fredag den 3. november 2023

Håret glansmispel, Photinia villosa

For 4 år siden plantede vi en håret glansmispel, Photinia villosa, i haven. Den er nu blevet til et fint lille træ på omkring 3 m i højden. Den klarer sig godt, selvom den er plantet et sted, hvor den er udsat for en del blæst. I planteskolerne kan man finde håret glansmispel både med 1 stamme, så den vokser som et træ, og med flere stammer, så den vel nærmest må betegnes som en busk. Vores har 2 stammer, men jeg vælger at kalde den et træ. 


Den blomstrer sidst i maj og først i juni med små klaser af hvide blomster.


Knopperne er kuglerunde og ligner små perler, og efterhånden som blomsterne begynder at springe ud, er træet virkelig et smukt syn med de runde knopper og de yndige hvide blomster. 


Om sommeren gør træet ikke så meget væsen af sig. Da er det mest bundbeplantningen, som består af knudret storkenæb, Geranium nodosum, man bemærker.


Men om efteråret træder træet igen i karakter, for da får det skinnende røde bær.


Og her i starten af november er høstfarverne ved at indfinde sig. 


Inden længe vil bladene lyse i gule, orange og røde farver.


Til slut vil jeg lige vise en lille billedserie af den del af haven, der ligger syd for huset. De smukke efterårsfarver kan vi nyde fra køkken- og stuevinduerne. I forgrunden ses en troldel, længst til venstre anes en hortensia, busken ved siden af hortensiaen er en troldnød, og i baggrunden ses 3 rønnetræer.


Troldel, Fothergilla major


Hortensia 'Limelight'


Troldnød, Hamamelis


Koreansk røn, Sorbus 'Dodong'



14 kommentarer:

  1. Så mange flotte trær med høstfarger det er hos deg nå. Den Photinia villosa har jeg aldri sett eller hørt om her. Flotte bær og blader på den også. Det er en flott utsikt du har fra vinduene dine.

    Hilsen Marit

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg nyder også at stå ved køkkenbordet og kikke ud i haven.
      Jeg er ikke sikker på, at Photinia villosa er så kendt. Der findes en anden slags Photinia med røde blade, den er vist mere kendt.

      Hilsen Elna

      Slet
  2. Det gælder om at nyde de glødende efterårsfarver her og nu, for ingen ved, hvor længe bladene bliver siddende. Fint portræt af det lille, tostammede træ.

    SvarSlet
    Svar
    1. Nu er der forholdsvis godt læ i den del af haven, jeg viser på billederne. På de mere vindudsatte steder, er der nærmest ingen blade tilbage på træerne.
      Tak, jeg er så glad for mit lille træ. Vi plantede det, da vores gamle hjortetaktræ gik ud.

      Hilsen Elna

      Slet
  3. Det er bare så dejligt med de planter, som pynter gennem flere sæsoner. Sikke flotte efterårsfarver i din have. Jeg havde tænkt på at anskaffe et troldnød pga. de tidlige blomstre og efterårsfarverne. Men dine billeder af din troldel frister sandelig også. Uha de svære beslutninger!! :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, sådan har jeg det også. ‘Dodong’ og bærmispel er også i den kategori.
      Tror du ikke, du kan få plads til dem begge ;-)

      Hilsen Elna

      Slet
  4. Det er nogle fine skønheder du viser her,. Den glansbladet har jeg ikke tænkt på, men den er sød.
    Troldnød har jeg, 2 faktisk, en med de mest fantastiske bladfarver, den anden mere "alm." gul. Efterårsfarverne vil jeg ikke undvære.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Efterårsfarverne kan lette overgangen fra de lune dage, vi havde i sensommeren, til de våde og mørke dage, vi har i november. Troldnød gør ikke meget væsen af sig i sommerhalvåret, men efterår og vinter er den helt uundværlig.

      Hilsen Elna

      Slet
  5. Den busk kendte jeg slet ikke, den ser interessant ud, og tak fordi du mindede mig om troldel, den må jeg have fat i, det er sådan en fin busk. Dejlige billeder du viser med masser af fint efterårsløv, tak for det.
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Troldel må du have, det er næsten den af alle buske, der har de flotteste efterårsfarver. De hvide blomster er også dejlige. I år havde vores troldel en fin efterblomstring i september.
      Selv tak Lisbeth!

      Hilsen Elna

      Slet
  6. Håret glansmispel lyder jo umiddelbart som et paradoks, men selve træet/busken er der jo ikke noget i vejen med:-) Den minder mig om tjørn - men alting er større på den - og både blomster, blade og bær er kønne ligesom vækstformen. Den står knaldgodt i bedet med det fine bunddække og den mørke tuja i baggrunden, og det er en af den slags træer der tilfører haven en stor effekt uden på nogen måde at virke sart/eksotisk. De øvrige høstfarver er også godt fordelt i haven og løfter stemningen overalt med de skønne farver. Jeres have virker altid så godt gennemtænkt, og I må være meget glade for den. Tænker ikke I går og flytter rundt hele tiden:-)

    Mange hilsner fra Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har læst, at træet har sit navn, fordi det har nogle små hår på undersiden af bladene. Det skal da nok, jeg kan bare ikke mærke dem.
      Nej glansmispel er der ikke noget eksotisk over, og det passer mig i grunden godt. Somme tider tænker jeg, at det kunne være sjovt at anlægge en have med ene hjemmehørende planter.
      Tak Ulla! Det er nu ikke alt, der er gennemtænkt, nogle gange er det tilfældigheder, der har rådet. Vi flytter ikke meget rundt på planterne, men det kan jo skyldes dovenskab ;-)

      Hilsen Elna

      Slet
  7. Hej Elna!
    Din Glansmispel Photinia Villosa har både vackra knoppar, blommor och bär, och en vacker höstfärg. Då jag försökte hitta det svenska namnet hittade jag en röd variant Red Robin Photinia. Bland misplarna kan jag säkert hitta en buske med riktigt röda blad, som jag så gärna önskat mig till min höst trädgård. Det är vackra färger i din trädgård.
    Ha det gott /Hälsningar Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror, den røde variant er den mest almindelige.
      Tak, det er jo lige nu, farverne er flottest, så det er med at nyde dem. Om kort tid ligger alle de farvestrålende blade på jorden.
      Du må have en god weekend!

      Hilsen Elna

      Slet