Fra sommerens havebesøg

Her i januar vil jeg vise billeder fra nogle af sidste sommers havebesøg. Det blev en dejlig sommer, hvor vi ligesom mange andre holdt ferie i Danmark. Vejret var overvejende smukt, og vi nød at køre rundt og opleve vores dejlige land. Det kom der temmelig mange fotos ud af, og jeg vil vise en serie billeder fra Haven i Hune. 

Anne Justs have i Hune har jeg besøgt mange gange, og jo flere gange, jeg ser haven, jo mere fantastisk synes jeg, den er. Haven bærer præg af, at den er skabt af to kunstnere. Den har en meget gennemtænkt grundplan, og den rummer nogle meget fine plantesammensætninger.

Der bliver skruet op for nysgerrigheden, når man ser den smukke jernlåge og stien, der slår et sving. Hvad mon der gemmer sig inde bagved?

Haven er anlagt, så den består af mange rum, og man kan ikke se fra det ene haverum til det næste. Rummene er adskilt af hække, bygninger, niveauforskelle og tæt beplantning. I dette haverum er der arbejdet med kontraster mellem klippede geometriske former og planter, der har en let og vild vækstform.

Haveplanen er præget af symmetri, hvilket giver ro og balance. Jeg tror mange haver, iberegnet vores egen, vil vinde ved, at man tænker lidt mere symmetri ind i grundplanen.

Vand i haven kan laves på mange forskellige måder. I Hune er der flere vandbassiner, og de er overvejende anlagt med rette linjer. Der er ingen små kunstige søer, der skal ligne naturlige vandhuller. Jeg synes, det lange smalle bassin kantet med løvefod og en klippet hæk er et meget spændende eksempel på en anderledes måde at skabe vand i haven på.

Her er et andet af havens bassiner. På billedet ses, hvordan bassinets lige kanter bliver indrammet af den klippede takshæk.

Grupper af åkander bløder op på de geometriske former.

Frodigheden er overvældende. Bar jord findes ikke i haven. Overalt er der bevoksning, og det er der både nede ved jorden og i højden.

Bevoksningen ser så naturlig ud, at man næsten får det indtryk, at planterne er kommet af sig selv. Men jeg er ret sikker på, at der er tænkt meget over plantesammensætningerne. Der er arbejdet meget med kontraster, både når det gælder bladformer og blomsterformer, og der er tænkt meget over farvesammensætninger. Der er også tænkt på det praktiske som på billedet herunder, hvor alliumplanternes grimme blade bliver skjult af hostabladene.

Selvom haven ikke har forandret sig ret meget efter Anne Justs død, har den selvfølgelig gennemgået en helt naturlig forandring på grund af, at planter vokser sig større og tættere, træer ældes og planter går ud. Men der bliver også lavet nogle nye tiltag. Jeg kan ikke huske, at jeg tidligere har set skråningen med det vilde bed, og jeg tror, beplantningen er ny.

 

Der er ikke mange kunstværker i danske haver. Det kan der være flere årsager til. Dels har der vel aldrig rigtig været tradition for kunstværker, dels kan det være et økonomisk spørgsmål, da kunstværker oftest er dyrere end planter, og dels tror jeg, at mange synes, det er svært at finde en god placering til et kunstværk. I Haven i Hune har man selv kunnet skabe kunstværkerne. Her er mange af dem, og de er placeret, så de falder så smukt ind i omgivelserne, men de fleste er sikkert også skabt til netop den placering, de har. 

Det var billeder fra sidste sommers besøg i Haven i Hune. Jeg håber, at der bliver lejlighed til at gense haven til sommer. 

Et nyt haveår

Et nyt haveår tager sin begyndelse, og som sædvanlig er forventningens glæde stor. Jeg ser for mig vidunderlige vinterdage med sol over en snedækket have, dage med rim på buske og træer og de første vintergækker, der viser deres hvide skørter frem.

Når jeg tænker på foråret, bliver jeg helt varm ved tanken om alle de gule og hvide påskeliljer, der vil pryde haven. Jeg vil nyde alle forårets nuancer af grønt, og jeg vil mange, mange gange stoppe op ved vores gamle æbletræ og falde i svime over alle de hvide blomster.

Jeg drømmer søde sommerdrømme om havebesøg og Cph-garden. Om hyggelige timer ved havebordet og om glade børn, der leger på plænen. Jeg vil stikke næsen helt ned i en rose og lade mig beruse af duften. 

Jeg vil fylde husets vaser med efterårets farvepragt. Ikke tone-i-tone, men alle palettens farver blandet sammen. Jeg vil lade gummistøvlerne trække lange spor i det dugvåde græs, og jeg vil indsnuse lugten af våde blade.

Mærkelig nok giver forventningens glæde ikke plads til tanker om dræbersnegle, stråleplet, vandmangel, skvalderkål og corona. Forventningens glæde er lyserød. 

Tilbage til virkeligheden. Et nyt haveår har taget sin begyndelse.

Udenfor vinduerne ligger haven og sover vintersøvn. Jeg går mine daglige haverunder, hvor jeg følger med i, hvad der sker derude. Følger de spirende løgplanter, konstaterer at troldnøddens blomster er sprunget ud, samler nedfaldne grene op fra græsplænen og pynter måske lidt ved et par krukker. Det er også på disse haverunder, jeg noterer mig, om der er planter, der skal flyttes, klippes ned eller beskæres, og om der er huller, der skal fyldes ud med nye planter osv.  

Da jeg var ude med kameraet i går skinnede solen, så selv de visne hortensiablomster fik glød igen. Haveåret er startet på den gode måde.

Hav et godt nyt haveår! Jeg glæder mig til at "møde" jer på jeres haveblogs og på Havesysler.

Julekort

 

De små grønne hjælpere

Da jeg i går gik ud i haven for at fotografere til dette indlæg, vidste jeg ikke, hvad jeg ville skrive om. Sådan har jeg det somme tider på denne årstid, hvor der ikke sker ret meget i haven. Men inspirationen kommer altid, når jeg kommer udenfor med kameraet. 

Da jeg gik derude i går, var det første, der sprang i øjnene, havens vintergrønne bunddækkeplanter. De står grønne året rundt og dækker den brune jord. I sommerhalvåret lægger man ikke så meget mærke til dem, men på denne årstid, hvor bladene er faldet af træer og buske, og mange stauder står visne, er de ikke til at komme udenom. Når jeg kalder dem hjælpere, er det selvfølgelig, fordi de hjælper mig med lugearbejdet eller rettere sagt, de giver ikke ukrudtet en chance. Her kommer en billedserie af nogle af mine bedste bunddækkeplanter. 

Den første er guldjordbær, Waldsteinia. Jeg var for nogen tid siden til et foredrag med Poul Petersen fra Overdam Planteskole. Han sagde, at hvis han skulle vælge de bedste bunddækkeplanter, fik guldjordbær førstepladsen, og fra tredjepladsen kom de andre. Jeg er helt enig. Guldjordbær er virkelig en både effektiv og smuk bunddækkeplante. Den holder sig nede ved jorden og bliver ikke ranglet. Og så tåler den det meste. 

I maj får den lysegule blomster. Men hvis ikke den jævnligt bliver plantet om - og det er jo ikke just meningen  med bunddækkeplanter - blomstrer den kun sparsomt. Så hvis man er gul-forskrækket, skal man ikke holde sig tilbage for at plante den.

Storrodet storkenæb, Geranium macrorrhizum, har nogle meget smukke blade. Den breder sig ved udløbere, så den kan hurtigt dække et stort område. Den tåler både sol, skygge og tør jord.

De smukke blomster springer ud i maj.

Kæmpestenbræk, Bergenia cordifolia, har store dekorative blade, der er effektive til at holde ukrudt væk. Kæmpestenbræk er ikke på nogen måde krævende. Den trives i både sol og skygge, og den er tørketålende. 

Her ses blomsterne i maj. 

Krybeklokke, Campanula portenschlagiana er bunddækkende, men planten er ret spinkel, så den er ikke så god til at holde ukrudt væk. Men den hører alligevel med til favoritterne på grund af de yndige små lysegrønne blade og de blå blomster. Planten trives bedst i sol. Den er tørketålende.

 I juni bliver planten helt fyldt af blå klokkeblomster. Klipper man blomsterne af efter afblomstring, kan der komme en mindre efterblomstring.

Prydjordbær, Fragaria, ligner meget en almindelige jordbærplante både på bladene og på måden, den vokser på med lange udløbere. I vores have vokser den langs en flisebelagt indkørsel, så i løbet af sommeren skærer jeg de længste udløbere af. Planten trives i sol og halvskygge.

I milde vintre blomstrer prydjordbær året rundt. Efter blomstringen kommer der små spiselige jordbær. Billedet nedenunder er taget i maj, hvor planten har sin hovedblomstring.

Liden singrøn, Vinca minor, er en meget effektiv bunddækkeplante. Den trives i både sol og skygge. Vokser den på en solbeskinnet plads, har den dog brug for ekstra vanding i meget tørre somre.

Liden singrøn blomstrer året rundt, men har flest blomster om foråret. Billedet nedenunder er taget i maj.

Vinterglans, Pachysandra terminalis, beskrives som en bunddækkeplante, der trives bedst i skygge og surbundsjord. I vores have vokser den i tør sandjord og i både sol og skygge. Det er mit indtryk, at den på ingen måde er kræsen. Men bladene bliver lidt gullige, hvis planten får for meget sol. Ukrudtet får ingen chance i et bed med vinterglans.

Vinterglans får smukke blomster i maj. I vores have er den desværre ikke så blomsterrig.

Det var en lille gennemgang af nogle af mine bedste hjælpere. Fælles for dem alle er, at de står grønne året rundt, at de er nemme og hårdføre, og at de stort set ingen pasning kræver.

En adventstradition

Mange har traditioner i forbindelse med advent og jul. Vi har en adventstradition, som vi lige har haft for 20. gang. Hvert år omkring 1. søndag i advent tager vi på en lille ferie til Göteborg. Nogle vil måske spørge, om det ikke bliver lidt kedsommeligt at tage det samme sted hen på adventstur år efter år. Dertil kan jeg kun svare nej. Jeg glæder mig meget hvert år til at gense Göteborg. Byen gør så meget ud af juleudsmykningen, og der er mange gode koncerter og julemarkeder.

Et sted, vi altid besøger, er Trädgårdsföreningens have. Haven er et grønt åndehul, der ligger lige i hjertet af Göteborg. Det er en stor oplevelse at gå rundt i haven om sommeren, når stauder og roser står i fuldt flor, og haven er fyldt af mennesker. Men det er også dejligt at gå der en vinterdag, når de store træer står med deres nøgne grene og danner smukke silhuetter mod himlen. De to store træer på billedet er skovege, Quercus robur.

Den smukke bænk fristede ikke så meget, da den var dækket af et lag tøsne.

Sådan en pavillon gad jeg godt at have i haven.

Bambusserne stod bøjede af sne og regn. Stien imellem planterne gav dybde til bedet, så man får en fornemmelse af, at man bevæger sig ind i et stort bambuslandskab.

Græsserne var så fine med sne på. Læg mærke til, at man har bundet de højeste sammen for oven. Så er man fri for, at de i løbet af vinteren vælter til alle sider. Det ser lidt sjovt ud, men er vel i grunden ganske dekorativt.

Det smukke gule træhus er en gammel direktørvilla.

De tykke stammer viser, at espaliertræerne helt sikkert har mange år på bagen. Man kan se, at de gennem årene er blevet passet af kyndige hænder.

Når det bliver for koldt og sjappet at gå udenfor, kan man søge læ og varme i det store flotte palmehus. 

Når man træder indenfor i Palmehuset, bliver man mødt af denne dejlige skulptur af et søskendepar. Skulpturen er udført i 1934 af kunstneren Nanna Johansen Ullman, der var datter af skagensmalerenViggo Johansen.

Det er spændende at gå rundt og kikke på planterne samt læse navneskiltene. Af skiltene fremgår foruden planternes navne også deres oprindelsessted, og nogle gange følger der en lille historie med.

Planten med de "tegnede" bladribbe er en Sanchezia nobilis, på svensk hedder den zebrabusk.

Stakkels svigermødre, det er sjældent positivt, når de får en plante opkaldt efter sig. På dansk kender vi stueplanten svigermors skarpe tunge. Planten nedenunder er en Echinocactus grusonii, på svensk kaldet svigermors pude.

Om spansk mos, Tillandsia usneoides 'Bromceliaceae', fortælles det, at den anvendes til fyld i madrasser samt til pakningsmateriale i stedet for bobleplast. 

Ingen have uden blomster, så jeg vil slutte med et billede af en kamelia, Camellia sasanqua 'Cleopatra'.