Havens blå blomster

"Havens blå bog" er titlen på en bog fra 2004. Den er skrevet af nu afdøde Anne Just, der grundlagde haven i Hune, og har fotos af Claus Dalby. I bogen udtrykker Anne Just sin begejstring over blå blomster, og hun beskriver nogle af sine favoritter.

Glæden over blå blomster har jeg til fælles med Anne Just. Jeg har lige genlæst hendes bog, og det gav mig inspiration til at vise en serie af de blå blomster, jeg selv holder mest af.

Noget af det skønneste er at gå ud i haven en forårsdag og konstatere, at den første viol er sprunget ud. Inden længe er der et blåt tæppe og den skønneste duft i bedet.

Scillaen er også en af forårsbebuderne. Mere blåt kan det næsten ikke blive.

Forglemmigej, Myosotis, sår villigt sig selv, og det er den velkommen til. Mine første frø har jeg for øvrigt fået af Anne Just.

Stedmoderblomster kan have mange forskellige farver, men jeg holder mest af de blå. Det er en af de sejeste blomster, jeg kender. Den kan næsten blomstre året rundt.

Anne Just skriver i bogen "Det er som om en enkelt blå blomst kan rumme et helt univers, når man på tæt hold kigger indgående på den. Den har noget af himlen i sig, og inde i midten er der altid et eller andet - f.eks. kulørte støvdragere - som gør, at det bliver en helt lille farvelagt verden foruden den blå grundtone." Hendes beskrivelse får mig til at tænke på Storkenæb, Geranium 'Rozanne'.

Katteurt er en fantastisk staude. Når den har afblomstret, kan den klippes helt ned, og meget hurtigt kommer den i blomst igen. Dette kan gentages 2-3 gange i løbet af en sommer.

Bjergknopurten, Centaurea Montana, er en staude, der findes i mange gamle haver. Det er sikkert, fordi det er en smuk plante, der er nem at dyrke og nem at dele. Mit eksemplar er da også en foræring, som jeg fik af en erfaren havedyrker, da jeg selv var nybagt haveejer.

Klokkeblomster findes der mange forskellige af. Krybeklokke, Campanula portenschlagiana, kan man kun holde af. Den sår sig selv og dukker op i de mindste revner og sprækker, hvor man næsten ikke kan forstå, hvordan den kan finde fodfæste.

Anisisop, Agastache, sår sig lidt for villigt. Men den har smukke brune frøstande, så jeg nænner ikke at klippe dem af i tide.Jeg kan godt blive lidt sur på den om foråret, når frøene spirer ganske uhæmmet. Men når planten kommer i blomst, er den helt og aldeles tilgivet. Den er flot i bedet, når den står blå og rank, men den er også en gevinst i buketter.

Den sidste jeg vil vise er nok min favorit blandt havens blå blomster. Det drejer sig om lavendel. Jeg elsker både de blå blomster, der enkeltvis er ret beskedne, og det smukke grå løv. Anne Just skriver om lavendlen, at hun næsten holder mest af den om vinteren: "Det er herligt at tage lufferne af på en solskinsdag, gnide hænderne mod planten og mærke duften stige op. Bagefter kan man så gå i rigtig lang tid og nyde sommerduften på sine hænder."

Lige til sidst en efterlysning. Er der nogen, der kender navnet på nedenstående skønne plante? Jeg har fotograferet den i Kew Gardens i London i slutningen af august. Desværre kunne jeg ikke finde et navneskilt. Blomsterne minder lidt om blyrod, Plumbago.