fredag den 27. juni 2025

Junihaven

De seneste par år har stauderne i den tørketålende have fået lov til at vokse lidt tættere. Det har den fordel, at de støtter hinanden og ikke behøver opbinding. Samtidig dækker de for ukrudtet, så lugningen bliver minimal. Ulempen kan så være, at de vokser ind i hinanden, og den stærkeste vinder. Synsmæssigt kan jeg gode lide det lidt vilde udtryk, der fremkommer, når stauderne blander sig. På billedet ses blodrød storkenæb, moskuskatost og storkenæb 'Rozanne'



I det lille bed ved køkkenterrassen vokser stauderne også tæt, men her er kun hvide stjerneskærm, og det giver en hel anderledes rolig virkning, der passer til de grønne omgivelser.


Georginerne er et trist syn. Jeg ser kun ganske få dræbersnegle i haven, men derimod er der en del plettede gråsnegle og havesnegle, så mon ikke det er snegle, der er synderne. Jeg afprøver et par husråd, mos og kaffegrums, men ingen af rådene ser ud til at være effektive. Er der nogen, der har andre råd, modtager jeg dem gerne.


De små røde georginer får lov til at være i fred, og de blomstrer på livet løs.


Det er rosernes tid, og i den hvide have blomstrer 'Alba Maxima'.



'Astrid Lindgreen' er en god og sund rose. 


'Focus' har lige foldet den første blomst ud.


Selvsåede lærkesporer danner fodpose omkring vinen. Lærkesporerne sår sig måske lidt for ivrigt, men de blomstrer hele sommeren med fine små blomster, så man bliver aldrig for alvor sur på dem.


En anden plante, der også sår sig selv og dukker op forskellige steder i haven, er dusksalvien. Jeg lader den som regel stå, for den blå farve er så flot. 


Den orangefarvede kongelys stod der pludselig en dag. Den må også være en selvsåer. Jeg erindrer ikke at have set den før.


Den lyserøde spiræa 'Little Princess' får det sidste billede. Hun er en dejlig lille prinsesse.



2 kommentarer:

  1. Herlig blomstring hos deg! Hos meg har staudene vokst altfor mye og for tett, så jeg må luke visse storkenebb, stjerneskjerm og selvsådde lerkesporer en masse. for at de ikke helt skal overkjøre fine naboer. De små georginene var flotte! Trikset jeg bruker for å holde sneglene unna, er noen kobberringer jeg har fått kjøpt, til å sette i jorden rundt plantene. Jeg bruker også kobbertape rundt stenglene, og rundt potter. Men man må passe på at bladverk fra andre planter ikke kommer for nær, og lager "bro" for de hersens sneglene.
    /Irene

    SvarSlet
  2. Spirea er en god plante, jeg har snart mange, de klarer sig fint. Men også dine roser har det godt. Dusksalvie har jeg ikke, men jeg kan godt lide dine, når de folder sig ud på dine billeder. Jeg har ikke bedre råd til sneglene, end at slå dem ihjel, så skal man holde øje med dem og ikke give dem en chance, men det er træls arbejde at gå rundt hver aften og se efter dem. Ja så er der ølfælder, det bruger nogle, men de snegle skulle ikke have været til. Villroses råd er sikkert bedre.
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet