Lige et lille pip herfra, så ingen skal tro, at jeg helt har glemt blogverdenen, for det har jeg på ingen måde. Jeg når som regel at få læst med, men det har desværre knebet lidt med at få skrevet kommentarer.
Og hvad er det så lige, der gør decemberdagene så travle? Det er mange forskellige gøremål, som alle peger frem mod jul, og som er med til at skabe den rigtige julestemning. Vi har mange traditioner, og en af dem er vores adventstur til Göteborg. Vi har været af sted i 5 dage, hvor vi har oplevet den smukt pyntede by med de gamle gader,
Lisebergs millioner af lys
og hyggelige julemarkeder.
Vi har også vendt os mod syd og tilbragt en dag i Flensborg. Her var også julestemning med masser af boder i gågaden og på torvene, og de gamle gårde i Rote Strasse var så smukt pyntede.
Det var, som om det slet ikke ville blive lyst i dag. Men i formiddag gik jeg ud i regnvejret og tog nogle billeder, for det er dog en haveblog, så der skal også være lidt fra haven.
Det første, der mødte mig, var disse stedmorblomster, som så lidt forpjuskede ud i regnen.
I den hvide have gav bøgehækken, de stedsegrønne buske og elefantgræsserne lidt variation i farverne.
Indendørs er der pyntet op til jul i alle rum, om det så er badeanden, har den måttet finde sig i at få nissehue på ;-)
Ønsker alle en dejlig december!