fredag den 3. januar 2025

Velkommen 2025

Så rundede vi endnu et årsskifte. Kongen fik holdt sin nytårstale, og Mette F. holdt sin. Mettes tale gjorde mig helt trist, men kongen fortalte, at han glæder sig til at tage fat på alt det, der følger i det nye år. Det er godt at kunne glæde sig. Ingen af dem talte om havelivets glæder, så det har jeg tænkt mig, at mit nytårsskriv skal handle om. 

I går sagde vi pænt tak til vores juletræ, der havde stået i stuen og glædet os hele julen. Træet kom ud i haven, hvor det får lov at stå, til det bliver forår og nålene begynder at blive brune. Juletræet fik plads ved siden af fuglebadet, og jeg tror, fuglene kan finde lidt læ mellem grenene, når de har fået deres bad.

Hvor var det skønt i haven. For en gang skyld skinnede solen, og jeg fik lyst til at arbejde lidt derude. Jeg gik i gang med at klippe de gamle blade af juleroserne. Man skulle lige være lidt forsigtig med saksen, for nye blade og blomsterknopper er på vej. Og løgplanterne har lange spirer, så der skulle heller ikke trampes for meget rundt i bedet.

Hvor jeg dog glæder mig til det nye haveår. I mine drømme falder regnen i passende mængder, og solen skinner gavmild, så vi får en blomstrende have og græsplænen holder sig frisk grøn. Selvfølgelig vil der komme ærgrelser i løbet af året, men dem skal man ikke bekymre sig om på forhånd.

Mon ikke de følgende billeder siger lidt om de glæder, man kan blive beriget med, når man har en have.

En af de største glæder for mig er, når de første løg- og knoldplanter springer ud og danner tæpper i hvidt og gult.


Hvad er dejligere end en forårsdag når solen varmer og får blomsterne til at folde sig ud.


En stor glæde er at se et lille frø spire og vokse op og folde sig ud til en stor smuk blomst.


Man bliver så glad, når kan kan samles med familie og venner ved havebordet. (Jeg lægger ikke personlige billeder på Havesysler.)


Hvor er det dejligt, når haveejere holder åben have. Billedet er fra en have i Silkeborg, hvor haveejeren viste rundt og med stor iver fortalte om haven.


Hvad er bedre på en varm sommerdag end at kunne kravle i skygge under det store egetræ på plænen.


I sensommeren har haven nået til det stadie, hvor planterne har vokset sig store og fuldstændig dækker jorden. Haveglæden er i top, når man går sin daglige haverunde.


Det er en stor glæde at kunne følge årstidernes skiften.


Haveglæde er at se æblernes modnes. 


Havens dyreliv er året rundt til store glæde og nytte.


Vi bruger mest vores haver i sommerhalvåret, men haveglæden kan også være stor en novemberdag.


Så kom jeg vist haveåret rundt. Jeg vil slutte med at ønske jer alle derude i haverne et godt nytår. Jeg håber, haveglæden og haverne vil blomstre.


8 kommentarer:

  1. Hej Elna!
    Trädgården är till stor glädje och din är väldigt vacker. Vi har granen inne och den får vara kvar ett tag, nu är det snö ute så det blev mer julstämning.
    Önskar dig God fortsättning på året.
    Hälsningar Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Da jeg var barn, havde man juletræet inde til efter helligtrekonger, og vi havde også juleferie til efter helligtrekonger. Det var hyggeligt, men sådan er det ikke mere. I aften ligger der et ganske tyndt lag sne her, men det blæser meget, så man får ikke lyst til at gå ud i det.
      Tak i lige måde.

      Hilsen Elna

      Slet
  2. Ja snart forår. Dog skal vi lige ha et par drilske vinter måneder først. Men solen løfter humøret i den grad. Jeg har ikke noget imod at det bliver kolder ,bare det bliver lysere.
    Godt nytår Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja vinteren kan godt nå at blive drilsk. Her blæser det de fleste dage, det kan man altså godt blive træt af. I går havde vi solskin, og hvor blev det lyst.
      Tak i lige måde.

      Hilsen Elna

      Slet
  3. Sikken dog et dejligt opmuntrende indlæg, så det kongen ikke kunne fortælle om, det kunne du, tak for det. Jeg hørte kun kongens nytårstale, Mettes sprang jeg over. Godt du i stedet kunne lave et rigtigt haveindlæg.
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak, dine flotte solopgangsbilleder vækker også glæde. Jeg ved godt, fremtiden ser alvorlig ud, men jeg vil altså have lov at glæde mig over min have.

      Hilsen Elna

      Slet
  4. Ja, vi har brug for lidt optimisme og noget at glæde os til, for der er jo ulykker nok i verden. Som enkeltperson kan man ikke ændre verden, men haven kan vi få lov at glæde os over, og det er ikke så ringe endda:-) Haveglæden kræver ikke megen plads, og nogle har nok i en altankasse, men I er jo gode til at komme rundt og suge inspiration i andre haver og parker, og det er spændende at se hvordan man også kan gøre.
    Juletræet kan gøre gavn i lang tid fremover, og pynter ligefrem derude. Hele det nye haveår ligger ubrugt foran os og kalder på vores hænder og hoveder og skabertrang - de nye planter og idéer der skal afprøves - og den evige optimering af havens muligheder begynder snart. Jeres have kan det hele, for I har anlagt den som helårshave, og der er haverum til ethvert formål og humør. Dejligt vi snart kan tage fat igen og, som du, gå på opdagelse efter det spirende forår. Her har vi fået frost de senere dage, men nu hvor den pivkolde blæst har lagt sig vil jeg ud og ordne brændestablen. Det er da et sted at starte...
    Dit sidste billede er så skønt Elna! Det er det bedste bevis på man kan have en dejlig have om vinteren også.

    God fornøjelse med det nye år!
    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
  5. Ja der er meget haveglæde året rundt. Tak for et fantastisk flot og hyggelig indlæg. Selv om jorden er dækket af sne blev jeg helt forårsglad! :-)

    SvarSlet