fra min barndoms have.


April er også hyacinttid. Duften er gennemtrængende, lidt for meget af det gode, hvis man har dem inde, men i haven er det skønt at gå forbi en gruppe hyacinter.


Også inden døre spirer og gror det. I vinduerne er alle de små frøplanter ved at skabe trængsel. Jeg så for nogen tid siden på en haveblog (husker ikke hvilken), at man kan købe firkantede urtepotter hos Søstrene Grene. Sådan nogle måtte jeg have fat i. De passer lige ned i mine zinkbakker, som måler 54 x 32 cm. Der kan være 28 potter i hver bakke. Og så er det så heldigt, at zinkbakkerne passer i størrelse til tagvinduerne, som lukker forholdsvis meget lys ned til planterne.