fredag den 25. april 2025

Aprilhaven

Hvor haven i marts og første halvdel af april var et festfyrværkeri af farver i form af blomstrende løgplanter, er haven her i sidste halvdel af april mere farveløs. Bortset fra tulipanerne er der ikke så mange blomster. Til gengæld er haven blevet grøn. Træer og buske har fået blade, som giver fylde og er med til at dele haven op i rum.

Avnbøgehækkene inde i haven er ved at springe ud, og selvom det kun er nogle få år siden, de blev plantet, er de klippede hække allerede med til at give rumvirkning.

Avnbøg, Carpinus betulus, er så smuk i udspring med blade, der vel nærmest kan kaldes plisserede.

Et par buske tiltrække sig opmærksomhed. Den ene er snebollebusken, Viburnum burkwoodii 'Conoy'. Busken er fyldt med knopper, og de første blomster er ved at åbne sig. Desværre er busken lidt skæmmet af visne blade, men de falder sikkert snart af.



Den anden busk er troldellen, Fothergilla major. Den har en meget bred vækstform i forhold til højden, og dens grene er krogede.



Flere stauder har dekorative blade. Herunder er det fjervalmuen, Macleaya cordata, der har åbnet de første lysegrønne blade. Den har lidt travlt, for i løbet af sommeren skal den nå en højde på omkring 2 meter.


Også gulbladet merian, Origanum vulgare 'Aureum', lyser op. Det er en fin lille bunddækkende staude.


Japansk skovgræs, Hakonechloa macra, har overvintret ude i en potte, og den er nu parat til en ny sæson.


Det samme er drueliljen, Liriope muscari. Den har også overvintret ude.


Det er lang tid siden, de første udsprungne kobjælder blev vist på haveblogs. Her i haven er de først lige sprunget ud. Det er en staude, jeg holder meget af. Både blade, knopper, blomster og frøstande er så dekorative.


Prydjordbær, Fragaria, blomstrer i bedet langs indkørslen. Det er en sej plante, der blomstrer stort set året rundt. Det er en smuk bunddækkeplante, men ikke den mest effektive, den lukker ikke helt af for ukrudtet.


Det er en travl tid i haven. I påsken kom der regn, og indtil nu har vi fået 39 mm i april. Jeg har benyttet mig af, at der er fugt i jorden, så jeg har sået sommerblomster og delt nogle stauder. Desuden er der meget frøukrudt at luge op. Men der skal også være tid til at nyde haven, så havemøblerne bliver flittigt brugt.





14 kommentarer:

  1. Du har alltid så mye fint som du viser frem fra hagen. Agnbøk som vi kaller den her er en flott hekkplante. Den har jeg aldri hatt, men den er mye brukt her i Norge også. Kubjellene er så vakre, og også lenge før de springer ut. Prydjordbær er også så fine i blomsten. 39 mm med regn er jo supert. Her har det kommet 36 mm så langt i april, så da har vi hatt ganske likt vær.

    Hilsen Marit

    SvarSlet
    Svar
    1. Avnbøg er en smuk, men også en god hækplante. Den taber bladene allerede sidst på vinteren, hvor man ikke opholder sig så meget i haven, og så kan bladene blæse væk og samle sig under buske og træer. Bøgen taber derimod ikke bladene før i april, når de nye blade springer ud, og så ligger de gamle bøgeblade og blæser rundt på fliser og havegange. Desuden kan avnbøg vokse i en fugtig jord, hvad bøgen ikke bryder sig om.

      Hilsen Elna

      Slet
  2. Det er tidligt prydjordbær er fremme. Jeg har den osse, men jeg syntes den er lidt af en rendemaske. Den løber ud på gangen i stedet for i bedet.
    39 mm regn orv. I er heldige. Vi har fået ca 11 mm. Ikke meget men det friskede op. Og nu kan man rode i jorden.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja du kan godt kalde prydjordbær for en rendemaske. Et par gange i løbet af en sæson skærer jeg udløberne af med en kantspade. Det er ikke meget regn, I har fået. Vi kørte til København langfredag og hjem igen lørdagen efter, og vi kørte i regnvejr både på Fyn og Sjælland.

      Slet
  3. Hold da op I har været heldige med regn, jeg tror ikke, vi har fået 20 mm i april. Jeg beundrede din Fothergilla Major, sådan en havde jeg på Samsø, men det har ikke lykkes mig at få fat i en her til haven. Mine kobjælder kom slet ikke frem i år, så jeg måtte anskaffe mig nye. Jeg har kun en avnbøg, den har jeg, fordi jeg synes, den er smuk både i udspring og om efteråret.
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er glad for regnen, men jeg kan sagtens bruge mere. Troldellen er smuk både i udspring og i høstfarver, så det er en dejlig busk at have i haven. Kobjælder kan godt lide vores sandjord, og de kommer trofast igen år efter år. Avnbøg er smukke, og jeg tror, de er mere hårdføre end bøg.

      Hilsen Elna

      Slet
  4. Det er vel nok fine billeder fra haven og man kan jo hæfte sig ved flere skønheder som fjervalmuen, Hakone-græsset og de små hyggelige hornvioler - for ikke at tale om avnbøgehækken, troldellen og snebollebusken, men prisen går jo til kobjælden! Hvilket skønt billede Elna! Jeg synes det er sådan en dejlig tid nu hvor det grønne bare vokser frem dag for dag.
    Tænk du har fået så megen regn... Her må vi nøjes med 9,6 mm (ja, vi tager decimalerne med kan du nok forstå:-)

    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor er det ærgerligt, at I har fået så lidt regn. Planterne bliver grønnere og friskere, når de ikke tørster. Der er jo også altid nogle planter, man gerne vil dele eller flytte rundt på, og det er så meget lettere, når jorden ikke er tør.
      Kobjælden er en af forårshavens favoritter. Den er tørketålende og den trives godt i sandjord. I maj, når vores haveselskab holder plantemarked, køber jeg hvert år en ny kobjælde, og det er den samme sælger, jeg handler med hvert år, så nu er vi ved at kende hinanden.

      Hilsen Elna

      Slet
  5. Hej Elna!
    Det ser fint ut i din trädgård, vi har också fått regn men inte så mycket. Det gjorde dock gott för växterna för allt har blivit lite grönare. Kobjaelde eller Backsippan är en favorit hos mig också. Har en i samma färg som nästan blommat över, men saknar min vita och aprikosfärgade. Vackra dekorativa buskar. Jag väntar på värme, april har varit kall hos oss.
    Hälsningar Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er dejligt med regnen. Her er april lun, men ind imellem har vi nætter med frost, så det er for tidligt at plante sommerblomster i krukkerne. Jeg var ikke klar over, at der findes abrikosfarvede kobjælder. I Danmark vokser de lilla kobjælder vildt. men de er ikke så almindelige.

      Hilsen Elna

      Slet
  6. Hver gang du viser billeder af troldellen bliver jeg betaget. Uanset sæsonen byder den på noget. Du har ret, at det er vigtigt at bruge tid på at nyde haven. Nogle gange går der lidt selvsving i opgaverne her i foråret. Men der er ikke noget bedre end at sidde stille og virkelig kigge på haven.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg bliver lige nu betaget af troldellen på grund af dens lange blomstringstid. Den vokser på havens varmeste plads i solen syd for huset, og den har blomstret i flere uger. Det må vist siges at være ret fantastisk for en busk. Du har ret, der kan gå selvsving i opgaverne, men skal lige gøre det ene og så det andet og det tredje ...

      Hilsen Elna

      Slet
  7. Så mye fint, det går så fort nå, jeg klarer ikke å rekke alt. Ha en fin kveld, hilsen Ingeborg

    SvarSlet
    Svar
    1. Man må prioritere, men jeg medgiver dig, det kan være svært. Det er vist mest dig selv, der ser det, der ikke bliver gjort. Andre vil synes, din have er skøn.

      Hilsen Elna

      Slet