Februarhaven

Lidt tung om hjertet gik jeg i haven i eftermiddag. Jeg kunne ikke få gårsdagens gruopvækkende begivenheder ud af hovedet. Det føles så uvirkelig, at befolkningen i et andet europæisk land lever i stor fare og bliver opfordret til at holde sig inde. Hvor er jeg taknemmelig for, at jeg frit kan gå ud i min have og kikke efter forårstegn.

Haveredskaberne kom frem, og da jeg lå på mine knæ og klippede stauder ned og små grønne spirer kom til syne under de visne blade, trådte de triste tanker i baggrunden. En undersøgelse har bevist, at haven har en helbredende virkning på krop og sjæl. 

Fuglene sang så smukt, og et par musvitter holdt fest ved foderbrættet. Krokusser og påskeliljer åbnede sig i solskinnet.

Som jeg lå der på mine knæ, kunne jeg iagttage, at ukrudtet også er godt på vej. Der var masser af små grønne kimblade. Man skal passe på, når man luger, for det kan være vanskeligt at skelne ukrudtet fra selvsåede "haveplanter". Jeg vil gerne have flere erantis i haven, og jeg satser på, at de små spirer, er selvsåede erantis.

Vinterjasminen begyndte blomstringen i december, først nu er den ved at takke af. Godt gået!

Krokusserne åbnede sig i solskinnet, og nogle små buketter kom med ind.

Krokusblomsterne er rene kunstværker med de fine tegninger på kronbladene.

Stiklinger sørger for forår i vindueskarmen.

Da coronapandemien lukkede Danmark ned, søgte jeg tilflugt i haven. I dag var haven også et tilflugtssted. Hvor er det dejligt at have et sted, hvor man kan gå hen og for en tid glemme det, der sker omkring en.