Der sker så meget i haven lige nu. Hver dag er nye buske og træer sprunget ud, og går der et par dage, hvor man ikke lige er hjemme og kan komme ud at kikke, er der kommet nye blomster til. Det træ, der tiltrækker sig opmærksomheden lige nu, er bærmisplen, Armelancier laevis. Det brune løv skiller sig ud fra alt det lysegrønne i forårshaven, og de hvide blomster og ikke mindst knopperne er så yndige.
Blandt buskene er det fortsat fjeldribsen, Ribes alpinum, der med de gulgrønne blomster indtager førstepladsen. Langs vestsiden af vores gule murstenshus står en række fjeldribs i en bund af tæppedannende stenurt, Sedum. Jeg elsker det bed, det er så enkelt, og da hverken fjeldribs eller stenurt er krævende planter, gror de fint, og der kommer så godt som ingen ukrudt.
Blandt bunddækkeplanterne er liden singrøn, Vinca minor, slet ikke til at komme udenom. Planten er fyldt med nye lysegrønne skud og blå blomster.
På sydsiden af huset vokser en kamæleonbusk, Actinidia kolomikta. Den er både sjov og smuk, når den står med røde og hvide blade, men lige efter udspring er bladene grønne med et brunt skær, og da er busken også dekorativ. Det er en meget nem busk, der stort set ikke kræver pasning, og den kan bestemt anbefales.
På sydsiden af huset vokser desuden en figen samt et æbletræ. Fignen viser endnu ikke mange forårstegn, men æbletræet, Elstar, står i blomst.
Sidste år købte jeg nogle kobjælder på et plantemarked. Jeg var spændt på, om de ville trives i vores jord, men det ser ud til, at de er akklimatiserede.
I den hvide have er det især løgplanterne, man lægger mærke til. Tulipanerne i forgrunden er 'Spring Green'. Narcisserne er 'Jamestown'.
Hvad gør man, når ens favoritroser er blevet gamle og trætte? Manden i huset graver dem op, skifter jorden og planter nye af samme slags. Favoritrosen er den hvide Austinrose 'Winchester Cathedral'.
Jeg er så småt begyndt at plante sommerblomster ud i krukkerne. En sommerblomst, jeg specielt vil fremhæve er isbegonia, Begonia semperflorens. Det var engang en meget almindelig plante, men den har vist været umoderne i nogle år. Jeg havde den sidste sommer i en krukke på trappen ved hoveddøren, som er på nordsiden af huset. Den var ikke på nogen måde krævende, og den blomstrede uden ophold fra maj til frosten ødelagde den i november. Jeg var så begejstret, at jeg igen i år har købt isbegoniaer til krukken på trappen.
Til slut vil jeg lige vise en anden af de seje. Der blev så tomt, da julepynten blev taget ned lige efter nytår. Derfor købte jeg denne primula, den er fra Kvickly, og jeg har ikke navnet på den. Jeg stillede den i køkkenvinduet, og der har den stået lige siden, og den har blomstret uafbrudt. Godt gået!