Fuglefløjt og blomsterflor

Jeg vidste ikke ret meget om Hallig Hooge, før vi en dag stod af en færge på den lille hallig i den tyske del af Vadehavet. Her ville vi tilbringe en dag af vores sommerferie. 

Man kan ikke kalde det langtidsplanlægning. Vores planlagte ferie til Azorerne havde vi måttet aflyse på grund af corona, og da vi var kommet ovenpå igen efter forholdsvis milde forløb, skulle der ske noget. Vi fandt Tysklandskortet frem, og vi måtte erkende, at det ikke var ret meget, vi kendte til vores store naboland mod syd. Vi traf en rask beslutning og bestilte hotelferie på to hoteller i det nordlige Tyskland.

Og nu var vi så blevet sat i land på Hallig Hooge. En hallig er en vadehavsø, som ikke er beskyttet af diger. Huse og gårde er bygget på jordforhøjninger, som er menneskeskabte. Hvis der kommer stormflod og halligerne bliver oversvømmet, vil værfterne rage op over vandmasserne, og mennesker og husdyr kan være i sikkerhed på værfterne..

Det var en ubeskrivelig smuk og speciel oplevelse at gå i land på den lille hallig. Horisonten er helt lige, som var den trukket efter en lineal. Kun værfterne rager op som små prikker i horisonten.

Blæsten går frisk herude i det flade land. Kun på værfterne er der lidt bevoksning, der kan give læ.

Strandskadernes fløjten og mågernes skrig blandede sig med fårenes brægen. Ellers var der stille. Hallig Hooge er næsten bilfri.

Blomsterfloret var betagende. 

Hindebæger, Limonium, vokser overalt på halligen, og de store grupper af lilla blomster var et smukt syn.

Den grå malurt, Artemesia, vokser på de lave strandenge.

Hvorfor er det, vi mennesker anlægger haver, når naturen er så gavmild?

Det spørgsmål kan man ikke svare entydigt på, men jeg tror, at menneskers skabertrang er så stor, at vi anlægger haver, fordi vi ikke kan lade være. Også på Hallig Hooge satte man skærmende stakit op og skabte de yndigste små haver. Heldigvis er der plads til både naturens blomsterpragt og menneskers skabertrang.

En julidag, hvor fårene græsser fredeligt på de grønne marker og turister i små flokke går rundt på de smalle veje, føler man sig tryg herude i Vadehavet. Men jeg kan godt mærke et sug i maven, når jeg prøver at forestille mig, hvordan det må være at bo her på en mørk vinterdag, hvor vejrmeldingen siger stormflod, og vandet slår op over værfterne. Stormflodssøjlen er beviset på, at man herude må leve med frygten for oversvømmelser. Og nogle gange går galt.