fredag den 5. november 2021

Havens trolde

De farvestrålende efterårsblade daler stille mod jorden, og træer og buske begynder at vise nøgne grene. Det er snart sidste udkald, hvis man vil nyde efterårsfarverne. Da jeg gik en haverunde forleden fangede kameraet troldellen, der gløder i gult, orange og rødt.

Troldnødden er mere diskret, men mindst lige så smuk, når den skifter til efterårsfarver. Bladene får først en gul kant med en brun rand, og efterhånden bliver hele bladet gult. 


Den sidste af havens trolde er troldhaslen. Den ser ikke ud, som om den har skænket efteråret ret mange tanker. De grønne blade sidder godt fast. Derimod lyser hostabladene under træet op i gyldne farver.


Buskvedbenden er en af de få buske, der blomstrer i november, og da jeg gik min runde, havde den fået summende besøg. Buskvedbenden er en af havens allerbedste stedsegrønne buske. Den har en bunddækkende vækstform. Vi har 3 buske, som vokser i en gruppe under nogle træer, og de dækker fuldstændig for ukrudt. 


For et par år siden plantede vi en håret glansmispel, Photinia villosa. Den blev valgt på grund af de smukke efterårsfarver, og den skuffer bestemt ikke. I år er den vokset så meget, at den begynder at ligne et lille træ. 


Figentræet skiller sig på denne årstid lidt ud fra andre træer, idet bladene får en smuk gulgrøn farve. Der er mange umodne figner på træet. Desværre falder de af i løbet af vinteren. Men træet har båret godt i år og givet mange modne frugter. 


Vi har gravet 4 Geoff Hamilton roser op. Det var med blandede følelser, vi gjorde det, for Geoff Hamilton er en meget smuk rose. Desværre var planterne ikke sunde, og bladene var altid et jammerligt syn. Desuden havde roserne temmelig mange år på bagen. Jeg har tænkt meget over, hvad der skulle plantes i stedet. Rosendyrkning er ikke mit speciale, og gennemgående trives roser dårligt i vores have. Så roserne skulle erstattes af stauder, men hvilke? Valget faldt på drejeblomster, Physostegia virginiana 'Vivid'. Drejeblomster er robuste, de har lang blomstringstid, de vil gerne vokse i sol, og de er rimeligt tørketålende. Desuden passer de farvemæssigt ind i omgivelserne.


Man skal lede lidt efter blomsterne i novemberhaven, men morgenfruerne, Calendula 'Snow Princess',
blomstrer endnu. Nu klipper jeg ikke længere de visne frøstande af, for planterne må gerne så sig selv.


Georginerne kan fortsat levere blomster til vaserne. Men forleden var temperaturen nede omkring nul, så nu er det vist tid at grave knoldene op.


 

28 kommentarer:

  1. Troldene ja der er en del buske, der hedder noget med trold, så det var en god titel. De er jo alle fine, jeg tror, min troldel har tabt bladene for i år. Drejeblomst breder sig i hvert fald godt og grundigt, så den kan nok afløse roserne. Synd du ikke har held med dem, heldigvis har du meget andet fint. Photinia villosa ser fin ud, jeg tror lige, Anne Marie har omtalt den på facebook i dag.
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har hørt, at drejeblomst breder sig ved rodskud. Rodskud er jeg ikke så bange for, de kan bekæmpes med spaden. Men sår drejeblomst sig selv? Frøukrudt kan være besværligt.
      Photinia villosa har fine efterårsfarver, og så tåler den både blæst og tørke. Så den må være god i vores have. Vi har købt den hos Anne Marie.

      Hilsen Elna

      Slet
  2. Så vakre dine dahlia fortsatt er. Flotte høstfarger som viser stor variasjon i nyansene. Mine hosta klappet i sammen for over to uker siden. De tåler ikke frost i det hele tatt. Så trist at ikke roser trives hos deg. Heldigvis er det mye annet som du kan dyrke :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja høstfarver dækker i grunden en ret stor del af farvecirklen.
      Jeg synes, der er stor forskel på, hvor tidligt hostaerne klapper sammen. Sorten "June" står grøn endnu.
      Det er især Austin-roser, der ikke vil trives hos os. Og det er lidt ærgerligt, da det er mine favoritroser.

      Hilsen Elna

      Slet
  3. Søde småtrolde. Troldel er da vist undgået min opmærksomhed. Flotte farver. Vi har 2 forskellige troldnødder. Den ene er et festfyrværkeri i gyldne farver, den anden "bare" gul.
    Jeg kan se jeg skal at komme videre med at opstamme min troldhassel. Din ser godt ud med de stammer. Det er bare det med at klippe så "brutalt" jeg har svært ved.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Troldel får de dejligste efterårsfarver, men blomsterne er nu også smukke. Det er en langtsomtvoksende busk, så den kan du sagtens få plads til i haven :)
      Troldhassel er jeg ikke bange for at save i, for med alle disse knudrede grene, bemærker man næsten ikke, at træet er beskåret. Jeg kan også lide stammerne, men hvor er jeg dog træt af alle rodskuddene :(

      Hilsen Elna

      Slet
  4. Den slags trolde bliver man ikke bange for, tværtimod ☺ Når vores troldhassel har smidt bladene, skal jeg i gang med saksen. Ellers bliver den alt for stor og uformelig.

    SvarSlet
    Svar
    1. En troldhassel kan blive meget stor, og det er nødvendigt jævnligt at komme efter den med saven eller saksen. Nu bor I jo på landet, hvor der sikkert ikke kommer så mange forbi. Ellers kunne du bare lægge det afskårne ud til fortovskanten, der er mange, der gerne vil have en gren til julepynt.

      Hilsen Elna

      Slet
  5. Troldel er vel nok fin! Den minder i farve om vores røde troldnød, som har smidt bladene desværre. Også din glansmispel fanger mit øje. Vi har ikke haft held med de 3 mispler vi satte for 3 år siden, og jeg tror de er ved at dø, så denne burde nok overvejes. Jeg elsker de 'troldede', knudrede vækster, da de tilføjer et tiltrængt element af alder og mystik til en ny have som min, men når troldhassel bliver så stor at den kan opstammes, er den særlig fin. Hassel er vist en god plante her også, for den kan klare vind og vejr.
    Smukke Georginer har du også stadig! Vi skal vist også til at grave knoldene op snart...

    Dejligt indlæg Elna!
    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Glansmisplen har vi plantet på anbefaling af Anne Marie fra Lønbæk Planteskole. Den er modstandsdygtig over for både blæst og tørke.
      Troldhassel vinder ved at blive opstammet, for de store blade gør den meget massiv og dyster om sommeren.
      Jeg er glad for, du kan lide mit indlæg. Somme tider tænker jeg, at det er det samme, jeg skriver om gang på gang, og at det må være kedeligt at læse. Jeg er jo ikke den store plantenørd. De almindelige planter interesserer mig i bund og grund mere end sjældenhederne. Men jeg kan lide at gå i haven med kameraet på alle årstider, så der kommer flere indlæg ...

      Hilsen Elna

      Slet
    2. Tror det er det samme for mig... Man har jo kun den samme have, men alligevel føles den ny hver dag. Du må endelig blive ved! Jeg nyder din have i hvert eneste indlæg og sværger også til de helt almindelige havevækster.

      Slet
    3. Tak Ulla! Du har ret, haven forandrer sig hele tiden, og det er vel også forskelligt, hvad man selv har fokus på.

      Slet
  6. Hej Elna!
    Ser färggrannt och fint ut i din höstträdgård. Så länge du kan njuta av dina dahlior. Kom på att jag har några knölar kvar att ta upp. Hade glömt dem. Ringblommorna är vackra. Har försökt så dem hos mig, men det har inte lyckats.
    Ha en skön helg /Hälsningar Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Dahliasæsonen har været lang i år, men nu er der kun få blomster tilbage.
      Morgenfruer stiller ikke store krav, og når de ikke vil lykkes hos dig, er det måske, fordi du passer dem for godt. Jeg sår dem direkte på voksestedet i april (hvis ikke de har sået sig selv). De kan være lidt længe om at spire, men man skal bare have tålmodighed, de skal nok komme. Jeg tror, de trives godt i sandjord. Bortset fra afklipning af visne blomster, passer de sig selv. De kan blive ved at blomstre, til frosten tager dem.
      Hav en god uge!

      Hilsen Elna

      Slet
  7. Så vackra höstfärger hos buskarna fast jag hänger inte riktigt med i de danska namnen. Och sen fick jag en idé om att plantera åldrad murgröna som underplantering. Grannen har en som växt över på vår mark och den är nu i en ålder så den blommar och sätter frukt. Och där brukar finnas grenar med rötter jag kan klippa.

    Ha det gott! Carina

    SvarSlet
    Svar
    1. Du må undskylde, at jeg ikke har været så flittig til at skrive de latinske navne. Troldel er en Fothergilla major, troldnød er en Hamamelis, og troldhassel er en Corylus avellana.
      Buskvedbend er fin som underplantning under træer og store buske. Du kan helt sikkert lave nogle buske ved at tage grene af naboens. Vedbend gror som regel villigt.

      Hilsen Elna

      Slet
  8. Hyggeligt at se dine trolde, der hver især kan noget: efterårsfarver/smukke stammer.
    Glansmisplen noterer jeg mig, da den åbenbart tåler tørke. Jeg har en slags 'tørkeliste' :-)
    Apropos din kommentar til Ulla - det er aldrig 'det samme', og faktisk har jeg det vist som dig: Det er de almindelige, solide, velafprøvede sorter, jeg oftest vælger. Jeg synes det er en god udfordring at lave noget smukt med dem. Din have er et rigtig godt eksempel på, at det kan lykkes - og dermed bloggen. (Men jeg kender godt det med blogindlæggene: Kan dette og hint nu også interessere...?)
    Jeg havde drejeblomst i en tidligere have og husker den ikke som meget 'bredende', men kun som en smuk blomst.
    Mange hilsener Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja trolde er som regel meget søde :)
      God ide med en tørkeliste. Glansmisplen er selvskreven til listen.
      Jeg vil hellere have en "simpel" drejeblomst som roser, der ikke vil gro.
      Tak for din kommentar ang. blogindlæg.

      Hilsen Elna

      Slet
  9. Hej Elna

    blomsterformen af Vedbend som bunddække - det var smart og effektivt kan jeg forestille mig - og så er den jo også til gavn for masser af insekter!
    Geoff Hamilton beskrives ellers som er relativ sund Austin sag, jeg har dog ofte set den med jammerligt løv. Det risikerer du ikke med drejeblomsten:)

    Ha en dejlig søndag

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er så dejligt at komme ud i haven en novemberdag og se, insekterne er på besøg i buskvedbenden.
      Nej, jeg tror mere på drejeblomsten som på Geoff. Jeg mener at have læst, at Austin-roser ikke bliver så gamle. Geoff har vokset i bedet i mange år, så måske er det alderdomssvækkelse, der har plaget.

      Slet
  10. Så underbara bilder Elna! Som vanligt! Ja nu börjar höstfärgerna falna och löven faller sakta...
    Hoppas november kan bli en fin månad!
    Kram från Titti

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Titti! Vi giver november en chance.

      Hilsen Elna

      Slet
  11. Uha hvor skal jeg begynde. Din have er fantastisk flot her i november. Jeg elsker kontrasten på troldnødden, hvor bladene findes i så mange varianter af grøn og gul. Også flot med de gule hosta under en troldhassel som ikke har opdaget efteråret endnu. Det er en fin ide med buskvedbend som giver den flotte mørkegrøn bunddække og føde til insekter sent på året. Den kunne jeg godt finde plads til i min have. Synd at skulle fjerne roser men det nytter ikke noget hvis ikke de pynter. Jeg tænker på at skaffe min første rose og jeg må indrømme, at sundheden er øverst på listen når jeg kigger sorter.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Sydney! Det fine oktobervejr har fået haven nogenlunde pæn ind i november. Weekendvejret har desværre ikke været godt, så der er faldet mange blade til jorden.
      De røde og orange efterårsblade er smukke, men de mange nuancer af gulgrønne farver er nu også smukke og måske lidt oversete.
      Så synes jeg, du skal plante en buskvedbend, det vil du ikke fortryde.
      Du gør helt sikkert klog i først og fremmest at kikke på rosers sundhed. I "min" planteskole, anbefaler de tyske roser. De eneste roser, jeg rigtig har haft held med, er Astrid Lindgren-roser.

      Hilsen Elna

      Slet
  12. Dine trolde er virkeligt dejlige og byder ind med hver deres pynt.
    Den lille glansmispel er også virkelig fin, den kendte jeg ikke.
    Det gælder om i en have at der er planter med flotte farver her i efteråret og det ser ud til at lykkes godt hos dig.
    Drejeblomst har vi en enkelt lille klump af - de er stille og smukke vækster.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nogle søde trolde - og så er de ikke engang drillesyge :)
      Glansmisplen skulle gerne blive til et fint lille træ. Det har to stammer, og vi har tænkt på at prøve at fjerne den ene. Men det er endt med, at det får lov at beholde begge stammer.
      "... stille og smukke vækster", det er lige den slags planter, jeg kan lide.

      Hilsen Elna

      Slet
  13. Hei Elna! Det er rart å se din novemberhage. Det er fremdeles rester av vekst. Til og med vakre dahlia. Det er helt utrolig at fiken klarer den danske vinteren. Blir nok litt misunnelig. Ha det godt! Hilsen Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Efter årstiden har vi meget høje temperaturer, og det bærer haven selvfølgelig også præg af. Vores figen vokser op ad en sydmur, og det er vel den luneste plads i haven. Jeg har aldrig oplevet, at træet har fået frostskader, men de umodne figner falder af i løbet af vinteren.
      Du må også have det godt!

      Hilsen Elna

      Slet