fredag den 26. april 2019

Varme dage

Efter en lang og god påskeferie er jeg tilbage på bloggen. Meget er sket i haven i den forløbne tid. Vi har haft en lang række af varme dage med temperaturer over 20 grader. Varmen satte for alvor gang i planterne. Bøgen sprang ud, og den står nu med den smukkeste vårgrønne farve. Det er med at nyde den, for allerede efter få dage, skifter løvet farve til "sommergrøn". For mig er det forårets højdepunkt, når bøgen springer ud. Så er det for alvor forår i Danmark.


Vejrmæssigt er der desværre også andet end varme at skrive om. I april har vi indtil nu kun fået 2 mm regn, og det er alt for lidt. Vores sandjord er knastør, og nogle af planterne ser ret medtagne ud. Porcelænsblomsterne, Saxifraga urbium, der stod så fine i marts, er nu næsten helt visne.


En dag var luften helt brun af sand fra landmændenes nytilsåede marker, og når man kørte uden for byen, var sigtbarheden meget nedsat.

Nu har vi heldigvis mange tørketålende planter, så haven har det overvejende godt. Flere buske og træer er i blomst. Her er det bærmisplens, Amelanchier laevis, blomster, der danner en hvid sky på den blå himmel.


Espalieræbletræet, har det varmt ved sydmuren, og det er for længst i blomst. Jeg håber, det bliver bestøvet, da vores andet æbletræ ikke er i blomst endnu.


Duftsnebollen, Viburnum burkwoodii 'Conoy', står lige på spring til at åbne de svagt rosa blomster og sende en bedøvende duft ud over haven.


Det lune vejr har også sat gang i de stedsegrønne, som står med lysegrønne skud. Her er det en buksbom.


Forårets løgvækster er ved at være afblomstrede. Det gik lidt for hurtigt med tulipanerne i det varme vejr. Men i påsken kunne vi glæde os over tulipaner og tazetter.


Nogle af forårets stauder er i blomst. Favoritten er kærmindesøster, Brunnera macrophylla, først og fremmest fordi jeg ikke kan stå for de yndige blå blomster,


men også de dunede kobjælder hører til favoritterne.


Prydjordbærrene, Fragaria, var nogle af de sidste, der blomstrede i efteråret. Nu blomstrer de allerede igen. Det kan man da kalde flid.


Pæonerne klarer tørken i fin stil, de vokser sig store.


Der er fortsat blomstrende anemoner, men de siger snart farvel og går i hi til næste år.

 
En af mine naboer fortalte i dag, at svalerne var kommet. Hvert år kommer et svalepar og bygger rede i en fin lille kurv, som naboen hænger op under loftet i garagen. Det er et sikkert forårstegn, når svalerne flyver den lange vej fra Afrika til en garage i Ringkøbing. Man kan kun beundre de små fugle.

fredag den 12. april 2019

God påske

Det var en stille, solfyldt morgen. Påskeliljerne vendte ansigterne mod solen og ryggen til fotografen.


Pinseliljerne kikkede mod jorden,


og det samme gjorde vibeæggene, der viste deres yndige ternede kjoler frem.


Tulipanerne, 'Für Elise', har blomstret i meget lang tid. 'Für Elise' er en blomsterrig tulipan med lys abrikosfarvede blomster med et strejf af rosa. Den bliver kun ca. 30 cm høj.


Guldjordbærrene står så tætte og fine og lyser op med nye vårgrønne blade. Sidste forår blev de fuldstændig afsvedet af den hårde frost, vi havde i marts.


Et lille kik ud over en del af forhaven. Her voksede for mange, mange år siden en gruppe judaspenge Lunaria. De såede sig selv fra år til år, men på et tidspunkt - det er måske 25 år siden - forsvandt de helt fra haven, og jeg glemte alt om dem.


Men sidste forår opdagede jeg pludselig et par lilla blomster på stedet, hvor judaspengene havde vokset, og ved nærmere øjesyn viste det sig til min store overraskelse at være judaspenge. Der må have ligget nogle spiredygtige frø i jorden. Da planten gik i frø høstede jeg frøene. De blev sået i et par kasser, og nu står der små frøplanter klar til udplantning.


Næste billede er fotograferet ved Ballum Sluse. Vi er lige kommet hjem efter et par dage i den vestlige del af Sønderjylland, hvor vi har nydt den dejlige natur ved marsk og vadehav.


I Ribe fandt jeg dette seje træ. I stedet for helt at synke i vandet og dø, var stammerne begyndt at vokse opad, og træet gjorde sig klar til endnu et løvspring.



Plænen ved Ribe Kunstmuseum var farvet blå af skillaer.


Det store magnoliatræs lyserøde blomster var smukke mod den blå himmel.



Nu står påsken for døren. Børnebørnene kommer hjem, og de vil lege skattejagt på havens stier og spille bold på plænen. Det bliver skønt, for en have er allerbedst, når den bliver brugt.

GOD PÅSKE!

fredag den 5. april 2019

Aprilhaven

Så nåede vi ind i april. Efter en fugtig marts, hvor der kom 121 mm regn, har april indtil nu været tør. Vejret har været mildt, så det var godt, havemøblerne kom frem til sidste weekend.

Træer og buske begynder at røre på sig. Den koreanske røn, Sorbus 'Dodong' viser både blade og blomsterknopper.


Benveden, Euonymus har travlt med at sende de nye lysegrønne skud til vejrs.


Vinterglans, Pachysandra terminalis har jeg flere gange skrevet om, fordi jeg synes, det er en god bunddækkeplante. Lige nu blomstrer den med smukke cremehvide blomster.


Nogle stauder er knap kommet over jorden, mens andre er tidligt ude. Her er det skotsk lostilk, Ligusticum scoticum der står med fine blanke blade på de rødlige stængler.


Den skotske lostilk er en af mine favoritstauder. Den er altid sund, bliver aldrig spist af snegle, og så har den smukke hvide skærmblomster. Jeg viser lige et junibillede, hvor man kan se blomsterne.


Efter at vi fik lonicerabuskene savet ned i vinter, kom stakittet til syne. Og her er jo muligheder for at plante nogle klatrende planter. Foreløbig er der indkøbt et par clematis.



Der er mange blomster i haven her i begyndelsen af april.


Påskeliljerne holder stand lidt endnu.


Det samme gør påskeklokkerne. Synd at de ellers så smukke blomster skal hænge så bedrøvede med hovederne.


Der er mange spændende anemonesorter, men jeg synes, den hvide skovanemone er smukkest af dem alle.


Perlehyacinternes blomster har den skønneste blå farve.


I stuen står pelargonierne på række klar til at komme ud i haven. Men der meldes om nattefrost i næste uge, så de må styre deres utålmodighed.