Regntøjet er hængt til tørre efter en ualmindelig våd morgentur. Men selvom himlen igen har åbnet sluserne og har sendt vand ned over haverne i det meste af landet, vil jeg ikke helt slippe sommerens tørke. Den ekstreme tørke har sat gang i tankerne for næste års havesæson.
Jeg håber, at buske og træer er sluppet gennem sommeren uden at have pådraget sig varige skader. Værre ser det ud for stauderne, og der er sikkert nogle stykker, der må skrives på tabslisten. Desuden er der nogle, der har set så visne og kedelige ud, at jeg gerne vil erstatte dem med mere tørketålende stauder. Jeg tager med tak imod ideer til stauder, der kan holde bladene friske og grønne under en tørkeperiode.
Jeg har udvalgt 6 stauder, som har klaret sig forbavsende godt hele sommeren i vores have, og jeg vil præsentere dem her, da de måske kan inspirere andre, der er på udkik efter tørketålende stauder. Beskrivelsen af stauderne er ikke fyldestgørende, men man kan jo google :-) Alle billeder er fra arkivet.
Guldjordbær, Waldsteinia, er måske en lidt kedelig staude, men brugt som bunddække er den fortrinlig. Den breder sig hurtigt, hvilket er en fordel, hvis man gerne hurtigt vil have store områder under buske og træer dækket. Den er vintergrøn, hvilket selvfølgelig også er en fordel, da man gerne vil have nogle grønne flader at kikke på om vinteren. I fuld sol kan bladene godt blive lidt svedne, men under buske og træer har de holdt sig pænt grønne hele sommeren.
Asters. Vi har flere forskellige slags høstasters i haven, og de har generelt klaret sig godt i sommer. Nu begynder blomstringen, og det ser ud til, at de blomstrer fint på trods af tørken.
Bjergmynte, Calamintha nepeta, er ualmindelig tørketålende. Derudover kan der siges så meget andet godt om den staude. Den har en lang blomstringsperiode, insekterne elsker den, og den har en dejlig duft. Som så mange andre tørketålende stauder, bryder den sig ikke om vinterfugt ved rødderne.
Katteurt eller blåkant, Nepeta faassenii 'Purrsian blue'. Jeg kalder den katteurt, for kattene er glade for at ligge i den. Denne katteurt har en lav og kompakt vækst, hvilket bl.a. gør den velegnet som kantplante. Blomsterne er forholdsvis store i forhold til andre sorter. Efter blomstring kan den klippes tilbage, hvorefter den vil komme med en ny blomstring. Den er let at stiklingeformere, så jeg er i gang med at lave nye planter, som jeg vil bruge som kantplanter.
Poppelrose, Lavatera olbia 'Barnsley' har jeg aldrig set hænge med bladene, selvom de er store. Den har nemlig en meget lang pælerod. Det er en plante, der kræver temmelig meget plads, men den kan beskæres. Fryser den tilbage, vil den som regel skyde fra roden, men vinterdække kan anbefales de første par år.
Kobjælde, Pulsatilla vulgaris, er forårsblomstrende, men den er køn hele havesæsonen, da de grønne blade er dekorative og dækker jorden godt, desuden har planten flotte og særprægede frøstande. Det gælder for kobjælde som for så mange andre planter, at den ikke må tørre ud de første par år.
Med denne weekendbuket, der består af georginer, pæonblade og kvæsurt, vil jeg ønske jer en dejlig weekend.