fredag den 29. maj 2026

En rundgang med kameraet

Sommeren er lige om hjørnet, og haven ligner også mere en sommerhave end en forårshave. De sarte lysegrønne forårsfarver er ved at være ovre, og bladene har fået deres "sommergrønne" farve. Buske og træer står i blomst, og giver farver og duft til haven.

Favoritten er syrenen 'Fynsk Forår'. Den har den smukkeste lyslilla farve, og den spreder en dejlig duft ud over haven.

En anden smuk syren er den mørklilla 'Andenken an Ludwig Späth'.

Den lille klokkebusk, Weigela, har jeg desværre ikke navnet på. Den bliver kun knap en meter høj. Den er ikke kræsen, men vokser i den tørre jord under tagudhænget ved en sydmur. 

Bølgekronet storkenæb, Geranium Phaeum, breder sig villigt. Hvad man ikke kan se på billedet er, at den danner bunddække i et bed med 3 poppelroser. Poppelroserne frøs ned i vinter, men heldigvis skyder de fra roden, så de skal nok vokse storkenæbbene over hovedet i løbet af sommeren.

Mange synes, at Allium har smukke blomster. Jeg er så træt af Allium, for de sår sig ganske uhæmmet, og hvert år luger jeg spandfulde af selvsåede planter op :-(   Nogle enkelte har dog fået lov at blive stående - for blomsterne er jo i grunden ganske kønne, hvis altså man husker at fjerne dem, inden de går i frø ;-)

Hosta 'June' kan ikke brillere med smukke blomster nu, men til gengæld kan den vise smukke blade.

Ved indgangspartiet har den røde dør fået selskab af hvide stedmorblomster. Fuglebadet ved garagemuren er flankeret af næsten selvlysende gulgrønne blade. Det er gulbladet merian. I midten af billedet ses kobjældernes dekorative frøstande.


Bliver man nysgerrig efter at se, hvad der gemmer sig bag åbningen i muren, kommer her et billede fra gårdhaven.


Vender man sig, når man står i gårdhaven og kikker den modsatte vej, ser man henimod den store cypres og cafeskiltet, der viser vej til en lille overdækket terrasse med et cafebord.


Denne lille terrasse kalder vi køkkenterrassen, fordi en havedør fører fra køkkenet og ud til terrassen.


Rønnetræerne blomstrer. Det er for mig et tegn på, at vi går fra forår til sommer.

Kammeraet kom også med uden for hækken. På morgenturen kunne jeg ikke lade være med at fotografere de smukke kulsukkerplanter, Symphytum, der vokser i kanten af byparken.

Til slut til noget helt andet. Enghøj Staude Have er en ualmindelig dejlig have, der ligger i nærheden af Åkirkeby på Bornholm. Vi så haven for en del år siden og var meget begejstrede. Nu er der kommet en bog om haven.


Bogen er skrevet af  landskabsarkitekt Frank Kirkegaard og grafisk designer Helene Ingerslev. Bogens billeder er fotograferet af Frank Kirkegaard. Det er en bog med en kortfattet tekst, men til gengæld med mange billeder. Det er forfatternes håb, at bogen kan give inspiration. Det kan den i høj grad, for fotografierne er af høj kvalitet, og de præsenterer haven så både de lange kik og de enkelte planter vises. Bogen kan varmt anbefales.


2 kommentarer:

  1. Hagen din har kommet lenger enn min, ikke antydning til blomstring på klokkeblomsten her, men den vanlige lys lilla syrinen har startet blomstringen. Jeg har også en sånn mørk lilla, men den har ikke blomstret etter at jeg kjøpte den, håper på i år. Ha en fin dag, hilsen Ingeborg

    SvarSlet
  2. Ja hele haven dufter, for både syren og blåregn blomstrer. Man er ved at blive duft afhængig.
    Jeg kan nu godt lide Allium. Stauderne er allerede ved at dække for de småvisne blade i alliumen, så det ser fint ud med blomsterne svævende over de grønne stauder.
    Her håber vi inderligt på noget ordentlig regnvejr, sådan en 20-30 mm.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet